Pave Frans åbnede den første fælles samling i synoden om synodalitet, og han mindede alle deltagere, der var samlede i Aula Paolo VI, om, at samlingen “hverken er et parlament eller et møde mellem venner”. “Hvis der blandt os er andre måder at gå fremad på med hensyn til menneskelige, personlige og ideologiske interesser, vil det ikke være en synode”.
Lytten, afholden sig fra at ytre sig offentligt, meget plads til Helligånden, til bøn, refleksion, særligt over Sankt Basilius´ tekster og ingen plads til sladder, verdslighed, ideologier.
Siddende ved bordet sammen med repræsentanterne for synodesekretariatet åbnede paven den første samling i synoden om synodalitet og udpegede for de 464 deltagere i synoden den vej, de skal gå, under disse fire ugers arbejde. Han opfordrede alle journalisterne, der laver “et meget smukt, et meget godt stykke arbejde” til at videreformidle budskabet om, at “prioriteten” er “at lytte”, før man tager ordet.
Helligånden er hovedpersonen
Paven nåede tidligt til Aula Paolo VI, der i anledning af synoden var indrettet til et mindre rum. Han modtog hilsener fra de tilstedeværende med de to kinesiske biskopper, der var paveligt udnævnt til samlingen, som de første. Sammen med kardinaler, biskopper, ordensfolk, Gudviede og lægfolk bad pave Frans, og han påkaldte Helligånden, der som han sagde i sin korte tale, er synodens sande “hovedperson”.
Synodens hovedperson er ikke os, det er Helligånden, og hvis vi giver plads til Helligånden, så vil synoden gå godt”.
Nej til sladder, en hyppig sygdom
Det er netop for ikke “at bedrøve Helligånden”, der trættes af “tomme, verdslige ord” at paven endnu en gang advarer mod “sladder”, “en menneskelig, men ikke særlig god vane”, “en sygdom, der er meget hyppig blandt os” og “almindelig i Kirken”.
Sladder er imod Helligånden, den går imod den.... Og hvis vi ikke lader den helbrede os fra denne sygdom, så vil det være svært at få en god vandring. I det mindste herinde: hvis du ikke er enig i det, som den biskop eller den søster eller den lægmand siger, så sig det op i hans åbne ansigt. Synoden er beregnet til det. Til at sige sandheden, ikke til fordækt sladder.
Første prioritet er at lytte
Mere end ord er det pavens ønske, at der under synoden gives plads til at lytte: “Det at lytte har førsteret”, siger han, “og vi bør aflevere et budskab til pressens medarbejdere - til journalisterne, der gør et virkelig godt og smukt stykke arbejde. Men vi skal først og fremmest åbne for en kommunikation, der afspejler dette liv i Helligånden”.
Det er askese, der skal til - undskyld mig, at jeg taler sådan til journalisterne, men det er nødvendigt med en vis fasten fra at ytre sig offentligt. Og det som man offentliggør - lad det være i denne forsamling. Nogen vil sige, og det siger de allerede at biskopperne er bange og derfor ikke vil have, at journalisterne siger det. Nej, journalisternes arbejde er meget vigtigt. Men vi må hjælpe dem til, at de siger dette – dette at de skal vandre i Ånden.
Budskabet til journalisterne
Pave Frans mindede om, hvordan polemikken og presset fra medierne i de forudgående synoder dominerede diskussionerne i aulaen og også ofte havde indflydelse på agendaen i arbejdet. “Da der var familiesynode, var der den offentlige mening - dikteret af vores verdslighed- at vi skulle give kommunion til de fraskilte: og sådan indledte vi synoden. Da der var Amazonassynode, var der i den offentlige mening pression for at få viri probati: vi kom med denne pression, gjorde vi ikke?
“Nu - sagde paven – er der nogle hypoteser på denne synode: Men hvad mon de vil skabe af resultater? Måske præstevielse af kvinder. Jeg ved det ikke, hvad de går rundt og siger udenfor. Og de siger så mange gange, at biskopperne har brug for at kommunikere det der sker videre”. Af den grund henvendte paven sig direkte til “kommunikatorerne” Udfør jeres funktion godt og på retfærdig vis så Kirken og personer af god vilje – kan forstå, at også i Kirken prioriteres det at lytte. Giv dette videre – det er så vigtigt. Og lad så de andre sige, hvad de vil”.
Tænk over teksterne af den hellige Basilius
Paven pegede på nogle tekster fra en patristisk samling som instrument til refleksion for alle deltagerne: “ Disse tekster er taget fra Den hellige Basilius, som har skrevet den smukke traktat om Helligånden. Hvorfor? Fordi det er nødvendigt at forstå denne realitet, som ikke er nem. Det er ikke nemt.... Jeg beder jer om at tænke over og reflektere og meditere over dette”, opfordrede han til.
En synode er villet af alle verdens biskopper
“Det er ikke let”, sagde paven også, “ at afvikle denne synode om synodalitet. Den er frugten af en lang vandring, der har varet 60 år. “ Det er ikke let, men det er smukt: det er meget smukt”. Frem for alt er det der begynder i dag en synode, som alle verdens biskopper har villet”.
I den undersøgelse, der blev lavet efter Amazonassynoden med alle verdens biskopper, var det, der stod på andenpladsen blandt ønskerne dette: synodalitet. Først var præsterne, tredje prioritet tror jeg var et socialt spørgsmål. Men ønsket om synodalitet var på andenpladsen. Alle verdens biskopper kunne se nødvendigheden i at reflektere over synodalitet. Hvorfor? Fordi alle havde forstået, at tiden var moden til sådan en ting.
Det er ikke et “parlamentarisk” møde
“Lad os nu begynde at arbejde med denne ånd”, sagde pave Frans, idet han også mindede om, at “synoden ikke er et parlament – den er noget andet, at synoden ikke er for at løse nogle af øjeblikkets problemer eller komme med meninger: det er en anden ting”.
Hvis der mellem os er andre veje frem gennem menneskelige, personlige, ideologiske interesser, så vil det ikke være en synode. Det vil være et mere parlamentarisk møde, hvilket er noget ganske andet. Synoden er en vandring, som Helligånden er på.
Tekst: Salvatore Cernuzio, Vatikanstaten Oversættelse ved Lisbeth Rütz