Paven til Verdenssygedagen: Nærhed til dem, der lider under pandemiens følgevirkninger

I sit budskab til den 29. Verdenssygedag, der markeres den 11. februar - på Vor Frue af Lourdes’ festdag, udtrykker pave Frans sin særlige nærhed til dem, der lider under pandemiens følgevirkninger. Titlen på dette års budskab er: “Én er jeres mester, og I er alle brødre” (Matt 23,8). Tillidsforhold som grundlag for pleje af syge”.

Personlig relation og empati
Paven sender sine tanker til dem rundt om i verden, der lider som følge af coronapandemien og han forsikrer dem om Kirkens omtanke og omsorg for især de fattigste og mest udsatte. Paven minder om, at Jesus kritiserede hykleriet hos dem, der ikke lever som de underviser:

“Når troen reduceres til sterile verbale øvelser, uden at engagere sig i den andens historie og behov, forsvinder sammenhængen mellem den påståede tro og den virkelige oplevelse”. Jesus “foreslår, at vi stopper op og lytter, og skaber en direkt og personlig relation til den anden, føler empati og lader os berøre af ham eller hende, og engagerer os i dennes lidelse” (jf Luk 10,30-35), forklarer paven i sit budskab.

“Én er jeres mester, og I er alle brødre” (Matt 23,8).

Oprigtighed overfor Gud
Erfaringen af, at være syg, giver os en forståelse af vor skrøbelighed og afhængighed af Gud, fortsætter paven, og at vort helbred ikke afhænger af “vore evner eller vore bekymringer” (jf Matt 6,27).

Sygdommen leder til spørgsmålet om livets mening, der i troen vender sig mod Gud, forklarer paven og fremhæver Job som eksempel; Job, som blev opgivet og misforstået, blev helbredt ved at afvise alt hykleri og vælge at være oprigtig overfor Gud: “Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42,5).

Sociale uretfærdighed
Paven minder os om alle ofrene for de sociale uretfærdigheder og mangler i sundshedssystemet, som er kommet for dagens lys under pandemien. Pandemien, tilføjer han, har også belyst sundhedspersonalets, præsterne og ordensfolkenes medmenneskelige engagement for de syge og deres familier. Nærhed til de lidende er en værdifuld balsam, og som kristne giver vi udtryk for Kristi kærlighed, fortsætter pave Frans og understreger, at vi i vort kirkelige fællesskab og forenede i Herren er “kaldede til at være barmhjertige ligesom Faderen og især elske vore syge, svage og lidende brødre og søstre” (jf Joh 13,34-35).

Tillidsforhold
For at yde en god pleje er de personlige relationer helt afgørende, siger paven og lægger vægt på, at tillidsforholdet mellem plejeren og den syge sætter den syges værdighed i fokus. Han minder os om, at Jesus aldrig helbreder gennem magi men gennem medmenneskelige relationer - som Jesus siger: “Din tro har frelst dig”.

”Elsk din næste”
Pave Frans gentager Jesu befaling til apostlene: “Elsk din næste”. Et samfund er meget mere humant, hvis det drager omsorg for sine skrøbelige og lidende borgere, og at det lykkedes med det på en effektiv måde, hvis denne omsorg er besjælet af menneskelig kærlighed, siger han.

Paven betror afslutningsvis de syge, plejepersonalet og dem, der er nær de lidende, til Vor Frue af Lourdes.

Tekst: Katarina Agorelius, Vatikanets medier.