I sin tale ved den 7. kongres for ledere af verdensreligionerne og traditionelle religioner i Nur-Sultan, Kasakhstans hovedstad, understreger pave Frans, hvordan religionerne er nødt til at vokse i venskab for at kunne besvare tørsten efter fred i verden og efter det uendelige, der bor i hver enkeltes hjerte.
Det første store programpunkt i pavens besøg i Kasakhstan fandt sted onsdag morgen i landets hovedstad Nur-Sultan, da han talte til deltagerne i den 7. kongres for ledere af verdensreligionerne og traditionelle religioner.
Det to-dage lange møde, som afholdes hvert tredje år, har samlet religiøse ledere fra hele verden for denne gang at fokusere på, hvordan religiøse ledere kan fremme den åndelige og sociale udvikling i en postpandemisk verden. Over hundrede delegationer fra 50 lande deltager i kongressen, som består af repræsentanter fra det religiøse, kulturelle, civile, statslige og ikke-statslige område.
At være draget mod det uendelige
Pave Frans rejste til Kasakhstan for personligt at deltage i mødet efter at være inviteret af landets præsident, Kassym-Jomart Tokayev.
I sin tale til kongressen begyndte paven med at henvende sig til alle som ”brødre og søstre ... i broderskabets navn, der forener os som børn af den samme himmel”. Han bemærkede, at ”stillet overfor mysteriet om det uendelige, som transcenderer og drager os, minder religionerne os om, at vi er skabninger ... ikke almægtige ... på vej mod det samme himmelske mål”.
Denne vor fælles natur skaber så naturligt nok ”et fælles bånd, et ægte broderskab”, fortsatte paven og mindede tilhørerne om, hvordan den centralasiatiske nation Kasakhstan gennem historien har været et land, hvor idéer, trosretninger og samhandel har mødtes langs den gamle silkerute.
Han udtrykte håbet om, at religionsmødet altid vil være baseret på menneskelige relationer præget af ”respekt, oprigtig dialog, respekt for hvert enkelt menneskes ukrænkelige værdighed og gensidigt samarbejde”.
Ægte religiøsitet
Pave Frans citerede i sin tale flere gange Kasakhstans mest berømte digter og faderen til landets moderne litteratur, Abai (1845-1904), hvis skrifter afspejler dyb religiøs længsel og ”dette folks ædle sjæl”.
Han mindede om, hvordan Abai ofte tog fat på de ultimative spørgsmål om livet og meningen med livet for at opdyrke en spiritualitet, og med et citat af ham sagde paven, at dette holder ”sjælen i live og sindet klart”, og at folk regner med, at troende mennesker er ”eksempler på levende sjæle og lysende sind” samt afspejler ”en ægte religiøsitet”.
Paven mindede om, at fundamentalisme ”besudler og fordærver enhver trosretning”, og at vi må have ”åbne og medfølende hjerter”.
”Jagten på transcendens og den hellige værdi af broderskab kan inspirere og oplyse de beslutninger, som skal træffes midt i de geopolitiske, sociale, økonomiske, økologiske, men grundlæggende åndelige kriser, som mange moderne institutioner, herunder demokratier, oplever for øjeblikket til skade for sikkerheden og samkvemmet mellem folkene. Vi har brug for religion for at kunne imødekomme tørsten efter fred i verden og tørsten efter det uendelige, som bor i hjertet på hver enkelt mand og kvinde”.
Religionsfrihed
Pave Frans bemærkede herefter vigtigheden af religionsfrihed som ”en væsentlig forudsætning for en ægte menneskelig og integreret udvikling”. Som skabt frit har ethvert menneske ”ret til at aflægge offentligt vidnesbyrd om sin egen tro og præsentere den uden nogensinde at påtvinge den ”gennem proselytisme eller indoktrinering”.
I forbindelse med temaet for denne kongres, hvor man ser på, hvordan man kan tilbyde åndelig og social støtte i en verden efter pandemien, fokuserede pave Frans i sin tale på fire udfordringer, som vi alle står over for, og opfordrede på en særlig måde religionerne til at arbejde sammen om et større fælles mål.
Sårbarhed og ansvar
Covid-19-pandemien satte alle os ”i samme båd”, bemærkede paven og tilføjede, at den afslørede vor fælles sårbarhed og behovet for hjælp.
Han roste den ”stærke følelse af solidaritet”, som pandemien resulterede i, men advarede samtidig om, at vi ikke må forspilde den. Her sagde han, at religionerne er ”kaldet til at være til stede helt ude på frontlinjerne som fortalere for enhed midt i de alvorlige udfordringer, som risikerer at splitte vor menneskelige familie endnu mere”.
”Det er op til os, som tror på det guddommelige, at hjælpe vore brødre og søstre i denne tid til ikke at glemme vor egen sårbarhed ... Kort sagt bør den følelse af fælles sårbarhed, som opstod under pandemien, motivere os til at gå fremad, ikke som vi gjorde før, men nu med større ydmyghed og fremsynethed”.
Paven tilføjede, at de troende er ”kaldet til at tage sig af” menneskeheden og blive ”entreprenører af fællesskab, vidner om et samarbejde, der overskrider grænserne for vort fællesskab, etniske, nationale og religiøse tilhørsforhold”. Han sagde, at vi starter med at lytte til de fattige, de forsømte og de hjælpeløse viser os mennesker, der ”lider i tavshed og generel foragt”.
”Det, jeg foreslår, er ikke kun en vej til større opmærksomhed og solidaritet, men også en vej til helbredelse af vore samfund. For fattigdom er netop det, der gør det muligt at sprede epidemier og andre store onder, som trives på områder med fattigdom og ulighed”.
Udfordringen for freden
Den anden globale udfordring, som paven fremhævede, er udfordringen med freden.
Selv om religiøse ledere har drøftet dette spørgsmål især i de seneste årtier, er verden stadig plaget af krig og konfrontationer, bemærkede han. Dette kræver et ”spring fremad” for de store religioner til aktivt at forene sig og forpligte sig til fred, sagde Frans, ”hvis folk i vor tid skal inspireres til at indgå i en respektfuld og ansvarlig dialog”.
”Gud er fred. Han leder os altid ad fredens vej, aldrig ad krigens. Lad os derfor forpligte os endnu mere til at insistere på nødvendigheden af ikke at løse konflikter ved hjælp af magtens ufyldestgørende midler, med våben og trusler, men ved hjælp af de eneste midler, som er velsignet af himlen og er mennesket værdigt: mødet, dialogen og de tålmodige forhandlinger, som især gør fremskridt, når de tager hensyn til de unge og de kommende generationer ... Lad os investere i dette, beder jeg jer: ikke i flere våben, men i uddannelse!”
Broderlig accept
Den tredje udfordring, som vi står over for, er ”den broderlige accept”, forklarede pave Frans og bemærkede, at hver dag ”bliver børn, fødte og ufødte, indvandrere og ældre mennesker tilsidesat ... og dog er ethvert menneske helligt”.
Det er især religionernes opgave at minde verden om dette, fortsatte paven og mindede om den massive immigration af mennesker i dag som følge af krig, fattigdom og klimaændringer. Han sagde, at ”det er vores pligt at være opmærksomme på, at Skaberen, som våger over hver enkelt af sine skabninger, formaner os til at betragte andre som Han gør, og i dem at se en brors eller en søsters ansigt”.
”Lad os genopdage gæstfrihedens kunst, accept og medfølelse. Og lad os også lære at skamme os: ja, at opleve den sunde skam, der er født af medfølelse med dem, der lider, sympati og bekymring for deres situation og for deres skæbne, som vi erkender, at vi også deler. Dette er medfølelsens vej, som gør os til bedre mennesker og bedre troende”.
Omsorg for vort fælles hjem
Den sidste udfordring, som vi alle står over for, er ”omsorgen for vort fælles hjem”, at vi beskytter naturen mod de skader, vi forårsager gennem forurening, udnyttelse og ødelæggelse.
Han bemærkede, hvordan ”udnyttelsens tankegang” ødelægger vort fælles hjem og fører til ”en formørkelse af den respektfulde og religiøse vision af den verden, som Skaberen har villet”.
At gå sammen fremad
Pave Frans afsluttede sin tale med at opfordre alle til at ”gå fremad sammen, så religionernes rejse i stigende grad kan blive præget af venskab”.
”Må den Almægtige ... gøre det muligt for os at dyrke åbne og broderlige venskaber gennem hyppig dialog og lysende oprigtighed i vore hensigter. Må vi aldrig stræbe efter kunstige og forsonende former for synkretisme, men fastholde vore egne identiteter, være åbne overfor modet til anderledeshed og til broderlige møder. Kun på denne måde vil vi i disse mørke tider, som vi lever i, kunne udstråle vor Skabers lys”.