Overraskende møde mellem Vatikanets og Kinas udenrigsministre

Nyheden om topmødet – det første i 70 år – mellem Den hellige Stol og styret i Beijing, kom som et lyn fra en klar himmel. Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Vatikanets statssekretariat den 14. februar mødtes Vatikanets udsending i udenrigsanliggender, ærkebiskop Paul Gallagher, og Kinas udenrigsminister Wang Yi i den tyske by München.

Ifølge pressemeddelelsen har de to udenrigsministrere drøftet sikkerhedstiltag mod coronavirusset samt ”interkulturel dialog og menneskerettigheder”. Pressemeddelelsen omtaler også den ”provisoriske aftale” mellem Rom og Beijing fra september 2018 om udnævnelsen af biskopper.

Dagen efter omtalte Global Times, kommunistpartiets internationale, engelsksprogede online-partiorgan, at mødet møde havde fundet sted. Ifølge Global Times var mødets højdepunkt ”det medicinske samarbejde”, som har resulteret i et ”gennembrud i de kinesiske-vatikanske relationer”. I starten af februar oplyste Vatikanet, at man på grund af virusepidemien havde sendt 700.000 beskyttelsesmasker til Kina for at hjælpe myndighederne med at undgå yderligere spredning.

Det kinesiske statslige nyhedsbureau Xinhua omtalte mødet i München dagen efter. Ifølge nyhedsbureauet siger udenrigsminister Wang, at landets relationer til Vatikanet er af diplomatisk og strategisk betydning for styret i Beijing, idet Vatikanet kan ”spille en konstruktiv rolle ved at overtale det internationale samfund til at støtte Kinas bestræbelser med at bekæmpe epidemien på en objektiv, rationel og videnskabelig måde og i samarbejde med landet”.

Global Times citerede desuden Wang for at sige, at aftalen fra september 2018 var ”banebrydende og havde positive konsekvenser”. Vatikanet fremhævede i sin pressemeddelelse betydningen af den provisoriske aftale. Ifølge kritikerne lader aftale Kinas kristne i stikken, og den skarpeste kritiker af aftalen, Hong Kongs tidligere biskop, kardinal Ze Ze-kiun, anklager Vatikanet for at have ”kastet Kinas katolikker for ulvene”.

Også menneskerettighedsorganisationer kritiserer den igangværende undertrykkelse af troende i landet, og de skarpe restriktioner mod religionsudøvelsen og -friheden.