Medarbejder tæt på paven siger, at fredsmission i Ukraine kan bære frugt om 3 måneder

Foto: Vatikanets medier

En nær pavelig rådgiver har sagt, at Vatikanets hemmelige fredsmission om at afslutte konflikten mellem Rusland og Ukraine, som pave Frans henviste til i søndagens Angelus, trods flere benægtelser rent faktisk eksisterer og vil kunne give resultater i løbet af få uger. Det skriver Elise Ann Allen i online-magasinet Crux.

Til den italienske avis Il Fatto Quoditiano sagde den italienske økonom Stefano Zamagni (billedet): ”Paven har arbejdet kontinuerligt for fred i mere end otte måneder. Men det er ingen overraskelse. Det er indlysende, at både Kreml og Kyiv benægter det, fordi der stadig ikke findes noget officielt dokument”.

Zamagni, der er professor ved universitetet i Bologna og indtil for nylig præsident for det pavelige akademi for samfundsvidenskab, var engang en af de højest rangerende lægfolk i Vatikanet og rygtes at have været en af de førende ’ghost writers’ til pavens miljøencyklopædi Laudato Si’ fra 2015.

Selv om han trådte tilbage fra ledelsen af det pavelige akademi for lidt over en måned siden, menes Zamagni fortsat at have tætte forbindelser til pave Frans, og er tilsyneladende stadig involveret i ’fredsmissionen’ i Ukraine, som Il Fatto Quoditiano beskriver som et dossier, som han var med til at skrive.

Zamagni sagde, at når det gælder fredsprocessen i Ukraine, udarbejdede han selv en syvpunktsplan i september, ”idet han ønskede at være på forkant med tiden”, og at denne ’mission’, som pave Frans omtalte den, er blevet videreført de seneste par måneder.

Pave Frans besøgte Kasakhstan i september sidste år for at deltage i et højt profileret interreligiøst topmøde, hvor forventningen var, at han ville benytte anledningen til at møde den russisk-ortodokse patriark Kirill – selv om han sidste sommer aflyste et planlagt møde mellem de to kirkeledere på grund af Kirills støtte til krigen.

Men mod forventning deltog patriark Kirill ikke i det interreligiøse møde i Kasakhstan, men sendte i stedet Moskva-patriarkatets udenrigsminister, metropolit Anthony af Volokolamsk, som paven mødtes kortvarigt med mellem møderne.

Pave Frans vakte opsigt i søndags, da han på flyet hjem fra Budapest fortalte journalisterne, at Vatikanet var involveret i en fredsskabende mission for at afslutte konflikten mellem Rusland og Ukraine, men kom kun med få andre detaljer.

I sine bemærkninger sagde paven, at ”lige nu er en mission i gang, men den er endnu ikke offentliggjort. Når den er offentlig, vil jeg fortælle om den”.

Han gav ingen detaljer om missionen og sagde absolut intet andet om sagen, hvilket førte til en hektisk offentlig og privat spekulation om, hvad han præcist talte om, og hvad denne tilsyneladende mission kunne indebære.

Både russiske og ukrainske embedsmænd benægtede straks ethvert kendskab til en fredsbevarende mission.

Mandag citerede CNN en anonym ukrainsk embedsmand tæt på præsidentens kontor for at sige, at landet ikke havde ”noget kendskab” til en fredsbevarende mission fra Vatikanet. ”Præsident Zelenskyj har ikke givet samtykke til sådanne drøftelser på Ukraines vegne”, blev kilden citeret for at sige, og tilføjede: ”Hvis der foregår drøftelser, sker de uden vores viden eller vores velsignelse”.

Dagen efter, tirsdag, bragte det russiske nyhedsbureau TASS en historie med citater fra pressesekretæren for præsidenten for Den Russiske Føderation, Dmitrij Peskov, som på et pressemøde blev spurgt om han vidste noget om Vatikanets fredsskabende planer, og han svarede: ”Nej, vi ved intet”.

Mandag offentliggjorde den russisk-ortodokse metropolit Hilarion af Budapest og Ungarn, som pave Frans mødtes med under sit besøg i Ungarn i weekenden 28.-30. april, en video på sit bispedømmes hjemmeside, hvori han også afviste ethvert kendskab til en fredsbevarende mission og sagde, at han og paven ikke havde drøftet noget politisk i deres samtale.

I videoen taler Hilarion på russisk og siger: ”Der er dukket insinuationer op i pressen, ifølge hvilke jeg har mødtes med pave Frans for at give ham oplysninger med henblik på at indgå nogle hemmelige aftaler eller til andre politiske formål”.

”Jeg svarer dem, der er interesseret: Der var intet vedrørende de bilaterale forbindelser mellem Den romersk-katolske Kirke og Den russisk-ortodokse Kirke. Der blev ikke drøftet nogen politiske spørgsmål”, sagde han og insisterede på, at mødet ”var af personlig karakter mellem to gamle venner”.

Til Il Fatto Quoditiano sagde Zamagni, at både Kyiv og Kreml benægtede ethvert kendskab til Vatikanets ’mission’, fordi det drejer sig om ”en vej, der ikke har noget officielt og kanonisk, men som samler frugterne af forskellige menneskers indgriben”, herunder det pavelige akademi selv, som i slutningen af sidste år offentliggjorde det afsluttende dokument fra en workshop om emnet ’Krigen i Ukraine’.

Dette dokument, sagde Zamagni, udtrykte håb ”om pavens og Vatikanets sekretariatets mægling med henblik på at bringe parterne til forhandlingsbordet”.

Zamagni sagde, at lige nu ”er vi på den sidste strækning; hvis ikke inden for de næste par uger, så vil vi inden for de næste tre måneder helt sikkert se om fredsbestræbelserne fra Vatikanets side har fået grønt lys eller om den når frem til et rødt lys”.

”Man kunne forestille sig, at man ville være nået frem til en dialog, selv underjordisk, eftersom vi er nået til et punkt, hvor intet kan løses med våben. Alternativet til fred ville være en udmattelseskrig”, sagde han og tilføjede: ”Kun Bergoglio som super partes kan garantere fred”, selv om det ikke vil være en ”perfekt fred”.

”Hellere en uretfærdig fred end en retfærdig krig”, sagde Zamagni.

Han berørte også både Kinas og USA’s rolle i konflikten og sagde: ”For at sidde omkring et bord skal Biden og Xi være med, og paven har stor indflydelse på begge af forskellige årsager, men han har ikke part i nogen af dem”.

”De to forhandlingsveje (den kinesiske og Vatikanets) forløber parallelt”, sagde han og tilføjede: ”Det er indlysende, og det er en konsekvens af konfliktens natur: sammenstød mellem USA og den anden del af verden med Kina i spidsen”.

Zamagni insisterede på, at den fredsmission, som paven henviste til, eksisterer på trods af benægtelser, og bemærkede, at paven inden for den seneste uge har mødtes med embedsmænd på begge sider af konflikten.

Dagen før sin afrejse til besøget i Ungarn den 28.-30. april mødtes pave Frans med den ukrainske premierminister Denys Shmyhal i Vatikanet. Mens paven var i Budapest, mødtes han med den ungarske premierminister Viktor Orbán, som af mange anses for at være en af de europæiske ledere med størst sympati for Rusland, og han mødtes også med Hilarion.

Bemærkelsesværdigt er også det ikke-officielle besøg, som metropolit Anthony aflagde i Vatikanet i mandags, hvor Anthony mødtes med formanden for Vatikanets kontor for Østkirkerne, ærkebiskop Claudio Gugerotti. Han hilste også kort på pave Frans onsdag ved afslutningen af pavens ugentlige generalaudiens.

Ifølge et kommuniké offentliggjort på Moskva-patriarkatets hjemmeside rejste Anthony til Italien for at aflægge ”et kort arbejdsbesøg”, og at der under mødet med Gugerotti blev ”drøftet en lang række spørgsmål af gensidig interesse”.

Zamagni sagde i sine bemærkninger, at han mente, at der har været tegn på åbenhed fra russisk-ortodokse embedsmænds side til at arbejde forhandlingsmæssigt, og han bemærkede, hvordan Kirill under den ortodokse påskefest opfordrede den russiske præsident Vladimir Putin til at forfølge en ”retfærdig fred”.

En embedsmand fra Vatikanet, som Crux har kontaktet for at få en afklaring på karakteren af den hemmelige fredsmission, har afvist at kommentere sagen.

Tekst: Elise Ann Allen, Cruxnow.com