Paven opfordrer til at gøre askeonsdag, 2. marts, til bede- og fastedag for Ukraine

Foto: ANSA

Under onsdagens generalaudiens i sidste uge kom pave Frans med en dybtfølt appel om fred i Ukraine og sagde, at truslen om krig har skabt ”en stor smerte i mit hjerte”.

”På trods af de sidste par ugers diplomatiske bestræbelser”, sagde paven, ”åbner der sig stadig mere alarmerende scenarier”, som fylder mange mennesker over hele verden med angst og smerte.

”Endnu engang er alles fred truet af mindretals interesser”, understregede han. Pave Frans appellerede til ”de politisk ansvarlige om at foretage en alvorlig samvittighedsransagelse overfor Gud, som er fredens og ikke krigens Gud, som er alles Fader, ikke blot nogles, og som ønsker at vi er hinandens søskende og ikke hinandens fjender”.

Paven bad også ”alle de involverede parter om at afstå fra enhver handling, der vil skabe mere lidelse for folket, destabilisere sameksistensen mellem nationer og bringe international lovning i vanry”.

Bøn og faste for fred
Ved generalaudiensens afslutning opfordrede pave Frans alle at gøre den 2. marts, askeonsdag, til en faste- og bededag.

”Jesus lærte os, at man besvarer den meningsløse djævelske vold med Guds våben, som er bøn og faste”, sagde paven.

”Jeg opfordrer derfor troende på en særlig måde at dedikere sig intenst til bøn og faste denne dag. Må Fredens Dronning bevare verden fra krigens vanvid”, sagde han.

Rusland og sanktioner
Som krigstruslen tager til i Østeuropa forsøger USA at lægge pres på Rusland ved at indføre skærpede sanktioner.

USA, Den europæiske Union, Storbritannien, Australien, Canada og Japan planlægger tiltag rettet mod banker og eliter, mens Tyskland har sat et større gasrørledningsprojekt fra Rusland i bero.

Den engelske udenrigsminister Liz Truss siger, at Storbritannien vil forhindre Rusland i at sælge sin statsgæld i London.

Tiltagene kommer efter at Rusland har indsat tropper i oprørsområder i det østlige Ukraine.

Ruslands præsident Putin anerkendte i mandags enklaverne i Donbas-regionen, som støder op til Rusland, hvilket har øget frygten i Vesten for en større krig.