Pave Frans: "Eukaristien er virkeligt nærvær, ikke blot et symbol"

Paven hilser på arrangørerne af den kommende nationale eukaristiske kongres i USA. Foto: Vatikanets medier

I en tale til medlemmerne af den amerikanske bispekonferences komité for Den nationale eukaristiske Kongres mandag den 19. juni sagde pave Frans, at kongressen ”markerer et betydningsfuldt øjeblik i Kirkens liv i USA”.

Paven velsignede også en stor monstrans, som vil blive brugt under den nationale eukaristiske kongres.

Frans roste komitéens ”bestræbelser på at bidrage til en genoplivning af troen på og kærligheden til den hellige eukaristi”, som han kaldte ”kilden til og højdepunktet i det kristne liv”.

”Eukaristien er Guds svar på den dybeste sult i det menneskelige hjerte”, sagde Frans. ”Sulten efter et autentisk liv, for i eukaristien er Kristus selv virkelig til stede midt iblandt os for at nære, trøste og støtte os på vor færd”.

Medlemmer af organisationskomiteen for den amerikanske bispekonferences kommende nationale eukaristiske kongres mødtes med paven i Vatikanet.

Biskoppernes treårige eukaristiske vækkelseskampagne, der har til formål at øge hengivenheden til Jesus i eukaristien, er nu i sit andet år, og store nationale begivenheder er planlagt til at finde sted i 2024.

Beslutningen om at søsætte initiativet kom efter en landsdækkende undersøgelse i 2019, der viste, at kun 31% af de amerikanske katolikker tror på et grundlæggende princip i deres tro – at Kristi legeme og blod på en virkelig og substantiel måde er til stede i eukaristien.

Den nationale eukaristiske kongres vil efter planen finde sted 17.-21. juli 2024 i Indianapolis. Arrangørerne forventer, at 80.000 troende fra hele USA vil samles til kongressen, som de siger vil være ”et afgørende øjeblik i vor generation”.

”Desværre er der i dag dem blandt troende katolikker, som tror, at eukaristien er mere et symbol end et virkeligt udtryk for Herrens nærvær og kærlighed”, beklagede Frans, som også understregede vigtigheden af eukaristisk tilbedelse i Kirkens liv.

”Jeg tror, at vi har mistet sansen for tilbedelse i vor tid”, sagde paven i sin tale: ”Vi må derfor genopdage sansen for tilbedelse i stilhed. Det er en form for bøn, vi har mistet. Alt for få mennesker ved hvad det er”.

”Det er op til biskopperne at undervise de troende i at bede gennem tilbedelse”, tilføjede pave Frans til komitéens medlemmer og, at eukaristien ”er mere end et symbol; den er Herrens virkelige og kærlige nærvær”.

”I eukaristien møder vi Ham, som gav alt for os, som ofrede sig selv for at give os liv, som elskede os til det sidste”, sagde Frans. ”Det er derfor mit håb, at den eukaristiske kongres vil inspirere katolikker over hele landet til på ny at opdage følelsen af undren og ærefrygt over Herrens store gave af sig selv, og til at tilbringe tid med ham i fejringen af den hellige messe og i personlig bøn og tilbedelse foran Det allerhelligste Sakramente”.

Hengivenhed til eukaristien, fortsatte Frans, vil inspirere ”de troende til at forpligte sig med stadig større iver til at være Herren Jesu missionerende disciple i verden”.

”Den kærlighed, vi fejrer i dette sakramente, kan vi ikke holde for os selv, men kræver at blive delt med alle”, sagde paven. ”Man går til messe, modtager kommunionen, tilbeder Herren, og hvad gør man så bagefter? Man går ud og evangeliserer”.

Paven opfordrede til, at man især evangeliserer og viser kærlighed over for de ældre, som han kaldte ”et folks visdom”, og de syge, ”der er billedet på den lidende Jesus”.

Frans mindede også komitéen om behovet for at fremme præstekald og citerede Johannes Paul II’s ord om, at ”der ikke kan være nogen eukaristi uden præsteskab”.

Som afslutning på sin tale forsikrede pave Frans den biskoppelige komité om sine bønner og betroede dem til forbøn fra Den ubesmittede Undfangelse, USA’s skytshelgen.

”Må alt, hvad I gør, være en anledning til nåde for hver af jer, og må det bære frugt ved at lede mænd og kvinder i hele jeres nation til Herren, som ved sin tilstedeværelse blandt os genopliver håbet og fornyer livet”, sluttede pave Frans.

Mere information om Den nationale eukaristiske Kongres findes her

Hele pave Frans’ tale kan læses på engelsk her.