Kardinalerne Brandmüller, Burke, Sandoval Íñiguez, Sarah og Zen Ze-kiun har sendt paven fem ’dubia’ og bedt ham om afklarende svar på spørgsmål vedrørende fortolkningen af den guddommelige åbenbaring, velsignelsen af homoseksuelle forhold, synodalitet som en konstituerende dimension af Kirkens liv, ordination af kvinder til præsteembedet, samt omvendelse som en nødvendig betingelse for den sakramentale absolution (skriftemålet).
Troslæredikasteriet offentliggjorde den 2. oktober på sin hjemmeside pave Frans’ svar, som er gengivet på spansk.
Et ’dubium’ kan oversættes som en forespørgsel, et tvivlsomt spørgsmål. Nedenfor er pavens svar oversat til dansk:
1) Dubium vedrørende påstanden om, at den guddommelige åbenbaring må genfortolkes på baggrund af tidens kulturelle og antropologiske forandringer.
Efter visse biskoppers udtalelser, som hverken er blevet korrigeret eller trukket tilbage, spørger vi os selv om Kirkens guddommelige åbenbaring skal genfortolkes i overensstemmelse med vor tids kulturelle forandringer og i overensstemmelse med det nye antropologiske syn, som disse forandringer fremmer; eller om den guddommelige åbenbaring er evigt bindende, uforanderlig og derfor ikke kan modsiges, i overensstemmelse med 2. Vatikankoncils diktat om at praktisere ”troens lydighed” mod den Gud, der åbenbarer sig (Dei Verbum, 5); at det, der er åbenbaret til frelse for alle, skal forblive ”evigt intakt” og levende, og ”overleveres til alle generationer” (7), og at forståelsens fremskridt ikke indebærer ændringer i tingenes og ordenes sandhed, idet troen blev ”overleveret én gang for alle” (8), og Læreembedet ikke er Guds Ord overlegent, men kun lærer det, der er blevet den overleveret (10).
Pave Frans svarer:
Kære brødre! Selv om det ikke altid er klogt at svare direkte på de spørgsmål, der stilles til mig, da det ville være umuligt at svare på dem alle, fandt jeg det i dette tilfælde passende at gøre det i lyset af den forestående synode.
Pavens svar på det første spørgsmål:
a) Svaret afhænger af den betydning, man tillægger ordet ”genfortolke”. Hvis det forstås som ”fortolke bedre”, er udtrykket gyldigt. I den forstand sagde 2. Vatikankoncil, at det er nødvendigt at ”Kirkens dømmekraft modnes” med eksegeternes arbejde - og jeg tilføjer, med teologernes arbejde (2. Vatikankoncil, Dei Verbum, 12).
b) Hvis det er sandt, at den guddommelige åbenbaring er uforanderlig og altid bindende, må Kirken derfor være ydmyg og indse, at den aldrig udtømmer sin uudgrundelige rigdom, og at den har brug for at vokse i sin forståelse.
c) Derfor vokser Kirken også i forståelsen af det, den selv har udtalt sit læreembede.
d) Kulturelle forandringer og historiens nye udfordringer ændrer ikke åbenbaringen, men de kan stimulere til, at visse aspekter kommer bedre til udtryk gennem dens rigdom, som hele tiden tilbyder mere.
e) Det er uundgåeligt, at dette kan føre til et bedre udtryk for visse af Læreembedets tidligere udtalelser, sådan som det allerede sket i historiens løb.
f) På den anden side er det sandt, at mens Læreembedet ikke står over Guds Ord, er det også sandt, at både Skriftens tekster og traditionens vidnesbyrd kræver fortolkning for at kunne skelne deres evige substans fra en kulturel indflydelse. Dette er fx tydeligt i bibelske tekster (såsom 2. Mosebog 21, 20-21) og i visse doktrinære spørgsmål, der tolererede slaveri (se Nicholas V, Bulla Dum Diversas, 1452). Det er ikke et sekundært emne i betragtning af dets intime relation med den evige sandhed om den menneskelige persons umistelige værdighed. Disse tekster har brug for fortolkning. Det samme gælder visse nytestamentlige refleksioner om kvinder (1 Kor 11,3-10; 1 Tim 2,11-14), og andre tekster fra Skriften og vidnesbyrd fra traditioner, som i dag ikke kan støttes i deres helhed.
g) Det er vigtigt at understrege, at det, der ikke kan ændres, er det, der er blevet åbenbaret ”til frelse for alle” (2. Vatikankoncil, Dei Verbum, 7). Derfor må Kirken hele tiden skelne mellem hvad der er essentielt for frelsen, og hvad der er sekundært eller mindre direkte knyttet til dette mål. Jeg vil gerne understrege, hvad den hellige Thomas Aquinas sagde: ”Jo mere vi går i detaljer, jo oftere støder vi på mangler” (Summa Theologiae 1-1 1, q. 94, art. 4).
h) Endelig kan en enkelt formulering af en sandhed aldrig forstås fyldestgørende, hvis den præsenteres alene, isoleret fra hele åbenbaringens rige og harmoniske sammenhæng. ”Sandhedernes hierarki” betyder også, at hver af dem placeres i et passende forhold til de mest centrale sandheder og til Kirkens overordnede lære. Det kan i sidste ende føre til forskellige måder at forklare den samme lære på, selv om det ”for dem, der drømmer om en monolitisk lære, der forsvares af alle uden nuancer, kan virke ufuldkomment og udvandet”. Men virkeligheden er, at denne variation hjælper til bedre at vise og udvikle de forskellige aspekter af evangeliets uudtømmelige rigdom (Evangelii gaudium, 40). Enhver teologisk strømning har sine risici, men også sine muligheder.
2) Dubium på påstanden om, at den udbredte praksis med at velsigne homoseksuelle par er i overensstemmelse med åbenbaringen og læren (KKK 2357).
Ifølge den guddommelige åbenbaring, bekræftet i Den hellige Skrift, som Kirken ”efter guddommeligt mandat og ved hjælp af Helligånden fromt lytter til, helligt vogter over og trofast forklarer” (Dei Verbum 10): Gud skabte ”mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige’” (jf 1 Mos 1,27-28). Derfor lærer apostlen Paulus, at fornægtelse af den seksuelle forskel mellem mand og kvinde er konsekvensen af at fornægte Skaberen (Rom 1,24-32). Man kan spørge: Kan Kirken afvige fra dette ’princip’ ved at betragte det, i modsætning til hvad Veritatis splendor 103 lærer, som et simpelt ideal, og acceptere objektivt syndige situationer som et ’muligt gode’, såsom partnerskaber mellem personer af samme køn, uden at afvige fra den åbenbarede lære?
Pave Frans' svar på det andet spørgsmål:
a) Kirken har en meget klar forståelse af ægteskabet: en eksklusiv, stabil og uopløselig forening mellem en mand og en kvinde, og naturligt åben overfor børn. Kun denne forening kan kaldes ’ægteskab’. Andre former for forening opnår kun dette ”delvist og analogt” (Amoris laetitia 292), så de kan strengt taget ikke kaldes ’ægteskab’.
b) Det er ikke kun et spørgsmål om benævnelse, men den virkelighed, som vi kalder ægteskab, har en unik essentiel konstitution, som kræver en eksklusiv benævnelse, der ikke gælder for andre virkeligheder. Det er utvivlsomt meget mere end blot et ’ideal’.
c) Af denne grund undgår Kirken enhver form for ritual eller sakramental handling, som kunne modsige denne overbevisning og antyde, at noget er anerkendt som ægteskab, når det ikke er det.
d) Men i forhold til personer må vi ikke miste den pastorale omsorg, som skal gennemsyre alle vores beslutninger og holdninger. Forsvaret for den objektive sandhed er ikke det eneste udtryk for denne omsorg, som også omfatter venlighed, tålmodighed, forståelse, ømhed og opmuntring. Vi kan derfor ikke være dommere, der kun benægter, afviser og udelukker.
e) Derfor skal man med pastoral forsigtighed skelne mellem om der findes former for velsignelse, som en eller flere personer beder om, og som ikke formidler en forkert opfattelse af ægteskabet. For når man beder om velsignelse, udtrykker man en bøn om hjælp fra Gud, en bøn om at kunne leve bedre, i tillid til en Fader, der kan hjælpe os til at leve bedre.
f) Selv om der findes situationer, som fra et objektivt synspunkt ikke er moralsk acceptable, kræver pastoral omsorg på den anden side, at vi ikke blot behandler andre som ’syndere’. Deres skyld eller ansvar kan mildnes af forskellige faktorer, der påvirker den subjektivt tildelte skyld (jf Johannes Paul II, Reconciliatio et Paenitentia, 17).
g) Beslutninger, som under visse omstændigheder kan være en del af en pastoral forsigtighed, behøver ikke nødvendigvis at blive en norm. Det vil sige, at det ikke er passende for et bispedømme, en bispekonference eller nogen anden kirkelig struktur konstant og officielt at fastsætte procedurer eller ritualer for enhver form for anmodning, da alt ”som er en del af en praktisk vurdering i en bestemt situation, ikke kan ophøjes til en norm”, fordi dette ”ville give anledning til en utålelig kasuistik” (Amoris laetitia 304). Kanonisk ret må og kan ikke dække alt, og ikke engang bispekonferencerne med deres forskellige dokumenter og protokoller bør gøre krav på det, da Kirkens liv flyder gennem mange kanaler ud over de normative.
3) Dubium på påstanden om, at synodalitet er en ”konstitutiv dimension af Kirken” (den apostoliske konstitution ’Episcopalis Communio’, 6), og at Kirken derfor i sagens natur skulle være synodal.
I betragtning af, at bispesynoden ikke repræsenterer bispekollegiet, men kun er et rådgivende organ for paven, da biskopperne som vidner om troen ikke kan delegere deres bekendelse af sandheden, opstår spørgsmålet, om synodalitet kan være det øverste regulerende kriterium for Kirkens permanente regering uden at fordreje dens konstitutive struktur, som dens grundlæggere ønskede, hvor Kirkens øverste og fulde autoritet udøves både af paven i kraft af hans embede og af bispekollegiet sammen med dets overhoved paven (Lumen gentium, 22).
Pave Frans' svar på det tredje spørgsmål:
a) Selv om I anerkender, at Kirkens højeste og fulde autoritet udøves både af paven i kraft af hans embede og af bispekollegiet sammen med dets leder, paven (se 2. Vatikankoncil, Lumen gentium, 22), udtrykker I jeres behov for at deltage, for at udtrykke jeres meninger frit og for at samarbejde, og I anmoder således om en form for ’synodalitet’ i udøvelsen af mit embede.
b) Kirken er et ”mysterium af missionerende fællesskab”, men dette fællesskab er ikke blot affektivt eller flygtigt, men involverer snarere reel deltagelse: ikke kun i hierarkiet. Hele Guds folk kan på forskellige måder og på forskellige niveauer gøre deres egen stemme hørt og føle sig som en del af Kirkens rejse. I den forstand kan vi sige, at synodalitet – som stil og dynamik – er en væsentlig dimension af Kirkens liv. Johannes Paul II sagde meget smukke ting om dette punkt i Novo Millennio Ineunte.
c) En anden ting er at sakralisere eller påtvinge en bestemt synodal metode, som en gruppe sætter pris på, og gøre den til en norm og en obligatorisk vej for alle, da dette kun ville føre til at ’fryse’ den synodale vej ved at ignorere de forskellige karakteristika i de forskellige partikulære kirker og Den universelle Kirkes varierede rigdom.
4) Dubium om præsters og teologers støtte til teorien om, at ”Kirkens teologi har ændret sig”, og at kvinder derfor kan ordineres.
Efter udtalelser fra visse prælater, som hverken er blevet korrigeret eller trukket tilbage, om at Kirkens teologi og messens betydning har ændret sig med 2. Vatikankoncil, rejses spørgsmålet om 2. Vatikankoncils påbud fortsat er gyldigt, at ”de troendes almindelige præstedømme og det ordinerede præstedømme adskiller sig væsentligt og ikke kun i grad” (Lumen Gentium IO), og at præster, i kraft af ”ordinationens hellige kraft fejrer messen og tilgiver synder” (Presbyterorum Ordinis 2), handler i Kristi person og navn, mellemmanden, gennem hvem de troendes åndelige offer fuldbyrdes? Desuden kan man spørge sig selv, om læren i Johannes Paul II’s apostoliske brev Ordinatio Sacerdotalis fortsat er gyldig, som lærer som en definitiv sandhed, at det er umuligt at ordinere kvinder til præsteembedet, og at denne lære ikke længere kan ændres eller diskuteres frit af præster og teologer.
Pave Frans’ svar på det fjerde spørgsmål:
a) ”De troendes almindelige præstedømme og det ordinerede præstedømme er væsensforskellige” (2. Vatikankoncil, Lumen Gentium, 10). Det er ikke passende at tilslutte sig tanken om en gradsforskel, da det indebærer at betragte de troendes almindelige præstedømme som noget af ”en anden kategori” eller af mindre værdi (”en lavere grad”). Begge former for præstedømme belyser og understøtter hinanden.
b) Da Johannes Paul II lærte, at det er nødvendigt ”definitivt” at bekræfte umuligheden af at ordinere kvinder til præst, nedgjorde han på ingen måde kvinder eller gav mænd den højeste magt. Johannes Paul II understregede også andre ting. Fx at når vi taler om præstelig magt, ”er det i funktion, ikke i værdighed og hellighed” (Johannes Paul II, Christifideles laici, 51). Det er ord, som vi ikke i tilstrækkelig grad har taget til os. Han sagde også klart, at selv om det kun er præsten, som præsiderer over kommunionen, giver pligterne ”ikke anledning til, at nogle er overlegne i forhold til andre” (Johannes Paul II, Christifideles laici, note 190; jf. Troslærekongregationen, Inter Insigniores, VI). Han sagde også, at hvis den præstelige funktion er ”hierarkisk”, så skal det ikke forstås som en form for dominans, men ”som fuldstændig ordnet i overensstemmelse med Kristi lemmers hellighed” (Johannes Paul II, Mulieris dignitatem, 27). Hvis dette ikke forstås, og de praktiske konsekvenser af disse sondringer ikke drages, vil det være vanskeligt at acceptere, at præstedømmet kun er forbeholdt mænd, og vi vil ikke være i stand til at anerkende kvinders rettigheder eller behov for at deltage på forskellige måder i Kirkens lederskab.
c) For at være præcise anerkender vi på den anden side, at en klar og autoritativ doktrin med den præcise karakter af en ”definitiv erklæring” endnu ikke er fuldt udviklet. Det er ikke en dogmatisk definition, men den skal accepteres af alle. Ingen kan modsige den offentligt, men samtidig kan den være genstand for undersøgelse, som i tilfældet med gyldigheden af ordinationer i det anglikanske fællesskab.
5) Dubium vedrørende udsagnet "tilgivelse er en menneskeret" og pavens insisteren på behovet for at give syndsforladelse til alle og altid, og dermed at anger ikke er en nødvendig betingelse for sakramental absolution.
Man kan spørge sig selv om læren fra koncilet i Trient stadig er gældende, ifølge hvilken et sakramentalt skriftemål kun er gyldigt, hvis skriftebarnet angrer, hvilket vil sige, at angre den begåede synd med det forsæt ikke at ville synde igen (session XIV, kapitel IV: DH 1676), og at præsten skal udskyde absolutionen, når det er tydeligt at denne betingelse ikke er opfyldt.
Pave Frans’ svar på det femte spørgsmål:
a) Omvendelse er nødvendig for at den sakramentale absolution er gyldig, hvilket vil sige en intention om ikke at ville synde igen. Men der findes ingen matematik, og jeg må atter minde jer om, at skriftestolen ikke er et toldkontor. Præsten er ikke herren, men den ydmyge forvalter af sakramentet, der nærer de troende, fordi disse Herrens gaver – mere end at være relikvier, der skal bevares – er Helligåndens hjælp i personernes liv.
b) Der er mange måder at udtrykke omvendelse på. For mennesker med et såret selvværd er det ofte en tortur at indrømme skyld, og alene dét, at gå til skrifte, er et symbolsk udtryk for anger og viljen til at søge guddommelig hjælp.
c) Jeg vil også minde jer om, at ”vi nogle gange har svært ved at give plads til Guds betingelsesløse kærlighed i vor pastorale omsorg” (Amoris Laetitia, 311), men vi må lære at gøre det. Ligesom Johannes Paul II fastholder jeg, at vi ikke må bede de troende om for præcise korrektioner, som i sidste ende bliver abstrakte eller endda narcissistiske. Selv dét, at forudse en gentagelse af synden, ”forudsætter ikke at beslutningen er autentisk” (Johannes Paul II, Brev til kardinal William W. Baum og til deltagerne i det årlige kursus i Det apostoliske Pønitentiari, 22. marts 1996, 5).
d) Endelig skal det være klart, at alle de krav, der normalt stilles i skriftemålet, generelt ikke kan anvendes, når personen er i en situation med angst eller med meget begrænsede mentale og psykologiske evner.
Tekst: Vatikanets medier