Kvinder over hele verden samles i en fælles global bønnekæde

Hvert år, første fredag i marts, afholdes Kvindernes Internationale Bededag, der forener kristne kvinder i mere end 170 lande i et verdensomspændende fællesskab omkring bøn og handling.

Den kvindelige bededagstradition stammer helt tilbage til 1887, hvor kvinder i USA begyndte at forme bedekredse. Lige siden har kvinder på tværs af kirker og nationer bedt sammen og med tiden formet en fælles global bønnekæde. I Danmark har Bededagen været afholdt hvert år siden 1922, og den afholdes i dag ca. 60 forskellige steder og bliver arrangeret af Danmarks Økumeniske Kvindekomité.

Hvert år produceres et bededagsmateriale med et tema udvalgt af en gruppe kvinder fra et bestemt land eller område. I år er det kvinder på tværs af kirkesamfund fra England, Wales og Nordirland, der leder bededagen og som har produceret bededagsmaterialet.

På bededagen samles kvinder om det samme tema fra solen står op ved datolinjen og til solen går ned. Forskellige kvindestemmer fortæller i gudstjenesten om deres land og om de præcise udfordringer, de har i hverdagen. Dermed får man viden fra landets egne folk og dermed en bedre forståelse for landenes befolkninger og deres situation.

I år er temaet ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer” fra Jeremias´ Bog, 29,11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb”.

Bededagen handler ikke kun om bøn, men også om handling. Der samles hvert år ind til forskellige internationale projekter der støtter udsatte kvinder.

På hjemmesiden www.kvindebededag.dk kan man finde oplysninger om de mange steder i Danmark, hvor dagen markeres.