Ny eksark for de ukrainske katolikker i Norden

Foto: Kirche in Not

Pave Frans har udnævnt en ny apostolisk eksark (biskop) for de katolske ukrainere af byzantinsk ritus i Skandinavien og Tyskland, biskop Bohdan Dzyurakh CSsR, kuriebiskop af Kiev.
 
Den nye eksark efterfølger biskop Petro Kryk, der har ledet det apostoliske eksarkat med base i München siden 2001. Biskop Dzyurakh, der for få dage siden fejrede sit 15-års bispejubilæum, bliver den tredje apostoliske eksark for Skandinavien og Tyskland.  
 
Biskop Bohdan Dzyurakh blev født 20. marts 1967 i landsbyen Hirske nær Lviv (Lemberg) i det nuværende Ukraine. Han blev præsteviet den 17. marts 1991, og indtrådte hos redemptoristerne, hvor han aflagde sine løfter den 19. august 1995. Han har taget en doktorgrad i teologi, og har studeret på universiteterne i Warszawa, Strasbourg, Innsbruck og Rom.
 
I Norden siden 1984
Det apostoliske eksarkat i Tyskland har betjent ukrainske og græske katolikker i Tyskland siden første halvdel af 1900-tallet. I 1984 blev territoriet for pastoral omsorg udvidet til også af omfatte Danmark, Sverige, Norge og Finland. Mange af de troende i eksarkatet er efterkommere af ukrainere, som er flygtet fra Ukraine i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig. I dag tæller de også en stor gruppe arbejdsindvandrere.
 
Eksarkatets åndelige grundlægger og en af de første præster for ukrainere i Tyskland, var pateren og martyren, den salige Petro Werhun (1890-1957). Relikvier af ham findes i eksarkatets katedral Maria Schutz og Sct. Andreas i München.