”Far, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46).
Dette er det sidste ord fra den korsfæstede Herre. Man kunne sige, at dette er hans sidste suk, der ligesom bekræfter hvad der kendetegnede hele hans liv: bestandigt at lægge sit liv i sin himmelske Fars hænder. Disse hænder, der tilgiver og har medfølelse; barmhjertighedens hænder; hænderne der heler, salver og velsigner – og også hænder, der får ham til at give sig i sine brødres hænder. I sin fuldstændige åbenhed over for alt, der mødte ham på vejen gennem livet lod Herren sig forme af Guds vilje som af billedhuggerens hånd. Han tog alle konsekvenser og vanskeligheder af Evangeliet på sine skuldre, indtil han så sine hænder mærket af kærligheds sårmærker. ”Se – mine hænder” sagde han til Thomas (Joh 20,27), og dette siger han til enhver af os: – se, mine hænder, sårede hænder, som han rækker os i møde, og han ophører ikke med at give sig selv, for at vi må erkende, forstå og tro Guds kærlighed til os (jf 1 Joh 4,6). [1]
”Far, i dine hænder betror jeg min ånd” – sådan lyder indbydelsen til hyrden og det program for hele livet, som inspirerer hans hjerte, og som vil forme det som pottemageren sit ler (jf Es 28,16), indtil det samme sindelag banker i det, som var i Jesus (jf Fil 2,5).
Taknemlig hengivelse i Herrens tjeneste for hans folk, noget som fødes af at have fået en helt og aldeles ufortjent gave: Du tilhører mig ... du tilhører dem, hvisker Herren til ham. Du står under mine hænders beskyttelse. Du står under mit hjertes beskyttelse. Bliv i min hule hånd, i mine hænders beskyttende rum, og giv mig dine. [2]
Guds medfølelse får ham til at sætte sig i vort sted – dét, og hans nærvær, gør det muligt at han kan betro sig i sine disciples skrøbelige og svage hænder. Og således kan give sit folk at spise – så disciplen kan sige med Herren: ”tag og spis, tag og drik, det er mit legeme, et legeme der hengives for jer” (jf Luk 22,19. Dette er Guds fuldkomne synkatabasis [et begreb fra de tidlige kirkefædre, der betegner at Gud i sin Søn stiger helt ned sammen med os til ’menneskers lod’].
Den bedende hengivne og trofaste tjeneste, som i stilhed formes og slibes til på korsvejene mellem den modstand, som hyrden konfronteres med (jf 1 Pet, 16,17) og den tillid, der ligger i opfordringen til at tage sig af hjorden (jf Joh 21,21,17). Som Mesteren bærer han udmattelsen ved den stadige forbøn, og sliddet ved at være salvet for og viet til sit folk, især når godheden må kæmpe, og brødrene ser deres værdighed som mennesker truet (jf. Heb 6,7-8). Det er, når alt dette tørner sammen i dette møde, præget af forbøn og anråbelse, at Herren konstant lader den sagtmodighed blive til, der er i stand til at forstå, tage til sig, håbe og vove alt – ud over og hinsides den mangel på forståelse og de misforståelser, som dette kan give anledning til.
Og endnu et: en hengiven tjeneste, som holdes oppe af Åndens trøst, den Ånd som hele tiden kommer hyrden i forkøbet i sendelsen: i den lidenskabelige søgen efter at viderebruge og formidle Evangeliets skønhed og glæde (jf. den apostolske skrivelse Gaudete et exultate, 57), i det frugtbare vidnesbyrd fra dem, der som Maria på så mange måder bliver stående ved korset i denne smertefyldte men slidstærke fred , som hverken er aggressiv eller undertrykker, og i det stædige og tålmodige håb at Herren vil opfylde sine løfter, sådan som han havde lovet vore fædre det og deres slægt t til evig tid (jf Luk 1,54-55).
Også vi er fast knyttet til Herrens sidste ord og til det vidnesbyrd, der kendetegner hans liv, og vi vil som Kirkens fællesskab følge i hans spor og betro vor bror i Faderens hænder.
Måtte disse barmhjertighedens hæder finde hans lampe tændt og brændende med Evangeliets olie – det evangelium, som han udbredte og vidnede om i sit liv (jf. Mat 25,6-7).
I slutningen af den hellige Gregor den Stores ’Regula pastorale’ opfordrer og tilskynder han en ven til at skænke ham dette åndelige følgeskab: ”Midt i mit livs storme er det mig en trøst at kunne have tillid til, at du vil holde mig oven vande og stadig have mig indskrevet på din tavle over forbønner, og at du – hvis vægten af min skyd tynger mig til jorden og ydmyger mig – at du så vil række det gode frem, du har gjort, som hjælp til at rejse mig op”.' Hyrden er bevidst om, at han ikke kan bære alt det alene, som han helt reelt aldrig ville kunne klare selv, og at han derfor må forlade sig på det folks bøn og omsorg, som er ham betroet. [3]
Det er Guds trofaste folk, som i forening ledsager og overgiver hans liv, som var dets hyrde. Som kvinderne i evangeliet ved graven, er vi som dem, der nu kommer med taknemlighedens og håbets salve for endnu engang at vidne om den kærlighed, der ikke forgår. Det vil vi gøre med den samme udtryksfuldhed, visdom, finfølelse og hengivne tro, som han har vidst at give så rigeligt af i årenes løb.
Og sammen vil vi sige: Far, i dine hænder betror vi hans ånd.
Benedikt, brudgommens trofaste ven – må din glæde blive fuldkommen, når du endegyldigt og for altid hører hans stemme.
Oversættelse: Hanne Gregersen
Noter:
[1]: Jf Benedikt XVI: Deus Caritas Est,1
[2]: Jf ibid. Prædiken ved oliernes indvielse, 2. april 2006
[3]: Ibid. Prædiken ved indsættelse som pave, 24. april 2005