Paven kondolerer: Dronning Elizabeth II var et forbillede på pligtopfyldenhed

Pave Frans mindes Dronning Elizabeth II og hendes utrættelige tjeneste for det godes sag. I et kondolence-telegram udtrykker paven sin medfølelse og forsikrer om sine bønner for Dronningen og for det store ansvar, som den nye Kong Charles 3. er kaldet til at påtage sig.

”Jeg er dybt bedrøvet over nyheden om Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II’s død, og jeg udtrykker min dybeste medfølelse med Deres Majestæt, medlemmerne af den royale familie, Storbritanniens folk og Commonwealth”. Det skriver pave Frans i et telegram til Charles 3., den nye konge af England, i anledning af Dronning Elizabeths død torsdag den 8. september 2022.

”Jeg slutter mig til alle de sørgende”, fortsætter paven, ”og beder for den afdøde dronnings evige hvile, og hylder hendes utrættelige indsats til gavn for nationen og Commonwealth, hendes eksempel på pligtopfyldenhed, hendes faste vidnesbyrd om troen på Jesus Kristus og hendes faste håb på hans løfter”.

”Jeg overlader hendes ædle sjæl til vor himmelske Faders barmhjertige godhed”, hedder det videre, ”og jeg forsikrer Deres Majestæt om mine bønner om, at Gud den Almægtige vil støtte Dem med sin faste nåde, når De nu påtager Dem Deres høje ansvar som konge. Over jer og alle dem, der værner om mindet om jeres afdøde mor, lyser jeg nu en overflod af guddommelige velsignelser som et løfte om trøst og styrke i Herren”.