Paven siger nej til kardinal Marx’ anmodning

Foto: Vatikanets medier

Pave Frans accepterer ikke den anmodning om at træde tilbage som ærkebiskop af München og Freising, som den tyske kardinal Reinhard Marx indsendte den 21. maj. Som begrundelse angiv han sit medansvar for ”overgrebsskandalen” i Tyskland, hvor tusindvis af børn og unge blev seksuelt misbrugt af katolske præster, ordensfolk og kirkeligt ansatte efter 2. Verdenskrig.

I sit brev den 10. juni til den tyske kardinal skriver Frans, at overgrebskrisen er en ”verdensomspændende krise” for Kirken, og at han forstår de bevæggrunde Marx angiver som grund for ønsket om at trække sig. Men Frans skriver altså, at kardinalen skal forblive på sin post.

”Når vi indser hykleriet i den måde, vi lever på, så er vor tro en nåde og et første skridt, som vi må tage”, skriver pave Frans og fortsætter: ”Det er mit svar, kære bror. Fortsæt som du beskriver det – men stadig som Münchens ærkebiskop”, skriver paven i brevet på sit spanske modersmål.

"Jeg er enig med dig i, at det er en katastrofe: Den triste historie om seksuelle overgreb og den måde, hvorpå Kirken har håndteret det indtil nu”, skriver pave Frans.

”Når vi indser hykleriet i den måde, vi lever på, så er vor tro en nåde og et første skridt, som vi må tage”, skriver paven videre.

Marx overrasket
”Pavens svar overrasker mig. Jeg havde ikke regnet med at han ville svare så hurtigt”.

”Også hans beslutning om at jeg skal fortsætte min tjeneste som ærkebiskop af München og Freising var uventet”, siger kardinal Marx i en pressemeddelelse, der blev offentliggjort torsdag aften på ærkebispedømmets hjemmeside.

Kardinal Marx siger, at det alligevel vil være svært for ham og ærkebispedømmet at gå direkte tilbage til en normal dagsorden efter Den hellige Faders afgørelse.

”Jeg synes pavens beslutning er en stor udfordring. Bare dét, at gå tilbage til den almindelige dagsorden, er ikke vejen frem hverken for mig eller for ærkebispedømmet”, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Marx understreger, at han er rørt over den broderlige tone som præger pavens brev.

”Jeg bliver rørt af detaljerne og den meget broderlige tone i hans brev, og oplever at han forstår og har sat sig ind i min anmodning og gjort mit anliggende til sit”.