Pavens audiens: ”Covid-19 vaccine til alle, især de fattige”

Foto: Vatikanets medier

”Det ville være trist hvis en Covid-19 vaccine kun blev tilgængelig for de rige”. Det sagde pave Frans i sin tredje katekese om pandemien i lyset af den katolske sociallære, hvor han understregede, at Kristi efterfølgere ikke kan afvige fra princippet om at prioritere de fattige.

I sin sammenfatning sagde paven til de engelsksprogede turister forsamlet på Peterspladsen:

”Kære brødre og søstre. I vores refleksion over den nuværende globale pandemi har vi set, hvordan den gør os opmærksomme på en mere alvorlig virus der påvirker vor verden: den sociale uretfærdighed, manglen på ens muligheder og marginaliseringen af de fattige og de mest trængende. Kristi eksempel og lære viser os, at det er et væsentligt kriterium for Kristi efterfølgere at prioritere de fattige.

Kristen næstekærlighed kræver at vi udøver velgørenhed, lytter til deres røst og arbejder for at overvinde alt hvad der hæmmer deres materielle og åndelige udvikling. Vi længes alle efter at vende tilbage til normaliteten, men det bør ikke betyde en tilbagevende til de sociale uretfærdigheder eller at udskyde reformer, som var påtrængende. I dag har vi en mulighed for at skabe noget andet: en etisk sund økonomi baseret på personer, især de fattige, i erkendelsen af deres medfødte menneskelige værdighed.

Det ville være trist hvis en Covid-19 vaccine kun blev tilgængelig for de rige og ikke for andre med tilsvarende eller større behov! Må evangeliet inspirere os til at finde stadig mere kreative måder til at udøve denne næstekærlighed, rodfæstet i troen og forankret i håbet, der kan helbrede vores sårede verden og bane vejen for en virkelig velfærd for hele den menneskelige familie”.

Tekst: Charlotte Smeds, Vatikanets medier