Kære brødre og søstre. Den 4. august i fjor, på 160-årsdagen for den hellige sognepræst af Ars’ død, valgte jeg at skrive et brev til præsterne, som hver eneste dag bruger deres liv i et gudgivet kald på at tjene Guds folk.
I den anledning valgte jeg fire nøgleord – smerte, taknemmelighed, mod og lovprisning – for at takke præsterne og støtte dem i deres tjeneste. Jeg tror, at i dag, på denne 57. kaldsdag, kan disse ord rettes mod hele Gudsfolket, med udgangspunkt i evangeliets beretning om Jesus og Peter på det stormfulde hav (Matt 14, 22-33).
Efter bespisningsunderet bad Jesus disciplene om at gå ombord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Disciplenes rejse over søen kan ses som et billede på vort eget livs rejse. Vort livs båd glider langsomt fremad i vandet, altid på udkig efter en sikker havn. Vi føler os parate til at trodse havets farer og gribe de muligheder, som byder sig, men længes også efter at styrmanden afstikker den rette kurs for os. Af og til kommer båden ud af kurs. I stedet for at følge fyrtårnets lys, der kan lede os sikkert i havn, lader vi os forblinde af spejlinger. Eller vi bliver liggende og kæmper med vanskelighedernes, tvivlens og frygtens vinde.
Således er det også fat med disciplenes hjerter. De er kaldede til at følge Mesteren fra Nazareth. De må beslutte sig for at tage over på den anden side og opgive deres egen tryghed for at følge ham. Det er ikke en færd uden farer: natten falder på, der blæser stride vinde, båden kæmper sig frem i bølgerne og de frygter, at de ikke klarer det, at de ikke kan leve op til deres kald.
Men evangeliet fortæller os, at vi ikke er alene på denne udfordrende rejse. I den mørkeste time kommer Herren gående hen imod disciplene på det oprørte hav. Det er næsten som om han tvinger morgengryet frem. Han beder Peter om at komme ud til sig på bølgerne og redder ham, da Peter begynder at synke. Til sidst stiger han ombord i båden og vinden løjer af.
Det første ord i forbindelse med kaldet er derfor taknemmelighed. Den rette kurs afhænger ikke kun af vores egne kræfter og den vej, vi vælger at gå. At realisere os selv og vores livsprojekter er ikke et matematisk resultat af det, vi beslutter os for som isoleret individ: det er tværtimod svaret på et kald, som kommer til os ovenfra. Det er Herren, som udpeger den modsatte bred, vi skal sejle hen til, og da har han allerede givet os modet til at gå ombord i båden. Det er Ham, som mens han kalder os, også gør sig til vor styrmand for at ledsage os, vise os retningen, forhindre at vi forliser på ubeslutsomhedens klipper og endda gør det muligt for os at gå på det oprørte hav.
Ethvert kald fødes af det kærlige blik Herren møder os med, og det sker måske også når vores båd er ud i et hårdt stormvejr. ”Snarere end et valg er det svaret på Herrens frie kalden” (Brev til præsterne, 4. august 2019). For at kunne opdage vort kald og besvare det med et ’ja’, må vort hjerte være åbent for taknemmelighed og fornemme Guds indgriben i vort liv.
Da disciplene ser Jesu komme gående hen imod dem på vandet tror de først, at det er et genfærd og de bliver bange. Men Jesus beroliger dem straks med de ord, som vi altid må have med os i livet og på vor kaldsrejse: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” (Matt 14,27). Her er det andet ord som jeg ønsker at give jer: mod.
I vort hjerte huserer sådanne genfærd og de forhindrer os ofte i at begive os afsted, at vokse og at vælge den vej Herren viser os. Når vi kaldes til at forlade vores trygge bred og sige ’ja’ til en livsform – såsom ægteskabet, det ordinerede præstedømme, det gudviede liv – slipper vi gerne uden videre ”vantroens genfærd” løs: Det kald er helt sikkert ikke noget for mig!; Er det virkeligt den rette vej? Beder Herren mig virkeligt om det?
Overvejelser, retfærdiggørelser og kalkulationer, som kan gøre en ende på vores begejstring, kan da vokse frem i os. Forvirret og handlingslammet bliver vi stående på den bred, hvor vi startede. Vi mener, at vi måske har taget fejl, at vi ikke har evnet at tage udfordringen op eller måske blot har set et genfærd, der skal uddrives.
Herren ved, at det at træffe afgørende livsvalg – som at gifte sig eller vie sig på en særlig måde til tjeneste for Herren – kræver mod. Han kender de spørgsmål, den tvivl og de vanskeligheder, som gør vort hjertes båd uroligt. Derfor beroliger han os: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” Troen på, at han kommer os i møde og ledsager os, selv ude på det stormfulde hav, vækker os fra vor tornerosesøvn, som jeg har kaldt ”en sødladen tristhed” (Brev til præsterne, 4. august 2019), altså det indre mismod, som holder os tilbage og hindrer os i at se og værdsætte skønheden i vort kald.
I samme brev skrev jeg også om smerte, men her vil jeg hellere bruge ordet træthed. Ethvert kald kræver en vis indsats. Herren kalder os fordi han ønsker, at vi – ligesom Peter – bliver i stand til at ”gå på vandet”. Det vil sige, at vi tager ansvar for vores eget liv og stiller det i evangeliets tjeneste på de konkrete og hverdagsagtige måder, han anviser os, navnlig de forskellige former for læg- og præste- og gudviede kald. Men vi ligner Peter: vore ønsker og iver eksisterer side om side med vore svagheder og frygt.
Hvis vi lader os overvælde ved tanken om det ansvar, der venter os – i ægteskabet eller i præstegerningen – eller de vanskeligheder, som måtte dukke op, vil vi snart vende blikket væk fra Jesus og dermed, ligesom Peter, risikere at synke. På den anden side: selv om vi ganske vist er skrøbelige og fattige, sætter troen os i stand til at gå den opstandene Herre i møde og ride stormen af. For når vi, af træthed eller frygt, er i fare for at synke, rækker han hånden ud til os og giver os den nødvendige opdrift, så vi kan udleve vort kald med glæde og entusiasme.
Da Jesus endelig kommer ombord i båden løjer vinden af og bølgerne falder til ro. Det er et fint billede på det Herren gør i vort liv. Han får vinden til at løje af og da har det ondes, frygtens og resignationens kræfter ikke længere magt over os.
Måske findes der i vores særlige kald vinde, som trætter os. Jeg tænker her på dem, der udfører vigtige samfundsopgaver, på ægtefæller – ”de modige”, som jeg gerne kalder dem, og ikke uden grund – og især gudviede personer og præster. Jeg er bekendt med det, I døjer med: ensomhed, som gør hjertet tungt; rutinen, som langsomt slukker kaldets brændende ild; uvisheden, usikkerhed og bekymringer om fremtiden. Vær frimodige, frygt ikke! Jesus er ved vor side og hvis vi anerkender ham som den eneste Herre i vort liv, rækker han hånden ud, griber fat i os og redder os.
Selv ude på det ophørte hav er vort liv åbent for lovprisning. Dette er kaldets sidste ord og er også en opfordring til at opdyrke Jomfru Marias indre grundholdning: Hun var taknemmelig over, at Herrens blik faldt på hende, og hun overgav i tro sin frygt og uro, og omfavnede modigt sit kald. På den måde blev hele hendes liv en evig lovsang til Herren.
Kære venner, i forbindelse med denne verdensbededag, men også i det almindelige pastorale arbejde ude i vore fællesskaber, ønsker jeg, at Kirken skal være med til at fremme kald. Det skal ske ved at berøre de troendes hjerter, så enhver med taknemmelighed kan opdage det kald, Herren kalder ham eller hende til, og at have modet til at sige ’ja’; at overvinde al træghed i troen på Kristus, og gøre ens liv til en lovsang til Gud, ens næste og hele verden. Må Jomfru Maria ledsage os og gå i forbøn for os.
Givet i Rom, Laterankirken den 8. marts 2020, 2. søndag i fasten
FRANS