Meddelelse om ny rektor og vicerektor på Niels Steensens Gymnasium

Det er med glæde, at vi kan præsentere Peter Franklin (billedet) som Niels Steensens Gymnasiums fremtidige rektor. Peter Franklin er 54 år, uddannet lærer og cand.pæd. i religion. Peter har de seneste 12 år været skoleleder på Institut Sankt Joseph og før det på Bistrupskolen i Birkerød. I 1990’erne var Peter lærer på NSG, hvor han underviste både i grundskolen og i gymnasiet.

Det er ligeledes med glæde, at vi kan præsentere skolens nye vicerektor, Sofie Paludan. Sofie Paludan er 51 år og uddannet cand.mag. i tysk og samfundsfag. Sofie kommer fra en stilling som uddannelsesleder på Rødovre Gymnasium og har mange års erfaring med gymnasieledelse.

Da Peter Franklin endnu formelt set mangler undervisningskompetence og pædagogikum i relation til gymnasiet, bliver han de første ca. 1½ år ansat som udviklingschef på skolen, mens Sofie Paludan konstitueres som rektor i overgangsperioden. Peter og Sofie vil sammen stå i spidsen for skolen indtil formalia er i orden, og Peter formelt kan tiltræde rektorposten.

Når ansættelsesudvalget og bestyrelsen enstemmigt har peget på Peter, er det fordi han har en stærk lederprofil, en solid forankring i en katolsk-humanistisk dannelsestradition og klare visioner om at fastholde og videreudvikle Niels Steensens Gymnasium som et uddannelsesmæssigt fyrtårn, præget af høj faglighed, stærke læringsfællesskaber, omsorg, ånd, medmenneskelighed og innovation.

I sin tid på Institut Sankt Joseph har Peter stået i spidsen for en spændende og ambitiøs udvikling, og skolen fremstår i dag solidt blomstrende - med international afdeling, god økonomi, store forbedringer af de fysiske rammer og trivsel blandt både ansatte og elever. Peter har endvidere siden 2014 været en drivende kraft inden for Foreningen af Katolske Skoler (FAKS), hvor han også sidder i bestyrelsen.

Bestyrelsen er overbevist om, at Peter og Sofie udgør et stærkt lederteam, som sammen med den øvrige ledelse har solid erfaring med såvel drift som udvikling af både grundskole og gymnasium. Bestyrelsen er naturligvis klar over, at der i den første periode vil være tale om en usædvanlig konstruktion, men vi er samtidig overbeviste om, at det både på den korte og den lange bane er den helt rigtige løsning for Niels Steensens Gymnasium.

Både Peter Franklin og Sofie Paludan tiltræder deres stillinger den 1. maj 2021, og vi glæder os til at byde dem velkommen på skolen.

Vi vil samtidig gerne takke Kirsten Habekost for hendes store indsats som konstitueret rektor siden 1. oktober 2020.

 På vegne af bestyrelsen,

Jakob Egeris Thorsen, Bestyrelsesformand.