Paven bekræfter med ’Vos estis lux mundi’ procedurerne mod overgreb

Efter næsten fire års testning, og efter at have rådført sig med bispedømmerne og dikasterierne i den romerske kurie, har pave Frans endegyldigt anerkendt procedurerne for at forebygge og modvirke seksuelt overgreb i Den katolske Kirke. Den 25. marts blev den nye version af motu propriet Vos estis lux mundi offentliggjort. Det træder i kraft den 30. april og afløser dermed den forudgående udgave fra 2019.

Den mest betydningsfulde nyhed, der introduceres i den nye version af regelsættet, angår afsnit II med dispositioner for biskopper, ordensoverhoveder og klerikere, der leder en særlig kirke eller et prælatur. Der er tilføjet “lægfolk, der er eller har været ledere af sammenslutninger, anerkendt eller oprettet af Den hellige Stol”.

Mange andre modifikationer er blevet introduceret for at harmonisere teksten for procedurer mod overgreb med de andre reformer, der blev introduceret fra 2019 til i dag, særligt med henblik på revisionen af motu propriet Sacramentorum sanctitatis tutela (normer udsendt i 2021); med modifikationerne i bog VI i codex for kanonisk lov (reformen af 2021 og med den nye konstitution for den romerske kurie, Praedicate Evangelium (promulgeret i 2022).

Blandt ændringerne er fx hvad der angår ’sårbare’ voksne. Mens man før talte om “seksuelle handlinger mod en mindreårig eller en sårbar person”, taler man i den nye version om “forbrydelse mod det sjette bud i Dekalogen – en forbrydelse, der er begået mod en mindreårig eller en person der sædvanligvis har en svigtende fornuft eller en sårbar voksen”. Den anden modifikation angår beskyttelsen af den, der gør opmærksom på et formodet overgreb. Mens man tidligere hævdede, at anmelderen ikke kan pålægges nogen tavshedspligt, gælder det nu, at denne beskyttelse – ud over at omfatte anmelderen – nu også omfatter “den person, der hævder at være blevet krænket samt vidnerne”. Styrket er også den del, hvor det henstilles at man bevarer: “den legitime beskyttelse af det gode rygte og privatsfæren for alle de involverede personer”, og formodningen om uskyld hos den, der undersøges, mens vedkommende ansvar klarlægges. 

I den opdaterede version af Vos estis lux mundi specificeres det også, at bispedømmerne og eparkierne bør udstyres med ’organer og kontorer’. I den gamle tekst talte man mere generelt om ’stabile systemer’, der skulle være let tilgængelige for modtagelse af anmeldelser om overgreb. Og det præciseres også, at opgaven med at gå videre med undersøgelsen tilkommer biskoppen det sted, hvor de anmeldte ting skulle være sket.

Som man vil huske fastlægger de procedurer, der blev introduceret i 2019, på en præcis måde hvad man skal gøre i forbindelse med mistanke om overgreb og sikrer, at biskopper og ordensforesatte, og nu også lægfolk i spidsen for internationale sammenslutninger, skal aflægge rapport om hvad de har foretaget sig, ligesom de er forpligtede til – med støtte i et universelt lovgrundlag – at afklare om overgrebet har fundet sted.

Dokumentet behandler også seksuel vold og overgreb på ordenssøstre begået af gejstlige samt overgreb begået mod seminarister eller unge novicer.

Tekst: Vatican News. Oversættelse v. Lisbeth Rütz