”Ved at ændre vores hjerter, vores livsstil og vores offentlige politikker kan vi bidrage til en ’mægtig flod’ af retfærdighed og fred”.
Igen i år opfordres kristne over hele verden til at markere Skabelsestiden, der løber fra 1. september til 4. oktober. Den 1. september markeres Verdensbededage for Skaberværket, og den 4. oktober er festdagen for den hellige Frans af Assisi.
Her følger pave Frans’ budskab til dette års Verdensbededag for Skaberværket:
------------------------------
Kære brødre og søstre!
’Lad retfærdighed og fred sejre’ er temaet for dette års Økumeniske Skabelsestid. Det er inspireret af profeten Amos’ profetiske ord: ”Ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk” (5,24).
Dette levende billede fra Amos’ bog fortæller os, hvad Gud ønsker, nemlig at retfærdigheden skal sejre. Retfærdighed er lige så vigtig for vores liv som børn skabt i Guds billede, som vand er for vores fysiske overlevelse. Retfærdigheden skal strømme, hvor der er brug for den; den må ikke forblive skjult for langt nede eller forsvinde som vand, der fordamper inden det har gjort gavn. Gud ønsker, at alle skal bestræbe sig på at være retfærdige i alle situationer, altid forsøge at leve i overensstemmelse med Hans love, så livet kan blomstre i fuldt flor. Når Guds rige er dét, vi søger først (jf Matthæus 6,33), ved at dyrke det rette forhold til Gud, menneskeheden og naturen, så vil retfærdighed og fred strømme frem, som en uudtømmelig kilde af rent vand, der nærer menneskeheden og alle andre skabninger.
Jeg tænkte over dette på en smuk sommerdag i juli 2022 under min pilgrimsrejse til bredden af Lac Ste. Anne i Alberta-provinsen i Canada. Den sø har været, og er fortsat et pilgrimsmål for mange generationer af oprindelige folk. Som jeg sagde dengang, ledsaget af lyden af trommer: ”Hvor mange menneskehjerter er ikke kommet hertil, længselsfulde og sukkende, tynget af livets byrder, og ved dette vand har de fundet trøst og styrke til at fortsætte! Her, midt i skabelsen, kan vi også fornemme en anden dunken: jordens moderlige hjerteslag. Og ligesom et barns hjerteslag er i harmoni med dets mors gennem livmoderen, er vi, hvis vi skal vokse som mennesker, nødt til at bringe rytmen i vort eget liv i takt med rytmen i det skaberværk, der giver os liv” [1].
Lad os i denne skabelsestid dvæle ved disse hjerteslag: vort eget, vore mødres og bedstemødres, skabelsens hjerteslag og Guds hjerteslag. I dag er de ikke i harmoni: de slår ikke sammen i retfærdighed og fred; alt for mange er forhindret i at drikke af denne mægtige flod. Så lad os følge opfordringen til at stå side om side med ofrene for miljø- og klimauretfærdighed, og gøre en ende på denne meningsløse krig mod skaberværket.
Vi ser virkningerne af denne krig på de mange floder, der er ved at tørre ud. ”Verdens ydre ørkener udvider sig konstant, fordi de indre ørkener er blevet så store”, sagde Benedikt XVI engang [2]. Grådigt forbrug, drevet af egoistiske hjerter, forstyrrer vandets kredsløb på vor planet. Uhæmmet brug af fossile brændstoffer og skovrydning forårsager temperaturstigninger og alvorlige tørkeperioder. Skræmmende vandknaphed påvirker i stigende grad både små landsbysamfund og store byer. Rovdriftsindustrien udtømmer og forurener vore ferskvandskilder med ekstreme metoder som fracking til olie- og gasudvinding, ukontrollerede udvindingsprojekter i stor skala og intensivt husdyrbrug. ’Søster Vand’, som den hellige Frans kaldte hende, bliver plyndret og forvandlet til ”en vare, der er underlagt markedets love” (Laudato si’, 30).
FN’s Klimapanel (IPCC) hævder, at en hurtig indsats til fordel for klimaet vil sikre, at vi ikke mister muligheden for at skabe en mere bæredygtig og retfærdig verden. Vi kan og skal forhindre de værste konsekvenser i at blive til virkelighed. ”Meget kan gøres!” (ibid, 180), hvis vi, som mange bække og floder, til sidst flyder sammen til én mægtig flod for at vande livet på vor vidunderlige planet og vor menneskelige familie i de kommende generationer. Lad os tage hinanden i hånden og tage modige skridt, så retfærdighed og fred kan strømme over hele verden.
Hvordan kan vi i denne skabelsestid bidrage til retfærdighedens og fredens mægtige flod? Hvad kan vi, frem for alt som kristne kirker, gøre for at hele vort fælles hjem, så det igen kan pulsere af liv? Vi må beslutte os for at ændre vores hjerter, vor livsstil og de offentlige politikker, som styrer vore samfund.
Lad os først og fremmest bidrage til denne flod ved at forvandle vore hjerter. Det er afgørende for, at vi kan igangsætte andre forandringer. Det er den ’økologiske omvendelse’, som Johannes Paul II kaldte os til: Fornyelsen af vores forhold til skaberværket, så vi ikke længere betragter det som et objekt, vi kan udnytte, som det passer os, men snarere som en hellig gave fra vor Skaber. Lad os også indse, at en holistisk tilgang kræver en økologisk respekt i fire dimensioner: for Gud, for nutidens og morgendagens søskende, for naturen og for os selv.
Hvad angår den første af disse dimensioner påpegede Benedikt XVI, at der er et akut behov for at forstå, at skabelse og forløsning ikke kan adskilles: ”Forløseren er Skaberen, og hvis vi ikke proklamerer Gud i denne totalitet af hans storhed – som Skaber og som Forløser – devaluerer vi værdien af forløsningen” [3].
Skabelse refererer både til Guds mystiske, storslåede værk, skabelsen af denne majestætiske og smukke planet og universet ud af ingenting, og også til resultatet af dette igangværende værk, som vi oplever som en uudtømmelig gave. Lad os i liturgien og den personlige bøn i ”skabelsens store katedral” [4] mindes den store kunstner, der skaber så megen skønhed, og tænke over det store mysterium: hans kærlige beslutning om at skabe kosmos.
For det andet, lad os bidrage til strømmen i denne mægtige flod ved at ændre vores måde at leve på. Lad en taknemmelig beundring af Skaberen og skaberværket være vores udgangspunkt, og lad os angre vore ”økologiske synder”, sådan som min bror, den økumeniske patriark Bartholomæus, siger det. Disse synder er skadelige for naturen og vores medbrødre og -søstre. Lad os, ved Guds nåde, bevæge os mod en livsstil med mindre spild og unødvendigt forbrug, især dér hvor produktionsprocesserne er giftige og ikke-bæredygtige. Lad os prøve at være så forsigtige som muligt med vore vaner og økonomiske valg, så alle kan få det bedre – vore medmennesker, uanset hvor de er, og alle dem, der kommer efter os. Lad os træffe positive valg for at kunne deltage i Guds fortsatte skabelse: Brug så få ressourcer som muligt, lev med en glædelig ædruelighed, håndtér og genbrug affald ansvarligt, og brug økologisk og socialt ansvarlige produkter og tjenester, som bliver mere og mere tilgængelige.
Til sidst: For at den mægtige flod fortsat kan flyde, må vi ændre de offentlige politikker, der styrer vores samfund og former livet for nutidens og fremtidens unge. En økonomisk politik, der fremmer uhyrlig rigdom for de få og nedværdigende levevilkår for de mange, er en dødsdom for fred og retfærdighed. Det er tydeligt, at de rigeste nationer har oparbejdet en ”økologisk gæld” [5]. På COP28-topmødet i Dubai 30. november til 12. december i år skal verdens ledere lytte til videnskaben og indlede en hurtig og retfærdig omstilling, for at afslutte æraen med fossile brændstoffer. I henhold til Parisaftalens forpligtelser til at begrænse risikoen for global opvarmning giver det ingen mening at tillade fortsat efterforskning og udvikling af infrastrukturen for brugen af fossile brændstoffer. Lad os hæve vor røst for at stoppe denne uretfærdighed mod de fattige og mod vore børn, som vil lide under de værste følger af klimaforandringerne. Jeg appellerer til alle mennesker af god vilje om at handle i overensstemmelse med disse retningslinjer for samfund og natur.
Et andet, sideløbende perspektiv, er specifikt for Den katolske Kirkes synodale indsats. I år falder afslutningen på Skabelsestiden den 4. oktober, på den hellige Frans af Assisis festdag, sammen med åbningen af synoden om synodalitet i Rom. Ligesom floder, der fødes af tusindvis af små bække og større floder, inviterer den synodale proces, der begyndte i oktober 2021, alle deltagere – både på det personlige og kollektive plan – til at løbe sammen i en majestætisk flod af refleksion og fornyelse. Hele Guds folk bringes sammen i en overbevisende rejse af synodal dialog og omvendelse.
Kirken er som et floddelta med sine mange store og små bifloder, et fællesskab af utallige lokale kirker, religiøse samfund og associationer, der alle lever af det samme vand. Hver kilde tilføjer sit unikke og uerstattelige bidrag, indtil de alle flyder ud i det store hav af Guds barmhjertige kærlighed. Ligesom en flod er en kilde til liv for sine omgivelser, skal vor synodale Kirke være kilde til liv for vort fælles hjem og for alle, der bebor det. Og ligesom en flod giver liv til alle former for dyre- og planteliv, skal en synodal Kirke give liv ved at så retfærdighed og fred alle de steder, den når frem til.
I juli 2022 i Canada mindedes jeg Galilæas Sø, hvor Jesus helbredte og trøstede så mange, og hvor han prædikede en ”revolution af kærlighed”. Også Lac Ste. Anne er også et sted for helbredelse, trøst og kærlighed, har jeg lært. Det er et sted, der ”minder os om, at søsterskab er virkeligt, hvis det forener dem, der er langt fra hinanden, og også at det budskab om enhed, som himlen sender ned til jorden, ikke frygter forskelle, men inviterer os til fællesskab, til forskellighedernes fællesskab, til at tage afsted igen sammen, for vi er alle – alle – pilgrimme på rejse” [6].
I denne skabelsestid, som Kristi efterfølgere på vores fælles synodale rejse, lad os leve, arbejde og bede om, at vort fælles hjem igen må blive levende. Må Helligånden atter svæve over vandene og lede os til at ”forny jordens overflade” (jf Salme 104,30).
Rom, Laterankirken, 13. maj 2023
FRANS
Oversat af Vuokko-Helena Caseiro - Vatikanstaten
------------------------
[1] Prædiken ved Lac Ste. Anne, Canada, 26. juli 2022
[2] Prædiken ved indvielsen af det petrinske embede, 24. april 2005
[3] Møde i Bressanones katedral, 6. august 2008
[4] Budskab til Verdensbededagen for Skaberværket, 16. juli 2022
[5] ”Der er faktisk en ’økologisk’ gæld – især mellem Nord og Syd – knyttet til ubalancen i handel med økologiske konsekvenser, og også knyttet til det uforholdsmæssige forbrug af naturressourcer af visse lande gennem historien” (jf Laudato si', 51).
[6] Prædiken ved Lac Ste. Anne, Canada, 26. juli 2022