Den 15. august er festen for Marias Optagelse i Himlen. Men hvad er det bibelske belæg for denne fest?
”Det var nødvendigt, at hun, der ved sin barnefødsel beholdt sin jomfruelighed ukrænket, også efter døden bevarede sit legeme frit for enhver forrådnelse. Det var nødvendigt, at hun, der havde båret sin skaber som barn i sit skød, dvælede i Guds telt. Det var nødvendigt, at den brud, som faderen havde trolovet til sin søn, skulle bo hos sin himmelske brudgom. Det var nødvendigt, at hun, der havde set sin søn på korset og i sit hjerte modtaget det lidelsens sværd, som hun havde undgået, dengang hun fødte, skulle se ham siddende ved faderens højre. Det var nødvendigt, at Guds Moder skulle eje det, som tilhører sønnen, og blive anerkendt af alle skabninger som Guds Moder og Tjenerinde.” (Sankt Johannes af Damaskus (675/6?-749), Encomium in Dormitionem Dei Genetricis Semperque Virginis Mariae – Pris til Guds Moder og altid Jomfru Maria i hensovelsen).
Hvert år på højtiden for Jomfru Marias Optagelse i Himlen bevæger de citerede ord mange brugere af den liturgiske ”Tidebøn”, mens de reflekterer over dem under Læsningernes tidebøn. Pave Pius XII kunne heller ikke modstå kirkelæreren af Damaskus` sikre overbevisning om nødvendigheden af Gudsmoders særlige deltagelse i sin Søns herlighed. Derfor medtog han hans ord i sin apostoliske konstitution ”Munificentissimus Deus – Den mest sprudlende Gud” af den 1. november 1950, idet han proklamerede læren (dogmet) om, at Jomfru Maria både med sjæl og legeme er blevet optaget i Himlen, som en sikker trossandhed. Og Johannes af Damaskus var ikke den eneste blandt kirkelærere og andre teologer, som pave Pius XII støttede sig til. Der kan blandt andet nævnes: Sankt Germanus af Konstantinopel (ca.634-ca.733), Sankt Leo IV (790-855), Sankt Antonius af Padova (1195-1231) og Sankt Albert den Store (1193/1206-1280).
Af Johannes af Damaskus' argumentation for troen på Jomfru Marias optagelse i himlen fremgår det tydeligt, at overbevisningen om denne sandhed har sine rødder i hele den rolle, som Maria kom til at spille i Guds frelsesplan, og ikke mindst i Guds beslutning om at udruste Maria med al den nåde (nådens fylde!), så hun kunne sige et totalt ”ja - fiat” til Hans plan og vilje.
Fordi Maria er Guds Moder og samtidig har Gud som sin egentlige brudgom, er hun både moder og jomfru. Fordi Gud indbød Maria til en særlig deltagelse i hans frelsesværk, besluttede han at bevare hende for alt, der modsætter sig frelsen; for enhver arvesyndens plet. Som sådan er hun af alle mennesker, ja, af alle skabninger mest ligedannet med Kristus. Som følge af dette blev det hende givet, at heller ikke hendes krop skulle underkastes gravens lov. Hun blev optaget både med sin sjæl og sit fysiske legeme i himlen.
I de østlige Kirker omtaler man denne sandhed som Marias ”hensovelse”, ”hvile”; i Kirken i Vesten – ”overgang”, ”optagelse i Himlen”. Dogmet om denne sandhed er forholdsvis nyt, men overbevisningen om den har været nærmest til stede fra Kirkens begyndelse. Den byzantinske kejser Mauritius befalede ved skiftet mellem det 6. og det 7. århundrede, at festen for Jomfru Marias hensovelse skulle fejres den 15. august i hele kejserriget. Man har gode grunde til at antage, at festen allerede i forvejen var blevet fejret lokalt. Mauritius udvidede dens omfang til hele kejserriget. Med sikkerhed fejrede man allerede i det 7. århundrede Jomfru Marias optagelse i himlen i Rom. Ligesom i de østlige kirker fastsatte Kirken i Vesten den 15. august til liturgisk festdag for Jomfru Marias optagelse i himlen (dog med den forskel, at det kom til at gælde den gregorianske kalender i Vesten og den julianske kalender i Østen). I den anledning indførte pave Sergius I en højtidelig procession, og pave Leo IV (det 9. århundrede) indføjede både vigilien og oktaven.
Egentlig er østkirkerne og Den romersk-katolske Kirke enige om dogmets indhold, skønt det omtales under forskellige navne. De grene af kristendommen, der opstod i forbindelse med reformationen (inklusiv Den anglikanske Kirke på nær dens højrefløj) afviser sandheden om Marias legemlige optagelse i himlen, som den beskrives i katolicismen og i de ortodokse kirker. Martin Luther selv udtrykte sig dog positivt om det.
Afslutningen på det jordiske liv
Teologerne er ikke enige. De delte sig specifikt i to grupper: den ene (bekendende udødeligheden) er af den opfattelse, at døden er en følge af synd. Maria, som blev undfanget uden arvesyndens plet kunne derfor ikke dø. Dette kunne eventuelt også være et udtryk for, at Maria, som den nye Eva, lydig mod Gud, med det samme modtog befrielsen fra syndens frugt, fra døden. Den anden gruppe (bekendende dødeligheden) hævder, at døden er en almindelig del af den menneskelige eksistens og derfor også omfatter Maria. Hendes frihed fra synden gjorde Maria ikke fri for fysiske lidelser, mens hun levede på jorden, og heller ikke for legemets død. Dette kunne også opfattes som et udtryk for, at Maria ved at dø gik den samme vej, som Kristus – også igennem døden - og på den måde igennem hele sin jordiske tilværelse var hun tæt knyttet til sin søn i hele hans frelsesværk. Marias erfaring af egen død skiller sig dog fra andre menneskers erfaring, ved at hendes død har haft ”et mildere” forløb. Hendes krop blev fritaget fra den almindelige opløsning efter døden. Kristus herliggjorde straks sin moders legeme ved at opvække hende fra døden og optage hende som hele personen både med sjæl og legeme i himlen.
Den kristne ikonografi fremstiller begge udgaver af den samme sandhed om Marias skæbne ved hendes jordiske livs afslutning:
I Østen, som en form for ”hensovelse” – undskyld mig det ubekvemme ord, som jeg egentligt ikke kunne bekræfte i nogen af de danske ordbøger. Marias hensovede krop hviler på lejet, omringet af de forsamlede apostle. Ved spidsen af sengen står Jesus. I sine arme holder Han et spædbarn, som symboliserer Marias sjæls renhed.
I Vesten dominerer billeder, hvor Maria ledsaget af englene modtages i den himmelske strålende herlighed.
I ”Munificentissimus Deus” forsøger pave Pius XII ikke at afgøre dilemmaet omkring Marias overgang fra livet på jorden til livet i herligheden. Han omtaler afslutningen på det jordiske liv, som ligeså godt kunne betyde fysisk død, eller en direkte og kropslig ”forflyttelse” til himlen. Det vigtigste i det sammenhæng er, at Kristus gav sin moder del i sejren (i dens fuldstændige betydning) over døden.
Stort set er fejringen af det enestående faktum af dobbelt betydning:
1. For Marias egen skyld – hendes optagelse i himlen er en krone på de store ting, som Gud har gjort imod hende, samt kronen på hendes perfekte ”fiat” til Guds planer og vilje.
2. For vor skyld: Maria er her først og fremmest et håbets tegn for os, Guds vedvarende redskab til at formidle hele sin nåde for os. Gud har ikke tænkt sig at efterlade os i dødens vold. Ved opstandelsen - på trods af erfaringen af, at vore kroppe underkastes gravenes lov, vil Han udgyde livets fyldes gave over os – en gave, som vedrører hele mennesket, både dets sjæl og dets herliggjorte krop.
Et kontroversielt dogme
Ingen bibeltekster lader sig citere med dette konkrete udsagn: ”Maria er blevet optaget med sjæl og legeme i Himlen.” Det er en af grundene til, hvorfor dogmet vakte en del kontroverser, og hvorfor det ikke anerkendes af de kirker, som udspringer fra de forskellige grene af reformationen. Når pave Pius XII vælger at skrive: ”Alle disse hellige fædres og teologernes beviser og overvejelser hviler i sidste instans på Den Hellige Skrift.” (Munificentissimus Deus), så mener han heller ikke at have kendskab til konkrete bibelcitater. Han støtter sig til Kirkens refleksion over Biblens udsagn, hvor sandheden om Marias optagelse i Himlen indirekte lyser ud fra den guddommelige logik. Paven reflekterer derfor over 1. Kor 15. specielt er afsnittet om forskelen mellem det jordiske menneske og det himmelske menneske, mellem det sjælelige legeme og det åndelige legeme (1 Kor 15,35-49) interessant. Allerede ved dåbens sakramente dør ”det gamle menneske” i os og vi iklædes Kristus. Ved sin uplettede undfangelse er Maria helt fri fra ”det gamle menneske”, som ville være nødt til at dø i hende, så hun kunne iklædes Kristus. Som fuld af nåde var hun fra begyndelsen af iklædt Kristus, derfor var det umuligt for døden at få bugt med Marias krop og underkaste den under opløsningens lov. Tankerne fra Første Korinterbrev skal ses i lyset af Protoevangeliet (1 Mos 3,15), hvor uvenskabet mellem slangen og kvinden, mellem slangens afkom og kvindens afkom er en afgørende faktor for, at døden kommer til at miste sit greb om mennesket. I Maria, den nye kvinde har dette uvenskab været helt bygget op på hendes totale venskab med Gud. Menneskets sejr over det onde, over døden får mennesket til at ligne Gud: ”Du har gjort det (mennesket) kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har Du kronet det” (Sl 8,6). Hun er den fødende kvinde fra Åb12, som på grund af sin rolle (som føderske af Frelseren) indskrives i den nødvendige konflikt med menneskets fjende. Guds store nåde (modtaget af hende med et totalt: ”ja”) er blevet hendes værn, så hun kunne komme uskadt igennem dødens forsøg på at ødelægge hende og hendes afkom.
Helt forenet med sin søn i hans frelsesværk er Maria denne dronning, som ifølge Salme 45 står ved kongens højre side. Samtidig er hun – som hele personen: både med sjæl og legeme - den nye pagts ark, som bringes til Det Ny Jerusalem – himlen, til sin rette plads (ligesom den gang, da den gamle pagts ark under festligheder blev bragt til Jerusalem (1 Krøn 15).
Tekst: Pastor Michal Bienkowski