Pave Frans accepterer bispeprælat Berislav Grgics (Tromsø) afsked

Bispeprælat Berislav Grgic fratræder i dag, den 31. august, sit embede af helbredsmæssige årsager.

I et brev til medlemmerne af Den nordiske Bispekonference, og til de troende i prælaturet Tromsø, har biskop Berislav Grgic i dag meddelt, at han trækker sig fra sit embede som bispeprælat i det nordnorske prælatur.

”Mit helbred er ikke godt. Det er grunden til, at jeg personligt har bedt pave Frans om at fritage mig fra mine pligter [...]”, skriver den 63-årige prælat, der blev bispeviet den 28. marts 2009. Paven havde godkendt hans pensionering, som træder i kraft fra dags dato.

Pave Frans har udnævnt bispeprælaten i Trondheim, biskop Erik Varden, til stiftsadministrator.

Biskop Berislav Grgic er født i 1960 i Novo Selo (bispedømmet Banja Luka). Efter sin præstevielse i 1986 arbejdede han ét år som sognepræst i Stara Rijeke, og derefter som sognepræst i Glamoc (Bosnien-Hercegovina). Han gennemførte sine licentiatstudier i spiritualitet ved det pavelige gregorianske universitet i Rom fra 1988-1991. Senere underviste han på seminariet i Zadar i Kroatien, arbejdede for Caritas Banja Luka, og virkede fra 2005 som sognepræst i Budzak (distrikt i Banja Luka), indtil han – som så mange andre – blev fordrevet af serberne den 20. august 1995. Den 3. januar 1996 ankom han til Norge. Her blev han landepræst for kroaterne i Oslo bispedømme, skolepræst ved Skt. Sunniva skole i Oslo og præst ved Skt. Olav domkirke. Fra 2004-2006 var han generalvikar for bispedømmet og derefter biskoppelig vikar med ansvar for det pastorale arbejde med indvandrere. Han blev udnævnt til æresprælat af pave Benedikt XVI.

Den 2. marts 2007 forlod han Norge for at arbejde i ærkebispedømmet München og Freising. Den 18. december 2008 blev han udnævnt til bispeprælat i Tromsø af pave Benedikt XVI og blev bispeviet den 28. marts 2009 i den lutherske domkirke i Tromsø.

Prælaturet i Tromsø er et katolsk territorialprælatur med sæde i Tromsø. De omkring 7.000 katolikker er fordelt på syv sogne, og deres andelen af den samlede befolkning udgør 1,4 %.

Prælaturet har i øjeblikket 12 præster og 23 ordenssøstre.