”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen […]” (Joh 15,26). Med disse ord lover Jesus disciplene Helligånden, den endegyldige gave, gavernes gave. Han anvender et specielt og mystisk ord til at beskrive Ånden: Talsmanden. Lad os i dag betragte dette ord, som ikke er let at oversætte, fordi det har flere betydninger. Grundlæggende betyder det to ting: Trøster og Forsvarer.
1.Talsmanden er Trøsteren. Vi søger alle sammen trøst, særlig i vanskelige tider, som nu under pandemien. Men ofte tyer vi til kun jordiske former for trøst, ting som snart forsvinder: trøst i et kort øjeblik. Jesus vil i dag skænke os Himlens trøst, Helligånden, ”Bedste Trøster” (pinsesekvens). Hvad er forskellen? Verdens trøst er som et bedøvelsesmiddel: Den giver os kortvarig lindring, men heler ikke det dybtliggende onde, vi bærer inden i os. Den kan aflede os, adsprede os en kort stund, men læger ikke ved roden. Den virker på overfladen, på sanseniveau, men når næppe vort hjerte. For kun den, som får os til at føle os elsket således som vi er, giver vort hjerte fred. Helligånden, Guds kærlighed, gør netop dette: Han stiger ned i os, som Ånd virker han i vor ånd. Han ”opfylder ganske dine troendes hjerter” som ”sjælens kære gæst, søde husvalelse” (ibid.). Han er selve Guds ømhed, som ikke lader os alene; for det at være hos dem, som er alene, er allerede at trøste.
Kære broder og søster. Hvis du føler ensomhedens mørke, hvis du inden i dig føler en forhindring, der knuser alt håb, hvis du i dit hjerte har et sviende sår, hvis du ikke ser nogen udvej, så åbn dig for Ånden. ”Når trængslerne er store, vil han bringe dig større trøst, ikke ligesom verden gør, som trøster og smigrer os i gode tider, men håner og fordømmer os i modgang”, skrev den hellige Bonaventura (prædiken i Kristi Himmelfartsoktaven). Således gør verden, således gør især den fjendtlige ånd, Djævelen: Først smigrer han os og får os til at føle os uovervindelige – djævelsk smiger, der får vores forfængelighed til at vokse; derefter slår han os til jorden og får os til at føle, at alt er galt med os. Han leger med os. Han gør alt det, han kan for at gøre os nedslåede, mens den Opstandnes Ånd ønsker at rejse os op. Se på apostlene: De var alene den morgen, de var alene og forvildede, de sad sammen i angst bag lukkede døre, de levede i frygt og var overvældede af alle deres svagheder, nederlag og synder: De havde fornægtet Jesus Kristus. Årene med Jesus havde ikke forandret dem, de blev ved med at være de samme. Så modtager de Helligånden og alt forandres: Problemerne og fejlene forbliver de samme, men de er tydeligvis ikke længere bange for dem, fordi de ikke engang er bange for dem, der vil dem ondt. De føler sig trøstet i deres indre og ønsker at lade Guds trøst flyder over, ned til andre. Før var de frygtsomme, nu er deres eneste bekymring ikke at vidne om den kærlighed de har modtaget. Jesus havde profeteret: Helligånden skal ”vidne om mig. Men også I skal vidne” (Joh 15,26-27).
Og lad os gå et skridt videre. Også vi er kaldet til at vidne i Helligånden, at blive talsmænd, altså trøstere. Ja, Helligånden beder os om at legemliggøre hans trøst. Hvordan kan vi gøre det? Ikke ved at holde store taler, men ved at være der for andre; ikke med høflighedsfraser, men med bøn og nærhed. – Lad os huske at nærhed, barmhjertighed og ømhed er Guds stil, altid. – Talsmanden siger til Kirken, at i dag er tiden inde til at trøste. Det er tid til en glad forkyndelse af evangeliet snarere end tid til kamp mod hedenskaben. Det er tid til at give den Opstandnes glæde videre, ikke til at klage over sekulariseringens drama. Det er tid til at udøse kærlighed over verden, uden at ligge under for verdslighed. Det er tid til at vidne om barmhjertigheden snarere end tid til at indprente regler og normer. Det er Talsmandens tid! Det er tid til hjertets frihed, gennem Talsmanden.
2. Talsmanden er også Forsvarer. På Jesu tid førte forsvarere sig ikke frem på samme måde som i dag: I stedet for at snakke på vegne af den sigtede stod forsvareren ved siden af vedkommende og hviskede ham forsvarsargumenter i ørerne. Således gør Talsmanden, ”sandhedens Ånd” (vers 26), som ikke erstatter os, men forsvarer os imod den ondes løgn ved de tanker og følelser, han indgyder os. Han gør dette med finfølelse, uden at tvinge os: Han tilbyder; men trænger sig ikke på. Løgnens ånd, den onde, gør det modsatte: Han prøver at tvinge os, han vil have os til at tro, at vi altid er nødt til at give efter for dårlig påvirkning og det, som vore laster måtte drive os til. Lad os derfor prøve at tage imod tre forslag, der er typiske for Talsmanden, for vor Forsvarer. Disse er tre grundlæggende modgifte mod tre fristelser, som er ganske udbredte i dag.
Første råd fra Helligånden er: ”Lev i nuet” I nuet, ikke i fortiden eller i fremtiden. Talsmanden fremhæver nutidens forrang som hjælp mod fristelsen til at lade os lamme af bitterhed og fortidens nostalgi, eller at at koncentrere os om morgendagens og lade os blive besat af frygt for fremtiden. Ånden minder os om nuets nåde. Der findes intet bedre tidspunkt for os: nu, dér hvor vi er, er det unikke og uigentagelige øjeblik til at gøre godt, for at gøre vort liv til en gave. Lad os leve i nutiden!
Derefter råder Talsmanden os også: ”Søg helheden”. Helheden, ikke delen. Helligånden former ikke isolerede individer, men bygger os som Kirke i en mangfoldig variation af nådegaver, i en enhed som aldrig er ensartethed. Talsmanden fremhæver helhedens forrang. Det er i helheden, i fællesskabet, at Helligånden foretrækker at virke og bringe nyt. Se på apostlene. De var meget forskellige: Blandt dem har vi fx Matthæus, tolderen som havde samarbejdet med romerne, og Simon som kaldtes zeloten, som kæmpede mod dem. De havde modsatte politiske idéer, forskellige verdenssyn. Men når de modtager Helligånden, lærer de ikke at give deres menneskelige synspunkter forrang, men at give forrang til Guds helhed. I dag – hvis vi lytter til Ånden – vil vi ikke være optaget af konservative og progressive, af traditionalister og fornyere, af højre og venstre: Hvis dette er kriterierne betyder det, at man glemmer Helligånden i Kirken. Talsmanden driver os til enhed, til enighed, til mangfoldighedens harmoni. Han lader os se at vi er dele af det samme Legeme, at vi er søskende. Lad os søge helheden! Og fjenden ønsker, at mangfoldigheden skal blive til opposition, og derfor får han dem til at blive til ideologier. Sig nej til ideologier og ja til helheden!
Helligåndens tredje store råd er: ”Sæt Gud før dig selv”. Det er det afgørende skridt i det åndelige liv, som ikke er en samling fortjenester og gerninger, men ydmyg modtagelighed for Gud. Talsmanden bekræfter nådens forrang. Kun hvis vi tømmer os for os selv bliver der plads til Herren; kun hvis vi betror os selv til ham, genfinder vi os selv; kun når vi bliver fattige i ånden bliver vi rige i Helligånden. Det gælder også for Kirken. Vi kan ikke redde nogen, ikke engang os selv ved egne kræfter. Hvis det, der kommer først, er vore egne projekter, strukturer og planer om reformer, så forfalder vi til funktionalisme, effektivisme, horisontalisme og vil ikke bære frugt. ”Ismer” er splittende og adskillende ideologier. Kirken er ikke en menneskelig organisation – den er menneskelig, men ikke bare en menneskelig organisation. Kirken er Helligåndens tempel. Jesus bragte Helligåndens ild til jorden, og Kirken fornyes med salvelsen, med nådens uforbeholdne salvelse, med bønnens kraft, med missionens glæde, ved fattigdommens afvæbnende skønhed. Lad os sætte Gud først!
Helligånd, Talsmanden, trøst vore hjerter. Gør os til missionærer for din trøst, til talsmænd for barmhjertighed i verden. Vor forsvarer, sjælens ven og milde vejleder, gør os til vidner for Guds ”i dag”, til profeter for enhed for Kirken og menneskeheden, til apostle grundfæstet i din nåde, der skaber og fornyer alt. Amen.