Pavens deltagelse i COP28-mødet aflyst på lægernes foranledning

Foto: AFP

Lederen af Pavestolens pressekontor meddeler, at pave Frans’ læger har bedt ham om ikke at gennemføre sin planlagte rejse til Dubai for at deltage i COP28-topmødet, og med stor beklagelse har paven accepteret lægernes anmodning.

Tirsdag aften meddelte lederen af Pavestolens pressekontor, Matteo Bruni, at pave Frans har aflyst sin rejse til Dubai efter råd fra lægerne. Bruni skriver:

”Selvom Den Hellige Faders generelle kliniske billede er forbedret med hensyn til hans influenzalignende tilstand og betændelse i luftvejene, har lægerne bedt ham om ikke at gennemføre sin planlagte rejse til Dubai til den 28. konference for parterne i FN’s rammekonvention om klimaforandringer i de kommende dage.

Pave Frans har med stor beklagelse accepteret lægernes anmodning, og rejsen er derfor aflyst.

Da paven og Den Hellige Stol stadig er villige til at deltage i de drøftelser, der vil finde sted i de kommende dage, vil de nærmere vilkår for dette blive fastlagt så hurtigt som muligt”.

Paven skulle have deltaget i klimakonferencen COP23 den 1.-3. december. Lørdag den 2. december skulle han have holdt en tale, og den følgende dag skulle han have deltaget i indvielsen af COP's pavillon for religiøse samfund.

Ændringer i pavens program
For at gøre det lettere for paven at komme sig, er nogle vigtige forpligtelser, der var planlagt til disse dage, blevet udskudt, mens andre af institutionel karakter er blevet fastholdt.

Paven har allerede vist en markant forbedring siden mandag, uden feber eller særlige åndedrætsproblemer.

”Pavens tilstand er god og mere stabil”, forklarer Bruni. Men ifølge lægerne er det bedst, at han fortsætter med at hvile sig og ikke udsættes for det stress, som en international rejse medfører.

Vatikanets medier