Paven besøger Kasakhstan for at fremme interreligiøs dialog og fred

Pave Frans er tirsdag undervejs i flyet til Kasakhstan, og Vatikanets pressekontor har offentliggjort programmet for Frans’ 38. apostoliske udenlandsrejse 13.-15. september, hvor han vil deltage i den syvende kongres for ledere for verdensreligioner og traditionelle religioner i landets hovedstad Nur-Sultan, og hvor paven samtidig får lejlighed til at vise sin nærhed med det centralasiatiske lands lille, men levende katolske kirke.

Med sit besøg følger pave Frans i fodsporene på sin forgænger, Johannes Paul II, der rejste til Kasakhstan kort efter angrebene på tvillingetårnene og Pentagon i USA den 11. september 2001. Under sit besøg roste Johannes Paul II den fredelige sameksistens i landet mellem religioner og etniske grupper som fx kasakhiske, russiske, ukrainske og mange andre. Kasakhstan blev uafhængigt af Sovjetunionen i 1991.

Pave Johannes Paul II er den eneste tidligere pave, der har besøgt Kasakhstan. Vatikanets pressetalsmand Matteo Bruni mindede om dette besøg og pavens budskab dengang om, at ”religioner ikke må være konfliktsteder og opfordrede til, at fred skal herske”.

Bruni mindede om, at Johannes Paul II besøgte en nyligt uafhængig nation, der aldrig havde haft besøg af en pave, og en lokal kirke, der havde været udsat for en lang historie med forfølgelse under det kommunistiske regime.

Kasakhstan ligger lige syd for Rusland og grænser op til andre tidligere sovjetrepublikker samt til Kina og Det Kaspiske Hav. Det er det niende største land i verden. Landet har også Centralasiens største økonomi og er hjemsted for landets eneste katolske præsteseminarium i Karaganda.

7. kongres for ledere af verdensreligioner
Et af højdepunkterne på pavens rejse til hovedstaden Nur-Sultan (tidligere kendt som Astana), er hans deltagelse i kongressen, hvor han vil holde et oplæg, bede og deltage i private drøftelser med religiøse ledere, herunder Al-Azhars storimam Al Tayyeb. De religiøse ledere forventes at underskrive en fælleserklæring ved mødets afslutning.

Kongressen for ledere for verdensreligioner og traditionelle religioner går tilbage til 2003 og finder sted hvert tredje år i Kasakhstans hovedstad. Den sidste fandt dog sted i 2018 på grund af pandemien.

Lille, men ivrig katolsk menighed
Vatikanets pressetalsmand oplyser, at pave Frans’ tale vil blive holdt på italiensk og at der vil være oversættelser til rådighed.

Et andet bevægende øjeblik bliver pavens gudstjeneste for landets lille katolske befolkning, som udgør ca. én procent af landets 19 millioner kasakher. Befolkningen i Kasakhstan består af 70% sunnimuslimer og 26% kristne, hovedsagelig russisk-ortodokse.

På rejsen ledsages pave Frans af sit sædvanlige pavelige følge, som vil omfatte kardinaler fra den romerske kurie, nemlig præfekterne for dikasteriet for interreligiøs dialog, dikasteriet for fremme af kristne enhed samt dikasterierne for evangelisering og de orientalske kirker.

Paven forventes at tale til journalister undervejs og at holde sin sædvanlige pressekonference på flyet tilbage til Rom, som det er tradition for pavelige internationale rejser. Mere end halvfjerds journalister ledsager paven om bord på pavens fly.