Paven til Davos-topmødet: ”Tænk på de kommende generationer”

Foto: Denis Balibouse, Reuters

I sit budskab til dette års World Economic Forum i Davos, Schweitz, skriver pave Frans, at vi er nødt til at overvinde individualismen, og at vi har en moralsk pligt til at tage vare på hinanden.

”Vi er alle medlemmer af den ene menneskelige familie” – og heraf følger ”en moralsk pligt til at tage vare på hinanden”, princippet om at sætte mennesket i centrum for den offentlige politik, og ikke ”kun stræbe efter magt eller profit”. Det er kernen i pavens budskab til professor Klaus Schwab, stifter af World Economic Forum i Davos, som afholdes i Schweitz i disse dage frem til den 24. januar.

Løsningens etiske dimension

I teksten, som kardinal Peter Turkson (billedet), præfekt for Vatikanets dikasterium for integreret menneskelig udvikling og Den hellige Stols repræsentant på mødet, overrakte til Schwab, minder pave Frans om behovet for at ”se bagved de kortsigtede tekniske eller økonomiske strategier, og tage hensyn til den etiske dimension, når man forsøger at finde frem til løsninger på aktuelle problemer eller foreslår fremtidige initiativer”.

Bagved individualisme og protektionisme

Paven konstaterer i sit budskab til Davos Forum, som i år afholdes for 50. gang, at det gennem årene har ”udforsket innovative og effektive måder at opbygge en bedre verden på”. Hvert år samles fremtrædende personligheder fra den økonomiske og politiske verden for at drøfte løsninger på en sammenhængende og bæredygtig verden. En scene, hvor den politiske vilje og det gensidige samarbejde må styres og styrkes for at kunne overvinde trangen til protektionisme, individualisme og ideologisk kolonialisering, ”som desværre kendetegner den nutidige debat alt for ofte”.

Integreret menneskelig udvikling

I løbet af de sidste 50 år er der sket mange geopolitiske skift og betydelige forandringer inden for økonomi, arbejdsmarkedet, den digitale teknik og miljøet. ”Mange af disse forandringer har gavnet menneskeheden, mens andre har haft negative effekter”, skriver paven. Visionerne er ofte utilitaristiske, til tider skjulte og andre gange roses de, hvor ”andre betragtes som et middel til at opnå et mål” med ”en manglende solidaritet og velgørenhed” som følge, hvilket leder til en ”ægte uretfærdighed”. En virkeligt integreret menneskelig udvikling kan ”kun blomstre når alle de menneskelige families medlemmer indgår i den fælles stræben efter det almene bedste, og bidrager til den”.

Tænk på de kommende generationer

Ligesom i rundskrivelsen Laudato Si’ skriver pave Frans, at målet er at skabe en integreret økologi, som tager hensyn til ”kompleksiteten og forholdene i vort fælles hjem”. Paven ønsker derfor, at deltagerne på Davos Forum skal ”huske på det store moralske ansvar, som vi hver især har for at efterstræbe alles integrerede udvikling, herunder de kommende generationer, og at beslutningen må lede til ”en vækst i solidaritet, især for de mest trængende, som oplever den sociale og den økonomiske uretfærdighed, og hvis eksistens endda er truet”.

Tekst: Charlotta Smeds, Vatikanets medier