Søndag den 30. april, 4. søndag i påsken
Kald: Nåde og mission
Kære brødre og søstre, kære unge mennesker!
Det er nu 60. gang at vi fejrer Verdensdagen for Kald, der blev indført af Den hellige Paul VI i 1964 under det 2. Vatikankoncil. Dette fremsynede initiativ har til sigte at hjælpe medlemmerne af Guds folk – individer såvel som fællesskaber – med at besvare det kald og den mission, Herren betror enhver af os i dag, midt i dets trængsler og håb, dets udfordringer og dets succeser.
I år vil jeg bede jer om, i jeres overvejelser og bønner, at tage udgangspunkt i temaet ’Kald: Nåde og mission’. Denne dag er en glimrende anledning til med forundring at huske på, at Herrens kald er nåde, en fuldkommen gave og samtidig en forpligtelse til at bringe evangeliet til andre. Vi er kaldede til en tro, som bærer vidnesbyrd; en tro, der er tæt forbundet med nådens liv, som vi oplever i sakramenterne og det kirkelige fællesskab, med vores apostolat i verden. Under Helligåndens vejledning udfordres de kristne til at reagere på de eksistentielle periferier og menneskeskæbner, altid bevidste om at missionen er Guds værk; den udføres ikke af os alene, men altid i et kirkeligt fællesskab sammen med vore brødre og søstre, og under ledelse af Kirkens hyrder. For det har altid været Guds drøm, at vi må leve med ham i et kærlighedsfællesskab.
”Udvalgt før verden blev grundlagt”
Apostlen Paulus åbner en bemærkelsesværdig horisont for os: I Kristus har Gud Fader ”før verden blev grundlagt, […] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus” (Ef 1,4-5). Disse ord giver os et glimt af livet i dets fylde: Gud har ”undfanget” os i sit billede og lighed, og ønsker at vi skal være hans sønner og døtre. Vi blev skabt af kærlighed, til kærlighed og med kærlighed, og er skabt til at elske.
I løbet af vores liv kommer dette kald, som er en del af vores væsen, og hemmeligheden bag vores lykke, til os gennem Helligåndens fortsatte nye virke. Den oplyser vores sind, styrker vores vilje, fylder os med forundring og antænder vore hjerter. Ofte kommer Ånden til os på helt uventede måder. Sådan skete det også for mig, da jeg den 21. september 1953, mens jeg var på vej til en årlig skolefest, blev tilskyndet til at standse ved en kirke og gå til skrifte. Den dag forandrede mit liv og efterlod et spor, som holder ved indtil i dag. Guds opfordring til at give sig selv sker gradvist; i mødet med situationer med fattigdom, i stunder med bøn, når vi ser et tydeligt vidnesbyrd om evangeliet eller læser noget, der åbner vores sind: Når vi hører Guds ord og mærker, at der tales direkte til os, i en medbroders eller –søsters råd, i øjeblikke med sygdom eller sorg ... På alle de måder, hvormed han kalder os, udviser Gud en uendelig kreativitet.
Herrens initiativ og hans nådige gave kræver et modsvar fra vor side. Kaldet er ”samspillet mellem guddommelige valg og menneskelig frihed” [1], et dynamisk og spændende forhold mellem Gud og menneskets hjerte. Kaldets gave er et guddommeligt frø, der spirer op i vores tilværelses jord og åbner vores hjerter for Gud og for andre, så vi med dem kan dele den skat, vi selv har fundet. Dette er den grundlæggende struktur i det, vi forstår ved et kald: Gud kalder os i kærlighed og i taknemmelighed svarer vi ham i kærlighed. Vi indser, at vi er den ene Faders elskede sønner og døtre, og kommer til at se os selv som hinandens brødre og søstre. Da den hellige Thérèse af Jesusbarnet endelig ’så’ dette klart, udbrød hun: ”Endelig har jeg fundet mit kald: mit kald er kærlighed. Ja, jeg har fundet min rette plads i Kirken [...] I Kirkens hjerte, min Moder, vil jeg være kærlighed”. [2]
”Jeg er en sendelse på denne jord”
Guds kald, sagde vi, indebærer en ”sendelse”. Der er intet kald uden mission. Der er ingen lykke og fuld virkeliggørelse af én selv medmindre vi tilbyder andre det nye liv, vi selv har fundet. Guds kald til kærlighed er en erfaring, der ikke lader os forblive tavse. Den hellige Paulus siger: ”Ve mig, hvis jeg ikke forkynder det! [Evangeliet, red.]” (1 Kor 9,16). Og første Johannesbrev begynder med ordene: ”Det, som vi har hørt, det som vi har set med vores øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord […] forkynder vi også for jer […] for at vor glæde kan være fuldkommen” (jf 1,1-4).
For fem år siden, i rundskrivelsen Gaudete et Exsultate, henvendte jeg mig til alle døbte og skrev: ”I skal se hele jeres liv som en mission” (nr. 23). Ja, for enhver af os er i stand til at sige: ”Jeg er en sendelse på denne jord, og det er derfor, jeg er til stede i denne verden” (Evangelii Gaudium, nr. 273).
Vor fælles mission som kristne er at vidne med glæde, hvor end vi befinder os, i ord og gerning om oplevelsen af, at være sammen med Jesus og medlemmer af hans fællesskab, Kirken. Denne mission kommer til udtryk i gerninger af materiel og åndelig omsorg, i en imødekommende og blid livsstil, der afspejler nærhed, medfølelse og ømhed, i modsætning til en kultur præget af overflod og ligegyldighed. Gennem at være ens næste ligesom Den barmhjertige Samaritaner (jf Luk 10,25-37) forstår vi kernen i vort kristne kald: at efterligne Jesus Kristus, som kom for at tjene og ikke for at lade sig tjene (jf Mk 10,45).
Vort missionale virke udspringer ikke alene af vore egne evner, planer og projekter, ej heller af vores rene viljestyrke eller bestræbelserne på at praktisere dyderne; den er resultatet af en dybtgående erfaring af Jesu selskab. Først da kan vi vidne om en person, et liv, og dermed blive ’apostle’. Først da kan vi betragte os selv som beseglet, ja som ”brændemærket” af denne mission, til at ”oplyse, velsigne, levendegøre, trøste, helbrede, befri” (jf Evangelii Gaudium, nr. 273).
Evangeliets billede af denne erfaring er de to disciple undervejs til Emmaus. Efter deres møde med den opstandne Jesus sagde de til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (Luk 24,32). I disse disciple ser vi, hvad det vil sige at have ”et brændende hjerte og fødderne i bevægelse”. [3] Dette er også mit inderlige håb for de kommende verdensungdomsdage i Lissabon, som jeg ser frem til med glæde, med deres motto: ’Maria brød op og skyndte sig’ (Luk 1,39). Måtte enhver mand og kvinde føle sig kaldet til at bryde op og skynde sig med et brændende hjerte.
Indkaldt og sammenkaldt
Evangelisten Markus fortæller os om det øjeblik, hvor Jesus kaldte de tolv disciple til sig, hver og én med deres eget navn. Han udpegede dem til at være sammen med ham og til at lade sig udsende for at forkynde budskabet, helbrede de syge og uddrive dæmoner (jf Mk 3,13-15). Herren lagde således grunden til sit nye fællesskab. De tolv var mennesker fra forskellige sociale klasser og erhverv; ingen af dem var indflydelsesrige personer. Evangelierne taler også om andre kald, som fx de 72 disciple, som Jesus udsendte ud to og to (jf Luk 10,1).
Kirken er en Ecclesia, det græske ord for en forsamling af personer, der er kaldet og sammenkaldt med henblik på at danne et fællesskab af missionerende disciple af Jesus Kristus, forpligtet til at udvise indbyrdes kærlighed (jf Joh 13,34;15,12) og sprede denne kærlighed til alle andre, så Gudsriget kan bryde frem.
I Kirken er vi alle tjenere i helhold til vores særlige kald, karismer og tjenester. Vores fælles kald, at give os selv i kærlighed, udvikler sig og finder sit konkrete udtryk i livet som lægmænd og -kvinder, hengivne til at opdrage familien som en lille huskirke, og at arbejde som evangeliets surdej for at forny alle sektorer i samfundet; i vidnesbyrdet fra gudviede kvinder og mænd, der har overgivet sig fuldstændigt til Gud, som et profetisk tegn på Guds rige for deres brødre og søstre; i de viede embeder – diakoner, præster og biskopper – sat i tjeneste for at prædike, bede og fremme fællesskabet mellem Guds hellige folk. Det er kun i relation til alle de andre, at ethvert særligt kald i Kirken til fulde åbenbarer sin sande natur og rigdom. I det lys er Kirken en ’symfoni’ af kald, hvor hvert eneste kald er forenet, men dog adskilt, i harmoni og sammenføjet for at ’gå ud’ og udstråle Gudsrigets nye liv i hele verden.
Nåde og mission: en gave og en opgave
Kære brødre og søstre, kaldet er både en gave og en opgave, en kilde til nyt liv og sand glæde. Må de initiativer til bøn og aktivitet, der forbindes med denne dag, styrke kaldsbevidstheden i vore familier, i vore menigheder og i vore ordenssamfund, og i vore kirkelige foreninger og bevægelser. Den opstandne Herres Ånd bortdriver vores apati og giver os sympatiens og empatiens gaver. Derved gør han os i stand til hver eneste dag at leve som børn af den Gud, der er kærlighed (jf 1 Joh 4,16), og så til gengæld tilbyde denne kærlighed til andre. At bibringe liv overalt, særligt på steder med udstødelse og udnyttelse, fattigdom og død, for at udvide kærlighedens rum [4], så Gud må herske stadig mere fuldt ud i denne verden.
Må den bøn, som den hellige Paul VI skrev til den første verdensdag for kald, den 11. april 1964, ledsage os på vores vej:
”O Jesus, sjælenes guddommelige hyrde, du kaldte apostlene og gjorde dem til menneskefiskere. Bliv ved med at drage brændende og generøse sjæle til dig blandt unge, for at gøre dem til dine efterfølgere og tjenere. Giv dem lod i din tørst efter alles frelse [...] Åbn for dem hele verdens horisont [...] Ved at besvare dit kald, må de forlænge din mission her på jorden og opbygge dit Mystiske Legeme, Kirken, og være ’jordens salt’ og ’verdens lys’ (Matt 5,13)”.
Må Jomfru Maria våge over jer og beskytte jer. Med min velsignelse,
Givet i Rom, ved Laterankirken den 30. april 2023, 4. søndag i påsken.
FRANS
---------
[1] Slutdokument fra bispesynodes 15. ordinære generalforsamling (2018): ’Unge mennesker, troen og kaldsskelnen’, nr. 78.
[2] Manuskript B, skrevet under hendes sidste retræte (september 1896), Oeuvres completes, Paris, 1992, s. 226.
[3] Jf budskab til Verdensmissionsdagen 2023 (6. januar 2023).
[4] Dilatentur spatia caritatis: Den hellige Augustin, prædiken 69: PL 5, 440-441.
Budskabet kan læses på en række hovedsprog HER