Paven mødtes med overgrebsofre

Nultolerance. Pave Frans mødtes med 13 ofre for overgreb i Portugal onsdag den 2. august og sagde, at ofrenes oplevelser altid skal tages alvorligt. Foto: Vatikanets medier.

Pave Frans mødtes den 2. august med 13 ofre for præsters overgreb til et privat møde under sit besøg i den portugisiske hovedstad.

Mødet i det apostoliske nuntiatur varede en time og paven lyttede intenst til, hvad ofrene havde at sige, ifølge Vatikanets talsmand Matteo Bruni. Han oplyste, at ”mødet fandt sted i en atmosfære af intens lytten”.

Tages alvorligt
Mødet med ofrene fandt sted efter vesper, aftenbønnen, med præsterne i Jerónimos-klostret i Lissabon. Paven understregede, at ofre, der står frem, altid skal tages alvorligt.

”Deres vidnesbyrd kalder os til ydmygt at gennemgå en renselsesproces, som starter med at ofrenes smertelige skrig altid bliver accepteret og lyttet til”, sagde pave Frans.

Stor vrede
Paven understregede, at overgrebsskandalerne har skadet Kirkens omdømme, og at vreden og skuffelsen har fået mange til at vende sig væk fra Kirken.

Pave Frans mødtes med overgrebsofrene som led i hans fem dage lange apostolisk besøg i Portugal for at deltage i Verdensungdomsdagen (WYD).

En undersøgelsesrapport i februar afslørede, at mindst 4.815 børn var blevet misbrugt af præster og andre gejstlige i Portugal siden 1950. Undersøgelsen konkluderede, at Kirkens hierarki systematisk har forsøgt at dække over overgrebene.

Nultolerance
Forud for den uafhængige undersøgelse sagde ledere af Den katolske Kirke i Portugal, at der kun havde været få tilfælde.

Ved præsentationen sagde undersøgelseskommissionens ledelse, at 512 formodede overgrebsofre var stået frem. Vidneudsagnene indikerede dog, at det samlede antal ofre var ”meget højere”. Beretningerne afslørede alvorlige hændelser, der havde stået på i årtier, og som i nogle tilfælde havde nået ”epidemiske proportioner”, ifølge kommissionen.

Pave Frans har beordret katolske biskopper over hele verden til at vedtage en nultolerancepolitik over for seksuelt misbrug i Kirken.