Paven til præmonstratenserne: Hav et hjerte der er åbent for gæstfrihed

I mindet om den hellige Norbert skriver pave Frans et brev til abbed Wouters i anledning af 900-års jubilæet for grundlæggelsen af abbediet Prémontré i Frankrig. Paven opfordrer kommuniteterne, der er spredt ud over fem kontinenter, til altid at lade sig lede af Evangeliet ved at lytte til Gud og brødrene.

En fredens og eukaristiens apostel, en utrættelig prædikant med et åbent hjerte for den, der bad om hjælp eller om en simpel bøn. Pave Frans belyser de mange karakteristiske træk ved Sankt Norbert i sit brev, der er stilet til fader Jozef Wouters, generalabbed for præmonstratenser- kannikerne. Det sker i anledning af jubilæet for fejringen af Prémontré- abbediets 900 års fødselsdag, Her opstod det første kommunitet, som ordenen tog navn efter.

En ny sensibilitet
Pave Frans husker Sankt Norbert, der blev født i Xanten i Tysklannd i 1075 som ”en af de mest energiske idémænd bag den gregorianske reform”. Han husker hans liv óg hans kald, der opstod, mens en ny sensibilitet voksede frem i kirken. ”Der manglede ikke”, skriver paven, ”mænd og kvinder, der var inspirerede af Gud og som begyndte at diskutere den forbindelse, kirkens tjenere havde til udelukkende verdslige interesser. Norbert var en af dem”. Derfor valgte han at give afkald på livet ved hoffet og følge apostlenes vandring ved at omfavne Sankt Augustins regel.

”Jeres ordensfællesskab har taget imod denne arv, og i ni århundreder har det arbejdet med sin missionsånd i Sankt Augustins regels ånd i trofasthed mod kaldet til at meditere over og prædike evangeliet. Det sker ved at være tæt på det eukaristiske mysterium, der er kilde og kulmination i Kirkens liv”.

Vidner om Evangeliet
Mødet med pave Gelasius II ledede den hellige Norbert til at arbejde som apostolisk prædikant. ”I dag er der mere end nogensinde før brug for forkyndelsen af det glade budskab”, skriver paven”. Det er nødvendigt og kræver fra alles – specielt fra præsternes side - et generøst engagement og endnu mere en stærk sammenhæng mellem det forkyndte budskab, det personlige liv og livet i fællesskabet”.

”Norbert var evangeliets tro tjener og et barn af kirken, som han elskede. Han var lydig over for paven, han helbredte de syge,han mødte, han jog de onde ånder bort, og det lykkedes ham at bilægge gamle stridigheder mellem adelsfamilierne så godt, at han blev kaldt fredens apostel”.

Åbne døre
Norbert valgte Prémontré-dalen for at samle sine følgere og grundlagde således det første kommunitet, som skulle ”bede for og sammen med hele kirken”. Stor var fascinationen af Prémontré, hvor man levede ”et strengt religiøst liv, hvor gæstfrihed og pleje af fattige og pilgrimme var en integreret del”.

Kære Sankt Norberts sønner, bevar altid denne hjertets åbenhed, som også forstår at åbne hjemmets døre for at modtage den, der søger en åndelig vejleder, den der beder om materiel hjælp, den der ønsker at dele sin bøn med jer. Lad altid jeres liturgi være kanonisk, eller lad den være en lovprisning af Gud for Guds folk og sammen med folket.

Et forbillede i troenI eukaristien – siger paven – fandt Norbert altid stor styrke. Og han bliver på den måde også i dag ”en trosmodel for alle, og i særdeleshed for præsterne”. Paven minder også om de mange kvinder, der sluttede sig til Sankt Norberts ideal ved at gå ind i det kontemplative liv, mens forskellige religiøse kongregationer, der deler samme spiritualitet har dedikeret sig til Sankt Norberts apostolat og til tjeneste for de mest skrøbelige.

På den måde er båndet mellem præmonstratensernes abbedier og sognene blevet styrket, og sognene har holdt den åndelige arv fra Norbert levende.

Jeres grundlægger levede i mange og forskellige miljøer; men ligegyldigt hvor han var, lod han sig lede af Evangeliet – som vandreprædikant, som præst, som leder af forskellige kommuniteter, som biskop fortsatte han med at lytte til Gud og brødrene. Han forstod at skelne betydningen af de forskellige begivenheder i sit liv, men uden at tabe sin fundamentale inspiration af syne.

Idet paven velsigner ordenen i sit brev, opfordrer han præmonstratenserne, der nu er spredt over fem kontinenter, til at være trofaste over for et liv levet efter apostlenes eksempel.

----

Tekst: Lisbeth Rütz for Vatikanets medier