Mens restriktioner og selvisolering, som følge af coronapandemien, har forandret folks hverdag og medført lidelse på globalt plan, har alle personer – herunder paven – erfaret eller vil erfare traumatiske afbræk i deres normale liv. Det siger pave Frans i den nye bog Let Us Dream: The Path to A Better Future han har skrevet sammen med forfatteren Austen Ivereigh.
Den italienske avis La Repubblica har offentliggjort et uddrag af bogen hvori paven fortæller om sine tre “Covid-19 ensomme øjeblikke” – hans livstruende lungesygdom som 21-årig, hans ’tvangsforflytning’ til Tyskland i 1986 i forbindelse med studier, og da han blev sendt væk fra Cordoba, Argentina, næsten to år i starten af 1990’erne.
I disse store øjeblikke med udfordringer og smerte, skriver paven, ”har jeg erfaret at man lider meget. Men hvis du tillader at det kan forandre dig, kommer du styrket ud i den anden ende. Graver du dig i stedet ned ender du med at få det værre”.
Om sin lungesygdom siger paven: “Jeg husker datoen: den 13. august 1957. En lærer på seminaret fulgte mig hen til hospitalet, men han indså hurtigt at jeg ikke havde en eller anden form for influenza, der bare kunne behandles med aspiriner. Kort efter fjernede lægerne halvanden liter vand fra den ene lunge, og jeg blev på hospitalet og kæmpede for mit liv”.
Han gik da på 2. år på bispedømmets præsteseminarium og dette øjeblik var hans ”første erfaring af begrænsning, af smerte og ensomhed", siger han. ”Det ændrede min måde at se livet på”.
“I flere måneder viste jeg ikke hvem jeg var eller om jeg ville overleve eller død. Lægerne havde heller ingen idé om jeg ville klare det”, fortsætter paven. ”Jeg husker, at jeg omfavnede min mor og sagde: ’Fortæl mig blot om jeg skal død’”.
Efter tre måneder på hospitalet ”bortopererede de den øverste højre del af den ene lunge”, siger han. ”Jeg har derfor en god fornemmelse af hvordan folk med coronavirus føler det, når de kæmper med at få vejret i en respirator”.
En af sygeplejerskerne, søster Cornelia Caraglio, ”reddede mit liv” ved at sætte hans dosis af antibiotika op til det dobbelte, husker paven. ”Takket være hendes regelmæssige kontakt med de syge forstod hun bedre end lægen hvad patienterne havde brug for, og hun havde desuden modet til at handle på sin viden”.
Pave Frans kommenterer også ’værdien’ af ”overfladisk trøst”: “Folk kom hen og fortalte mig, at jeg nok skulle få det godt igen og at jeg efter al den smerte ikke ville lide mere – virkelig dumme ting og tomme ord”, siger han.
I stedet lærte han af en ordenssøster, han gik til 1. kommunionsundervisning hos og som kom og holdt hans hånd, om vigtigheden af at sidde sammen med folk, berøre dem og være ordknap.
Rekreationstiden på hospitalet, siger han, gav ham den nødvendige tid og plads til ”at gentænke mit kald” og udforske sin længsel efter at indtræde i et ordenssamfund snarere end at blive verdenspræst. Herefter besluttede han sig for at indtræde hos jesuitterne.
Bogen Let Us Dream udkommer på engelsk den 1. december.