Kære brødre og søstre!
Matthæus-, Markus- og Lukas-evangelierne beretter samstemmende om Jesu forklarelse på bjerget. I denne hændelsen ser vi Herrens svar på den mangel på forståelse, som disciplene havde udvist når det gjaldt ham. Lige forinden havde Mesteren haft et virkeligt sammenstød med Simon Peter. Efter at have bekendt sin tro på Jesus som Messias, Guds Søn, havde Peter afvist Jesu forudsigelse af lidelsen og korset. Jesus havde talt ham skarpt til rette: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” (Matt 16,23). Og derefter: ”Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene” (Matt 17,1).
Evangeliet om forklarelsen på bjerget bliver hvert år oplæst på 2. søndag i fasten. I denne liturgiske tid tager Herren jo os med sig og fører os afsides. Selv om vi på grund af vore daglige gøremål må forblive på vores vanlige plads, måske i et lidt varieret og til tider kedelig hverdag, er vi i fastetiden indbudt til at ”gå op på et højt bjerg” sammen med Jesus, for sammen med Guds hellige folk at gøre os en særlig erfaring med askese.
Fastetidens askese er en bestræbelse, understøttet af Guds nåde, for at overvinde vores mangel på tro og vores modstand mod at følge Jesus på korsets vej. Akkurat det som Peter og de andre disciple trængte til. For at fordybe vores kendskab til Mesteren, for at lodde dybden i og tage imod den guddommelige frelses mysterium – fuldbyrdet i den totale selvhengivelse af kærlighed – må vi også lade os føre afsides og højt op og løsrive os fra middelmådighed og forfængelighed. Vi må begive os ud på en vandring; en vandring opad, som kræver anstrengelse, opofrelse og koncentration, ligesom en vandretur på fjeldet. Det samme er påkrævet under den synodale vandring, som vi, som Kirke, har påtaget os at tage. Det vil gøre os godt at tænke over den forbindelse som findes mellem fastetidens askese og synodal erfaring.
Til ’retræten’ oppe på Taborbjerget tager Jesus tre disciple med sig, udvalgt til at være vidner til den enestående hændelse. Han ønsker, at de ikke skal være alene, men sammen om denne erfaringen af nåde, sådan som for øvrigt hele vores trosliv er noget, vi deler med andre. Jesus følger vi sammen. Og sammen som Kirke på pilgrimsvandring gennemlever vi det liturgiske år, inkluderet fastetiden, sammen med dem som Herren har givet os som rejsefæller. Ligesom Jesu og disciplenes opstigning på Taborbjerget er også vores fastevandring ’synodal’, fordi vi går den sammen, på samme vej som disciple af den ene Mester. Ja, vi ved at han selv er Vejen, så både under den liturgiske vandring og den synodale vandring gør Kirken ikke andet end at træde stadig dybere og fuldere ind i Kristus, Frelserens mysterium.
Og så kommer vi til beretningens højdepunkt. Evangeliet fortæller at Jesus ”blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset” (Matt 17,2). Her er vi ved ’toppen’, ved målet for vandringen. Efter opstigningen, mens de sammen med Jesus befinder sig højt oppe på bjerget, får de tre disciple den nåde at se ham i hans herlighed, strålende af et overnaturlig lys, som ikke kom udefra, men som strålede ud fra ham selv. Den guddommelige skønhed i dette syn overgik uden sammenligning alt, hvad disciplene kan have haft af anstrengelser på vejen op mod Tabor. Som på alle krævende bjergture: På vejen op må man holde blikket godt fæstet på stien, men udsigten, som til sidst åbner sig for os, slår os med forundring og belønner os med sin vidunderlighed. Også den synodale proces kan ofte virke møjsommelig, og til tider kan vi blive modløse. Men det som venter os til sidst er utvivlsomt noget vidunderligt og overraskende, og det vil hjælpe os til at forstå Guds vilje og vores egen opgave til tjeneste for hans rige.
Disciplenes oplevelse på Taborbjerget beriges yderligere da Moses og Elia viser sig ved siden af den forvandlede Jesus (jf Matt 17,3). De personificerer henholdsvis loven og profeterne. Kristi nyhed er opfyldelsen af den gamle pagt og af løftene; den er uadskillelig fra Guds historie med hans folk og åbenbarer den dybere mening med denne historien. På lignende måde er den synodale vej rodfæstet i Kirkens tradition og samtidig åben overfor det nye. Traditionen er en inspirationskilde når det gælder at søge nye veje og samtidig undgå to modsatte fristelser: immobilitet og improvisatorisk eksperimenteren.
Både den asketiske fastevandring og den synodale vandring har som sit mål en forklarelse, personlig og kirkelig. En forvandling som i begge tilfælde finder sit forbillede i Jesu forvandling og som udvirkes ved hans påskemysteriums nåde. For at en sådan forklarelse skal kunne virkeliggøres i os nu i år, ønsker jeg at foreslå to ’stier’ som vi kan følge, for sammen med Jesus at gå op og nå frem til målet.
Den første sti henviser til det imperativ som Gud Fader retter til disciplene på Tabor mens de skuer den forvandlede Jesus. ”Hør ham!” lyder røsten fra skyen (Matt 17,5). Så den første anvisningen er meget klar: Lyt til Jesus. Fastetiden er en nådens tid i den grad vi lytter til ham, som taler. Og hvordan taler han til os? For det første i Guds Ord, som Kirken tilbyder os i liturgien: Lad det ikke falde til jorden; hvis vi ikke altid kan deltage i messen, så lad os læse bibellæsningerne dag for dag, også ved hjælp af internettet. Og det er ikke kun i Skrifterne at Herren taler til os, men også i vore brødre og søstre, fremfor alt i ansigterne og historierne hos dem, som behøver hjælp. Jeg ønsker også at tilføje et andet aspekt, som er meget vigtig i den synodale proces: Lytten til Kristus sker også gennem at lytte til vore brødre og søstre i Kirken. I enkelte faser er en sådan gensidig lytten hovedmålet, men den er altid uundværlig i den synodale Kirkes metode og stil.
Da disciplene hørte Faderens røst, ” faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: ’Rejs jer, og frygt ikke!’ Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene” (Matt 17,6-8). Her er den anden anvisning for denne fastetid: Søg ikke tilflugt i en religiøsitet, der består af ekstraordinære hændelser og stemningsfulde oplevelser. Det hænder jo, at vi gør det af frygt for at møde virkeligheden med dens daglige slid og slæb, genstridigheder og selvmodsigelser. Det lys som Jesus viser disciplene er en forsmag på påskeherligheden, og det er mod denne at vi må gå idet vi følger ”kun Jesus”. Fastetiden er rettet mod påsken: ’Retræten’ er ikke et mål i sig selv, men forbereder os til med tro, håb og kærlighed at gennemleve lidelsen og korset, for at nå frem til opstandelsen. Heller ikke under den synodale vandring må vi snyde os selv til at tro, at vi allerede er fremme når Gud i sin nåde giver os enkelte stærke oplevelser af fællesskab. Også her gentager Herren for os: ”Rejs jer, og frygt ikke!” Lad os gå ned på sletten, og må den nåde vi har oplevet være os til hjælp i vort synodale håndværk i vore fællesskabers hverdag.
Kære brødre og søstre, må Helligånden i denne fastetid være med os under vores opstigen sammen med Jesus, således at vi kan erfare hans guddommelige stråleglans, og således, styrket i troen, sammen fortsætte vandringen med ham – han, der er sit folks herlighed og lys for folkeslag.
Rom, givet i Laterankirken, den 25. januar 2023, på festdagen for den hellige Paulus’ omvendelse