Pavestolen har offentliggjort pave emeritus Benedikt XVI’s åndelige testamente, dateret den 29. august 2006.
Når jeg på dette sene tidspunkt af mit liv ser tilbage på de årtier, jeg har gennemvandret, ser jeg først og fremmest hvor meget grund jeg har til at takke. Først og fremmest alle gode tings giver, Gud selv, som skænkede mig livet og førte mig gennem alle former for forvirring; som altid løftede mig op, når jeg begyndte at glide, og som altid på ny skænkede mig sit ansigts lys. I tilbageblik ser og forstår jeg, at selv de mørke og vanskelige strækninger på denne vej var til min frelse, og at han har ledet mig godt på netop disse strækninger.
Jeg takker mine forældre, som gav mig livet i svære tider, og som med deres kærlighed skabte et vidunderligt hjem for mig, som fortsat stråler som et klart lys for mig i dag. Min fars klarsynede tro lærte os brødre og søstre at tro og stå fast som en rettesnor midt i al min videnskabelig viden; min mors inderlige fromhed og store venlighed er fortsat en arv, som jeg ikke kan takke hende nok for. Min søster har uselvisk og fuld af omsorg tjent mig i årtier; min bror har altid banet vejen for mig med sine klarsynede vurderinger, med sin stærke beslutsomhed og med sit glade hjerte; uden dennes altid nye gående med og gående foran ville jeg ikke have været i stand til at finde den rette vej.
Jeg takker Gud fra mit hjertes dyb for de mange venner, mænd og kvinder, som han altid har stillet ved min side; for de medarbejdere, som har været med på alle stadier af min vej; for de lærere og elever, som han har givet mig. Jeg overlader dem alle taknemmeligt til hans godhed. Og jeg vil gerne takke Herren for min smukke hjemegn i de bayerske Alper, hvor jeg igen og igen har kunnet se Skaberens egen pragt skinne igennem. Jeg takker folk i mit hjemland for at lade mig opleve troens skønhed igen og igen. Jeg beder til, at vores land fortsat må være et troens land, og jeg beder jer, kære landsmænd, om ikke at forlade jeres tro. Endelig takker jeg Gud for al den skønhed, som jeg har oplevet på de forskellige stadier af min færd, især i Rom og i Italien, som er blevet mit andet hjemland.
Jeg beder fra mit hjertes dyb om tilgivelse fra alle dem, som jeg på en eller anden måde har gjort uret.
Hvad jeg før sagde om mine landsmænd, siger jeg nu til alle dem, der er blevet betroet min tjeneste i Kirken: Stå fast i troen! Lad jer ikke forvirre! Ofte ser det ud som om videnskaben – på den ene side naturvidenskaberne, på den anden side historieforskningen (især udlægningen af Den Hellige Skrift) – kan tilbyde uigendrivelige indsigter, som er i strid med den katolske tro. Jeg har fra for længst forgangne tider været vidne til naturvidenskabens forandringer og har set, hvordan tilsyneladende visheder mod troen forsvandt og viste sig ikke at være videnskab, men filosofiske fortolkninger, der kun tilsyneladende hører til videnskaben – ligesom det i øvrigt er i dialog med naturvidenskaben, at troen har lært at forstå grænserne for rækkevidden af sine bekræftelser og dermed sin egen essens. I 60 år har jeg fulgt teologiens og især bibelforskningens vej, og har set tilsyneladende urokkelige teser bryde sammen i takt med skiftende generationer, som viste sig at være rene hypoteser: den liberale generation (Harnack, Jülicher osv.), den eksistentialistiske generation (Bultmann osv.), den marxistiske generation. Jeg har set og ser, hvordan troens fornuftighed er opstået og på ny opstår ud af dette virvar af hypoteser. Jesus Kristus er i sandhed Vejen, Sandheden og Livet – og Kirken er i sandhed hans Legeme, trods alle sine mangler.
Til sidst beder jeg ydmygt: Bed for mig, så Herren kan lukke mig ind i de evige boliger på trods af alle mine synder og utilstrækkeligheder. For alle dem, der er mig betroet, beder jeg dag efter dag af hele mit hjerte.
Benedictus PP XVI.