Paven: Bøn kræver mental disciplin

Pave Frans’ tale ved generalaudiensen 19. maj 2021

Kære brødre og søstre, god morgen!

Idet vi fortsætter med at følge katekismen, vil vi i denne katekese henvise til den levede erfaring af bøn, hvor vi forsøger at vise nogle ganske almindelige vanskeligheder, som skal identificeres og overvindes. At bede er ikke let: mange vanskeligheder viser sig i bønnen. Det er nødvendigt at kende til dem, genkende dem og overvinde dem.

Det første problem, der opstår for dem, der beder, er distraktion (se KKK, 2729). Du begynder at bede og så vandrer dit sind; det vandrer alle steder hen; dit hjerte er her, dit sind er dér ... distraktion fra bønnen. Bøn sameksisterer ofte med distraktion. Faktisk har det menneskelige sind vanskeligt ved at dvæle længe ved en enkelt tanke. Vi oplever alle denne konstante hvirvelvind af billeder og illusioner i evig bevægelse, som ledsager os selv under søvnen. Og vi ved alle, at det ikke er godt at følge denne tilbøjelighed til uorden.

Kampen om at opnå og opretholde koncentration gælder ikke kun bønnen. Hvis man ikke opnår et tilstrækkeligt koncentrationsniveau, kan man ikke studere på en gavnlig måde, og kan heller ikke arbejde godt. Atleter er opmærksomme på, at konkurrencer ikke kun vindes gennem fysisk træning, men også gennem mental disciplin: frem for alt med evnen til at koncentrere sig og forblive fokuseret.

Distraktioner påfører os ikke skyld, men de skal bekæmpes. I vor trosarv findes en dyd, der ofte glemmes, men som er meget til stede i evangeliet. Det kaldes ”årvågenhed”. Og Jesus sagde: ”Vær årvågne, bed”. Katekismen nævner det eksplicit i sin instruktion om bøn (jf. 2730). Jesus kalder ofte sine disciplene til at føre et ædrueligt liv, styret af tanken om, at han før eller siden vil vende tilbage som en brudgom fra et bryllup eller en herre fra en rejse. Men da vi ikke kender dagen og timen for hans hjemkomst, er alle minutterne i vort liv dyrebare og bør ikke spildes på distraktioner. I et øjeblik, som vi ikke kender, vil vor Herres stemme lyde: på den dag er de tjenere salige, som han finder i gang med arbejdet og stadig fokuseret på det, som virkeligt betyder noget. De kom ikke på afveje ved at følge enhver tilskyndelse, som dukkede op i deres sind, men forsøgte at vandre ad den rette vej, gøre godt og udføre deres respektive opgaver. Dette er distraktion: fantasien vandrer, den vandrer og vandrer … Sct. Teresa plejede at kalde denne fantasi, som vandrer i bønnen, ”den gale kvinde i huset”; det er som en gal kvinde, der leder dig hér og dér ... Vi må stoppe og indespærre det med opmærksomhed.

En anden omtale fortjener tid med tørhed. Katekismen beskriver det på denne måde: ”Den er en del af den indre bøn, hvor hjertet er på afvænning, uden smag for tanker, erindringer og følelser, end ikke de åndelige. Det er den rene tros øjeblik, der trofast forbliver med Jesus i Hans dødsangst og i graven” (nr. 2731). Tørheden får os til at tænke på Langfredag, om natten og Påskenat, hele dagen: Jesus er her ikke, han ligger i graven; Jesus er død, vi er alene. Og det er grundtanken, der giver anledning til tørhed. Ofte ved vi ikke, hvad årsagerne til tørheden er: det kan afhænge af os selv men også af Gud, der tillader visse situationer i det ydre eller indre liv. Eller til tider kan det være hovedpine eller et problem med leveren, der forhindrer os i at bede. Ofte kender vi ikke rigtigt årsagen. Åndelige lærere beskriver oplevelsen af tro som en kontinuerlig veksling mellem tider af trøst og trøstesløshed; der er tidspunkter, hvor alt er let, mens andre tidspunkter er præget af stor tyngde. Ret ofte, når vi møder en ven, siger vi: ”Hvordan har du det?” – ”I dag er jeg nedtrykt”. Meget ofte er vi ”nedtrykte”, dvs. har vi ingen følelser; vi føler ikke trøst, vi er ikke i stand til noget. De er de grå dage ... og dem er der så mange af i livet! Men faren er at have et gråt hjerte: når denne ”følelse af nedtrykthed” når hjertet, og det sygner hen ... og der findes mennesker, der lever med et gråt hjerte. Dette er forfærdeligt: man formår ikke at bede, man kan ikke føle trøst med et gråt hjerte! Eller man formår ikke at komme ud af en åndelig tørke med et gråt hjerte. Hjertet skal være åbent og lysende, så Herrens lys kan trænge ind. Og hvis det ikke trænger ind, må man vente på det med håb. Men luk det ikke inde i gråheden.

Dernæst er en anden ting, en anden fejl, livsleden, et andet onde, som er en reel fristelse mod bøn og mere generelt mod det kristne liv. Livslede er “en form for depression, som skyldes slaphed i askesen; formindskelse af årvågenheden og hjertets lunkenheden form for depression på grund af slap asketisk praksis, faldende årvågenhed, skødesløshed i hjertet” (2733). Det er en af de syv ”dødssynder”, fordi det, næret af indbildskhed, kan føre til <s>af</s> sjælens død.

Så hvad kan vi gøre i denne række af begejstringer og modløshed? Vi må lære altid at gå fremad. Ægte fremskridt i det åndelige liv består ikke i at mangfoldiggøre ekstaser, men være i stand at holde ud i vanskelige tider: gå, gå, gå videre ... og hvis du er træt, så stop lidt op og begynd herefter at gå igen. Men med udholdenhed. Lad os huske den hellige Frans’ lignelse om den perfekte glæde: den er ikke i de uendelige rigdomme, der regner ned fra himlen, at en broders evne måles; men at gå støt, selv når man ikke anerkendes, selv når man mishandles, selv når alt har mistet sin oprindelige smag. Alle helgenerne er gået gennem denne “mørke dal”, og lad os ikke blive forargede hvis vi, når vi læser deres dagbøger, finder beretninger om aftener med ørkenløs bøn, udlevet uden begejstring. Vi må lære at sige: ”Selvom du, min Gud, synes at gøre alt for at få mig til at stoppe med at tro på dig, fortsætter jeg stadig alligevel med at bede til dig”. Troende holder aldrig op med at bede! Det kan undertiden minde om Jobs bøn, der ikke accepterer at Gud behandler ham uretfærdigt, protesterer og indstævner ham. Men meget ofte er endda dét, at protestere foran Gud, en måde at bede på, eller som den lille gamle dame sagde: ”at være vred på Gud er også en måde at bede på”, fordi mange gange er en søn vred på sin far: det er en måde at forholde sig til faderen på; fordi han anerkender ham som ”far" bliver han sur ...

Også vi, som er langt mindre hellige og tålmodige end Job, ved, at i sidste ende, i slutningen af denne trøstesløse tid, hvor vi har rettet tavse råb mod himlen og spurgt: ”hvorfor?” mange gange, vil Gud svare os. Glem ikke bønnen, der spørger ”hvorfor?” Det er børnenes bøn, når de begynder ikke at forstå ting, som psykologer kalder ”hvorfor-niveauet”, fordi barnet spørger sin far: ”Far, hvorfor? Far, hvorfor? Far, hvorfor?” Men pas på: Det lytter ikke til sin fars svar. Faderen begynder at svare, men det afbryder med et andet ”Hvorfor?” Det ønsker simpelthen at henlede sin fars opmærksomhed på sig; og når vi bliver lidt vrede på Gud og begynder at spørge hvorfor, tiltrækker vi vor Faders hjerte mod vor elendighed, mod vore vanskeligheder, mod vort liv. Men ja, hav modet til at sige til Gud: “Men hvorfor?” For til tider er det godt for dig at blive lidt vred, fordi det genopvækker forholdet mellem søn og fader, datter og fader, som vi må have til Gud. Og han vil acceptere selv vore hårdeste og bitterste udtryk med en faders kærlighed og vil betragte dem som en troshandling, som en bøn.

Tak skal I have!

<- Tilbage til nyhedslisten