Paven udtrykker skam over Kirkens svigt i bekæmpelsen af overgreb

Pave Frans under onsdagens generalaudiens. Foto: Vatikanets medier

Under onsdagens generalaudiens bad pave Frans for ofrene for præsters seksuelle overgreb i Frankrig og udtrykte sin tristhed og sorg over de traumer, de har måttet gennemleve.

”Dette er et skammens øjeblik”, sagde paven under audiensen med henvisning til offentliggørelsen af den chokerende rapport, der beskriver hundredtusindvis af tilfælde med overgreb begået af præster, ordensfolk og kirkelige medarbejdere i Frankrig siden 1950.

Rapporten, der blev offentliggjort af den uafhængige kommission for seksuelle overgreb i Kirken (CIASE) i tirsdags, beskriver også tilfælde af uagtsomhed, tavshed, utilstrækkelighed og endda mørklægning begået af Kirkens ledere i håndteringen af disse sager.

”Jeg ønsker overfor ofrene at udtrykke min tristhed og sorg over de traumer, de har måttet gennemleve”, sagde paven i en bemærkning til de fransktalende pilgrimme og besøgende på Peterspladsen.

Og han udtrykte sin egen skam ”over Kirkens alt for lange svigt” med at sætte ofrene i centrum for dens bekymringer. Pave Frans forsikrede ofrene om, at de er hans bønner.

Pave Frans opfordrede de franske biskopper og ordensforesatte til ”at fortsætte med at gøre alt for at lignende tragedier ikke vil gentager sig”.

Frans udtrykte også sin ”nærhed og faderlige støtte” til Frankrigs præster mens de gennemlever denne tid med ”vanskelige, men rensende” prøvelser: samtidig opfordrede han alle franske katolikker til ”at være med til at sikre, at Kirken bliver et sikkert hjem for alle”.  

Chokerende tal

Ifølge CIASE’s rapport, som er blevet bestilt af Frankrigs katolske biskopper og ordenssamfundenes ledere, og har taget mere end to år at udarbejde, har mindst 330.000 (!) børn og unge i Frankrig været ofre for seksuelle overgreb begået af præster, ordensfolk og kirkelige medarbejdere siden 1950.

Mellem 2.900 og 3.200 præster og ordensfolk har været impliceret i disse forbrydelser – selv om dette tal formentlig er i underkanten.