Tysk priorinde udgiver bog om moderne klosterledelse.
ORDENSLIV Kirken i Tyskland er i krise. Over en halv million trådte i 2022 ud af Den katolske Kirke i Tyskland. Sidste år trådte 51.345 mennesker ud i det største tyske bispedømme Köln. Det var 20 % mere end i 2021. Gamle historiske klostre lukker i stribevis. Men i Köln har de et kloster med nogle problemer, andre klostre ville være lykkelige for. I bydelen Raderberg ligger klostret for benediktinerinderne af det helligste sakramente. Siden 2010 er 25 kvinder trådt ind dér, og 17 af dem er blevet. I 2020 var der simpelthen ikke plads til flere nonner. Men i stedet for at udvide klostret tænkte nonnerne i nye baner. Var det mon tid at grundlægge et datterkloster? Midt under pandemien kom der et tilbud, de ikke kunne sige nej til. I den nordlige del af Düsseldorf kunne de overtage Sankt Katharinaklostret i Angermund, hvor der kun var tre dominikanerinder tilbage. Søstrene gik i tænkeboksen. Efter mange overvejelser og tre dages intensiv bøn sagde de enstemmigt ja i en hemmelig afstemning. Den 8. september sidste år flyttede et pioner-team på fem søstre ind i en stor tre etagers klosterbygning på 2.500 kvadratmeter med mere end 60 celler. KO har stillet klostrets priorinde, sr. Emmanuela Kohlhaas et par spørgsmål om kommunitetet.
Jeg har noget imod succesretorik
Der er så mange, der udtræder af Kirken, og mange klostre må lukke. Kan De forklare, hvorfor Deres kommunitet er vokset så meget?
"Det kan man til syvende og sidst ikke forklare. Jeg har noget imod den slags succesretorik. I det åndelige liv drejer det sig ikke om retorik, men om at give liv videre, og liv er en gave, som vi ikke selv kan skabe. Det findes der ingen opskrifter for.
Kvinder der træder ind hos os eller i andre ordener siger ganske enkelt: her er min plads. Det er mit kald. Jeg kommer i tanke om Hartmut Rosas begreb ”resonans”. Mennesker kommer til et sted, oplever et fællesskab, og det finder en resonans, et svar i dem. Det kalder vi ”kaldelse”. Det har at gøre med en meget personlig efterfølgelsens vej. Dimensionen ”mening” spiller dér måske den største rolle. At give sit liv mening, at erfare mening er i længden også mere bæredygtigt end at være begejstret".
Hvad siger Deres naboer til de nye nonner i det gamle dominikanerindekloster?
"Vi er blevet modtaget meget hjerteligt og med stor åbenhed her i Angermund. Og mange mennesker siger, de er glade og taknemmelige for, at livet går videre her, mens der er så mange andre klostre, der bliver lukkede. Vi glæder os også over, at flere og flere kommer til gudstjenesterne".
Hvilke fremtidige aktiviteter har De planlagt for Deres gæster?
"Vi forsøger ganske enkelt at være der for at få mennesker i tale og være åbne over for det, mennesker har behov for. Det kan for eksempel være et sted, hvor de kan trække sig tilbage, få en samtale eller komme til en speciel liturgisk fejring som dåb, bryllup eller en sørgehøjtidelighed".
Hvad kan et kommunitet lære af moderne ledelsesteori?
"For ethvert fællesskab er det vigtigt at blive ved med at være åbent over for spørgsmål og temaer og tidens vidensniveau og så forholde sig til det. Her gælder det som apostlen Paulus skriver: ”Prøv alt. Behold det gode!” (1. Tess 5,21)"
Top down ledelse var i går
Med en doktorgrad i gregoriansk sang og en masteruddannelse i coaching, supervision og ledelse har Emmanuela Kohlhaas (61) en alsidig baggrund. Sidste år udgav hun bogen “Die neue Kunst des Leitens” (den nye ledelseskunst) med undertitlen top “Top down war gestern” - (top down ledelse var i går). Moderne ledelse repræsenterer i flg. Kohlhaas et brud på den mere traditionelle lydighedsforståelse, der er baseret på dominans. Historisk er benediktinerordenen opstået i senantikken, hvor der endnu ikke var de hierarkiske strukturer, og det afspejler Benedikts regel. Alle skal tages med på råd i alle vigtige afgørelser og det er vigtigt at høre de yngste medlemmer af fællesskabet. Det er nemlig ofte dem, Gud giver et syn for, hvad der er den bedste løsning, siger reglen.
Det traditionelle koncept for uddannelse af unge kvinder i et kloster er præget af 50´ernes kvindebillede, skriver Kohlhaas. Dengang trådte de fleste ind i klostret direkte efter skolen – men i dag har de fleste kandidater til ordenslivet levet en selvstændig tilværelse i årevis, før de vælger at træde ind. Derfor har de behov for en anden oplæring end den traditionelle, og det er i flg. Kohlhaas vigtigt at give mere plads til den enkeltes individuelle udvikling. Kandidaterne er mere og mere forskellige og afspejler et internationaliseret samfund i opbrud. Kohlhaas tolker sin lederrolle i klostret i lyset af Jesu ord om, at “den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den der vil være den første blandt jer, skal være alles træl.” (Markus 10,43) Alle skal være med til at bære de beslutninger, der tages, og moderne ledelse tager tid. Af og til må et tema hvile, når der her og nu ikke er en løsning at finde. Tingene fungerer ikke ved diktater oppefra og nedefter. Det handler meget om at lytte, sørge for transparens og om at håndtere uløste konflikter. Kohlhaas fortæller åbent om de ledelsesproblemer hun selv har haft i sine to første perioder som klosterleder, hvordan man kommer gennem kriser og hvordan man nedtrapper konflikter.
Værdsættelse af hinanden og transparens er sammen med humoristisk sans uundværlige elementer i ledelsen, mener Kohlhaas, der pointerer, at langt hen ad vejen er der i et klostersamfund de samme gruppemekanismer som i familien, foreningslivet, i skoler og så videre.
Logbogen
Er man nu blevet nysgerrig på, hvordan søstrene lever i det nye kloster, bør man kikke lidt på den logbog, sr. Emmanuela har ført lige siden søstrene flyttede ind i deres nye kloster. Det myldrer med liv i hendes blog. Her fortæller hun med finurlig humor og stor varme om de fem pionersøstres nye tilværelse i Angermund. Der er dyb glæde, da søstrene har installeret det Allerhelligste i klosterkirken, og sr. Emmanuela fortæller om freden ved at sidde og meditere foran tabernaklet en tidlig morgenstund. Vi ser søstrene vaske op sammen og klare den daglige husholdning. Ind imellem finder de tid til at studere skrivelsen Cor orans (det bedende hjerte, 2018), hvor pave Frans konkretiserer en apostolisk konstitution Vultum Dei quaerere (At søge Guds ansigt) om kontemplative kvindeklostre. Her møder vi sr. Clara, der anlægger urtehave og bruger urterne til en masse forskellige produkter lige fra læbestifter og shampoo til hostesaft og tinkturer. Vi er med sr. Clara og to søstre fra moderhuset i Köln på klostermarked i Maria Laach, hvor de sælger deres produkter. Vi ser søstrene knokle med at male og indrette de gamle celler til gæsteværelser og ser dem danse i spontan jubel over, at endnu et værelse er færdigindrettet. Der bliver malet ikoner og udsmykket kerter, og vi er med ude i køkkenet, hvor de store gryder kommer i sving, når der skal laves mad til alle de mange nysgerrige gæster, der kommer strømmende for at se, hvad der sker.
Vi hører om journalisten fra Der Spiegel, der bor i klostret for at researche til en artikel, møder krigsveteranerne, der nyder søstrenes omsorg og hører om naboerne, der er glade over nyt liv i klostret. Vi er med til et profesjubilæum og ser glade søstre pakke gaverne ud, da de fejrer ét - årsdagen for indflytningen.
Der er glæde over naturens daglige undere som den stemningsfulde, hvide morgentåge der stiger op fra engene omkring klostret, og vi møder den listige vaskebjørnefamilie, der går på jagt efter føde i søstrenes have. Glæden er stor i det daglige klosterliv. Og sr. Emmanuelas slutfacit er: Det går over al forventning. Ja, vi har Helligånden i ryggen!
Bloggen kan følges her
Tekst: Lisbeth Rütz