Paven opfordrer til at gøre alt for dialog og fred i Mellemøsten

Ved afslutningen af søndagens Regina Coeli appellerede Pave Frans inderligt til at stoppe voldsspiralen i Mellemøsten og til, at alle nationer favoriserer forhandling og fredsbestræbelser, samtidig med at de hjælper de nødlidende i Gaza.

Af Vatican News
Oversat af Regitze Fuhrmann

Pave Frans kom med en dybfølt appel søndag efter Regina Coeli, da han opfordrede til at stoppe enhver handling, der kan give næring til "voldsspiralen" i Mellemøsten, som risikerer at kaste regionen ud i en endnu større krig. Paven sagde, at han med "bøn og bekymring, endda sorg" følger de seneste timers nyheder om den forværrede situation i Israel efter Irans intervention. Han understregede, at ingen bør true andres eksistens, og at alle nationer i stedet bør "stille sig på fredens side" og hjælpe israelere og palæstinensere med at leve i to stater, side om side, i sikkerhed. Han tilføjede: "Det er deres dybe og legitime ønske, og det er deres ret! To nabostater."

Humanitær nødsituation
Paven gentog sin appel om en våbenhvile i Gaza, og at forhandlingsvejen skulle forfølges "med beslutsomhed." Han mindede om lidelserne hos befolkningen i Gaza, "der er kastet ud i en humanitær katastrofe", og opfordrede til at gøre alt for at lindre deres lidelser. Han bad om, at "de gidsler, der blev kidnappet for flere måneder siden, bliver frigivet!"

Hjælp til børn i krig
Paven fornyede også sine bønner for børn rundt om i verden, der lider på grund af de mange krige i vores verden, og nævnte især Ukraine, Palæstina, Israel og Myanmar. Han opfordrede alle til at bede for dem og for fred i vores verden.

Da paven talte om den byrde, børn bærer på grund af krig, mindede han også om, at Kirken den 25.-26. maj vil markere den første Verdens Børnedag. Han hilste de børn, der var til stede på Peterspladsen, og dem, der fulgte med rundt om i verden, og takkede dem for deres indsats for at fremme denne dag og forsikrede dem om sin bønlige ledsagelse, mens de rejser mod begivenheden med deres forberedelser i gang. Han sagde, at han venter på dem og opfordrede dem til at dele deres glæde og ønske om en bedre verden, en verden i fred.