Ledere i kirker og trossamfund i Danmark: 
Alt for mange sidder fast i retssystemet

En række ledere i kirker og trossamfund blander sig nu i debatten om fængslerne og retsvæsenet.

15 ledere i kirker og trossamfund, kristne, muslimer og jøder står i dag sammen om en udtalelse, der sætter fokus på hvordan offer og gerningsmand til en forbrydelse kan komme videre med deres liv.

”En tredjedel af dem, som løslades fra fængslerne, er tilbage igen inden for to år. Det er et samfundsproblem, som vi er nødt til at tage alvorligt” siger Hans-Ole Bækgaard, Formand for Indre Mission.

Blandt afsenderne er biskopper fra Folkekirken, ledere af folkekirkelige organisationer og kristne trossamfund i Danmark, tre muslimske lærde og overrabbineren i Danmark. Deres fælles afsæt er civilsamfundsorganisationen Resam, som har til formål at give religion en stemme i den demokratiske debat. De kirkelige ledere i Ream er optagede af, hvordan religiøse traditioner kan være relevante og bidrage til diskussionen om samfundets store dilemmaer. Og et sådant dilemma er retsvæsenet.

Fokus på offer og gerningsmand i stedet for straf og gengældelse
De seneste 20 år er der sket store forandringer i debatten om straf og retfærdighed. Både debatten og indretningen af retsvæsnet er kommet til at handle for meget om gengældelse, afskrækkelse og lange fængselsstraffe.

De 15 kirkelige ledere mener blandt andet, at alle skal have en chance for at lægge det forkerte bag sig og vende tilbage til samfundet.

"I stedet for fokus på straf og gengældelse, så mener vi, at der er behov for fokus på offer og gerningsmand, og for at begge kan komme videre med deres liv. Et menneske er altid mere end den forbrydelse, vedkommende har begået. Vi tror, at mennesker er skabt med lige værdighed", siger Safia Aoude, som er muslimsk lærd.

Forholdene for de indsatte og samfundets ansvar
De indsatte lider i dag under rigide regler udstukket af politikere. I stedet bør man lægge større vægt på en dynamisk sikkerhed, som giver fængselsfunktionærerne større bevægelsesfrihed og mulighed for at vurdere og agere i deres arbejde.

Der skal visdom, erfaring og menneskelighed ind i vurderingen af, hvordan indsatte konkret skal behandles.
Samtidig appellerer de kirkelige ledere til både erhvervslivet, trossamfundene og civilsamfundet, som skal yde en større indsats for at skabe fællesskaber herunder arbejdspladser, som kan tage imod tidligere indsatte. Der skal være alternativer til banderne og de problematiske fællesskaber, som i første omgang førte til kriminaliteten.

“Det kan lyder banalt, men det forholder sig sådan, at man kommer ud til dem, som tager imod én” siger Peter Fischer-Møller, Biskop i Roskilde Stift.

Følgende ledere i kirker og trossamfund står bag udtalelsen:
Christian Alsted, Biskop (Metodistkirken i Danmark), Torben Andersen (Generalsekretær, Baptistkirken), Safia Aoude (Muslimsk lærd), Hans-Ole Bækgaard (Formand, Indre Mission), Peter Fischer-Møller (Biskop i Roskilde Stift), Tonny Jacobsen (Formand, FrikirkeNet), Czeslaw Kozon (Katolsk Biskop i Danmark), Jair Melchior (Overrabbiner for Det Jødiske Samfund), Ole Backer Mogensen (Formand, Dansk Oase), John Nielsen (Missionsforstander, det danske missionsforbund), Abdul Wahid Pedersen (Imam), Sayed Daniel Rezaei (Imam), Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift), Søren Skovgaard Sørensen (Generalsekretær, Luthersk Mission) og Jacob Viftrup (Formand for Apostolsk Kirke i Danmark).

For yderligere information og aftale om interview kontakt Nik Bredholt tlf. 42687728 / mail: nik.bredholtgmail.com

RESAM: Alt for mange sidder fast i retssystemet from Religion & Samfund on Vimeo.