I sin sædvanlige samtale med de ca. 70 journalister, der ledsagede paven på den 42. apostoliske rejse til Mongoliet, kom pave Frans ind på mange aktuelle emner i Kirken og verden.
Det første spørgsmål blev stillet af den mongolske journalist Jargalsaikhan Dambadarjaa, som spurgte paven om hovedformålet med hans besøg i landet.
”Idéen om at besøge Mongoliet kom til mig, da jeg tænkte på landets lille katolske samfund. Jeg foretager disse rejser for at besøge katolske samfund og for at gå i dialog med folkets historie og kultur, med folkets essens. Det er vigtigt, at evangelisering ikke opfattes som proselytisme. Proselytisme er altid begrænsende. Pave Benedikt sagde, at troen ikke vokser ved proselytisme, men ved tiltrækning. Den evangeliske forkyndelse går i dialog med kulturen. Der er en evangelisering af kulturen og en inkulturation af evangeliet”.
”For kristne udtrykker deres kristne værdier med deres eget folks kultur. Det er det modsatte af, hvad religiøs kolonisering ville være. For mig var rejsen en mulighed for at lære dette folk at kende, at gå i dialog med dem og lære deres kultur at kende og at ledsage Kirken på dens rejse med stor respekt for dette folks kultur. Og jeg er glad for besøget”.
Mongoliets internationale rolle
En anden mongolsk journalist, Ulambadrakh Markhaakhuu, spurgte paven om han tror, at Ulaanbaatar [Mongoliets hovedstad, red.] kan være en platform for international dialog mellem Europa og Asien.
”Det tror jeg. I har noget, der fremmer denne dialog – og jeg tillader mig at kalde det ’mysteriet om den tredje nabo’ – som gør det muligt for jer at handle i denne naboskabspolitik”, sagde paven. ”Ulaanbaatar ligger mellem to stormagter, Rusland og Kina. Jeres mystik er også at ville i dialog med ’den tredje nabo’: ikke af foragt for disse to, for I har gode relationer til begge, men ud fra et ønske om universalitet [...] at dele værdier med hele verden, og i dialog at modtage værdier. Det er underligt, at det at søge nyt land i historien ofte blev forvekslet med kolonialisme, eller at gå ind for at dominere. Med denne tredje nabo-mystik har man i stedet denne filosofi om at søge dialog. Jeg kunne virkelig godt lide dette udtryk om den tredje nabo. Det er jeres rigdom”.
Forholdet til Kina
Adspurgt om forholdet til Kina efter pavens ord til det kinesiske folk ved den afsluttende messe i søndags, hvor Frans opfordrede de kinesiske katolikker til ’at være gode borgere’, talte paven om den fredsmission, han har betroet kardinal Zuppi.
”Kardinal Zuppi har lagt en plan for at besøge Moskva, Kyiv, USA og endda Beijing. Han er erfaren og har en stor evne til dialog, og han har en universel vision. Forholdet til Kina er meget respektfuldt. Personligt har jeg stor beundring for det kinesiske folk, kanalerne er åbne. Til udnævnelsen af biskopper er der en kommission, der har arbejdet sammen med den kinesiske regering og Vatikanet i nogen tid, og så er der mange eller rettere nogle katolske præster eller katolske intellektuelle, der ofte inviteres til at undervise på kinesiske universiteter. Jeg tror, vi er nødt til at fortsætte med at forstå hinanden bedre, så de kinesiske borgere ikke tror, at Kirken ikke accepterer deres kultur og værdier, og at Kirken er afhængig af en anden fremmed magt. Kommissionen under ledelse af kardinal Parolin arbejder godt på denne venskabelige vej”.
Vietnam eller andre rejser
Forholdet mellem Vietnam og Pavestolen er godt, og paven blev spurgt om han ville overveje at rejse til Vietnam. Har han modtaget en invitation? Og andre mulige rejser?
”Vietnam er en af de meget smukke oplevelser med dialog, som Kirken har haft for nylig. Jeg vil sige, at der er en sympati i dialogen. Begge sider har haft den gode vilje til at forstå hinanden og til at lede efter veje fremad. Der har været problemer, men i Vietnam tror jeg, at problemerne før eller siden bliver overvundet. For ikke så længe siden talte vi frit med den vietnamesiske præsident. Jeg kan huske for fire år siden, da en gruppe vietnamesiske parlamentarikere kom på besøg: Vi havde en dejlig respektfuld dialog. [...] Hvis jeg ikke rejser til Vietnam, vil Johannes XXIV helt sikkert gøre det”.
”Andre rejser er Marseille og et andet lille land i Europa. Vi må se, om vi kan gøre det, men jeg må sige, at det ikke er så let for mig at rejse nu, som det var i begyndelsen. Vi får se”.
Russisk imperialisme
Pave Frans blev derefter spurgt om sine ord til unge russiske katolikker om Peter den Store og Katarina II. Det har irriteret Ukraine, og der blev bedt om en afklaring. ”Hvad synes du om russisk imperialisme?”
”Udtalelsen blev fremsat under en samtale med unge russere. Og i slutningen af samtalen gav jeg dem et budskab, et budskab, som jeg altid gentager: Tag ansvar for jeres arv. Første skridt: se din arv. Det siger jeg til alle. På samme måde som jeg forsøger at skabe en dialog mellem bedsteforældre og børnebørn: for at børnebørnene kan se deres arv. Som et andet skridt, for at præcisere arven: Jeg nævnte Storrusland, fordi den russiske arv er meget god og smuk. Tænk på litteraturen, på musikken, på Dostojevskij, som taler til os om en moden humanisme. Den tredje ting, jeg nævnte, var måske ikke så vellykket, da jeg talte om Storrusland, ikke så meget geografisk, men i en kulturel forstand. Jeg huskede, hvad vi havde lært i skolen: Peter I, Katarina II. Så sagde jeg denne tilføjelse, som måske ikke er sand. Det, jeg sagde til de unge russere, var, at de skulle forvalte deres arv, hvilket betyder, at de ikke skal købe den andre steder. Se jeres arv. Og sikke en arv Store Rusland gav: Russisk kultur er smuk og dyb. Man skal ikke fornægte den på grund af politiske problemer. Rusland har oplevet mørke år, men arven er altid forblevet sådan”.
”Du taler om imperialisme. Og jeg tænkte ikke på imperialisme, da jeg sagde det; jeg talte om kultur og formidling af kultur. Det er aldrig imperialistisk, aldrig; det er dialog. Det er sandt, at der findes imperialismer, som ønsker at gennemtvinge deres ideologi. Når kultur bliver destilleret og gjort til ideologi, er det gift. Når man udnytter kultur, men destillerer den til ideologi. Man er nødt til at kunne skelne mellem et folks kultur, og når filosoffer og politikere gør den til ideologi”.
”Og det siger jeg til alle, også til Kirken. For ideologier findes også i Kirken. De gør Kirken rodløs og berøver den Helligånden. En ideologi er ude af stand til at inkarnere, den er kun en idé. Men ideologi bliver til politik, ofte diktatur – uden af stand til dialog. Dette er imperialisme. Det er altid konsolideret fra en ideologi. I Kirken skal vi skelne mellem doktrin og ideologi: sand doktrin er aldrig ideologisk, aldrig; den er rodfæstet i Guds hellige trofaste folk; i stedet er ideologi løsrevet fra virkeligheden, adskilt fra folket. […] Jeg ved ikke, om jeg svarede på dit spørgsmål”.
Laudato Si'
Det næste spørgsmål handlede om opdateringen af Laudato Si'. Er det et udtryk for solidaritet med miljøaktivister som ’den sidste generation’? Er der også et budskab til disse unge demonstranter?
”Unge mennesker er bekymrede. En god italiensk videnskabsmand – vi havde et møde på akademiet – holdt en god tale og sluttede sådan her: ’Jeg vil ikke have, at mit barnebarn, som blev født i går, skal leve i sådan en grim verden om tredive år’. Unge mennesker tænker på fremtiden. Og i den forstand synes jeg, at de kæmper godt. Men når ideologi eller politisk pres er involveret, fungerer det ikke. Min apostoliske rundskrivelse bliver udgivet på Frans af Assisis’ dag den 4. oktober, og den er en gennemgang af, hvad der er sket siden COP-mødet i Paris, som måske har været den mest frugtbare indtil videre. Der er nogle nyheder om problemer, der endnu ikke er blevet løst, og det haster med at få dem løst. Opdateringen er ikke så stor som Laudato Si', men den bringer Laudato Si' ind i nye perspektiver, og den er også en analyse af situationen”.
Polariseringen af synoden
Paven blev spurgt om hvordan man undgår ideologisk polarisering under den kommende bispesynode. Og vil processen være åben eller hemmelig?
”Der er ikke plads til ideologi i synoden, det er en anden dynamik. Synoden er en dialog mellem døbte mennesker, mellem medlemmer af Kirken, om Kirkens liv, om forholdet til verden, om de problemer, der påvirker menneskeheden i dag. Men når man tænker ideologisk, er synoden forbi. Der er ikke plads til ideologi på synoden, kun til dialog. At konfrontere hinanden, som brødre og søstre, og konfrontere Kirkens lære. Vi skrider fremad”.
”Så vil jeg gerne understrege, at synodalitet ikke er min opfindelse: Det var pave Paul VI’s. Da 2. Vatikankoncil sluttede, indså han, at Kirken i Vesten havde mistet den synodale dimension; Østkirken har den. Så han oprettede sekretariatet for bispesynoden, som i løbet af disse 60 år har videreført refleksionen på en synodal måde med kontinuerlige fremskridt. På 50-årsdagen udgav jeg et dokument om, hvad synoden er, om hvad der er foregået. Og nu er den modnet mere, og derfor syntes jeg, det var meget godt at have et kirkeråd, som ikke er en ny trend, det er noget gammelt, noget som Østkirken altid har haft”.
”Men hvordan lever man synodalitet? Det er at leve som en kristen, uden at falde i ideologier. Vi er nødt til at beskytte det synodale klima. Det er ikke et tv-program, hvor man taler om alt. Nej, det er det ikke. Det er en tid til åndelig udveksling. I indledningen vil deltagerne tale i tre til fire minutter hver, tre ad gangen, og så vil der være tre til fire minutters stilhed til bøn. Så tre mere og så bøn. Uden denne ånd af bøn er der ingen synodalitet – det er da politik, parlamentarisme. Synoden er ikke et parlament. Med hensyn til fortrolighed er der en afdeling under ledelse af prof. Ruffini, som udsender pressemeddelelser om synodens forløb. I bispesynoden er det nødvendigt at beskytte den åndelige frihed og friheden for dem, der taler”.
Synoden bliver kritiseret
Og da paven blev spurgt om dem, der kritiserer synoden og kalder den for ’Pandoras æske’, svarede han:
"Jeg ved ikke, om jeg allerede har fortalt jer det. For et par måneder siden ringede jeg til et karmeliterkloster. ’Hvordan har nonnerne det, priorinde?’. Det var et ikke-italiensk karmel. Og priorinden svarede mig, og til sidst sagde hun: ’Deres Hellighed, vi er bange for synoden’.’ Hvorfor det? – sagde jeg spøgefuldt – vil I sende en nonne til synoden?’. ’Nej, vi er bange for, at vores doktrin vil ændre sig’. Så sagde hun: Der er dem, der er overbeviste om dette. […] Roden til disse idéer udspringer af ideologier. Der er altid en ideologi bag en splittelse i Kirken. Og de beskylder Kirken for dette eller hint, men de beskylder hende aldrig for det, der er sandt: at være syndig. De siger aldrig syndere [...] De forsvarer en doktrin i anførselstegn, en doktrin som destilleret vand, smagløs”.
Resumé af Vatikanets medier. Den uredigerede dialog mellem paven og de medrejsende journalister kan læses HER (i dansk oversættelse)