Kære brødre og søstre. Atter i år giver Herren os en glimrende anledning til at vi med fornyede hjerter kan forberede os til det store mysterium om Jesu død og opstandelse, hjørnestenen i vores personlige og fælles kristne liv. Vi må utrætteligt vende tilbage til dette mysterium i sind og hjerte, så det må vokse i os og vi åbent frit og generøst kan besvare dets åndelige kraft.
1. Påskemysteriet, omvendelsens grundlag
Den kristne glæde udspringer af, at lytte til og tage imod Den gode Nyhed om Jesu død og opstandelse. Dette kerygma sammenfatter mysteriet om en kærlighed ”så reel, så sand og konkret, at den indbyder os til at indgå i en åben og frugtbar dialog” (Christus Vivit, 117). Den, som tror på dette budskab, afviser løgnen om at vort liv har sit udspring i os selv. Tværtimod: livet udspringer af Guds, vor Faders, kærlighed og Hans ønske om at give os livet i overflod (jf Joh 10,10). Vælger vi i stedet at lytte til den fristende stemme fra ”fader til løgnen” (Joh 8,44), risikerer vi at synke ned i absurditetens afgrund og dér opleve helvede på jorden, hvilket de mange tragiske begivenheder i vores personlige og kollektive menneskelige erfaring trist nok vidner om.
I denne fastetid vil jeg gerne dele med enhver kristen hvad jeg skrev til de unge i min apostoliske skrivelse Christus Vivit: ”Ret dit blik mod den korsfæstede Kristi udstrakte arme og lad dig frelse igen og igen. Og når du bekender dine synder så vær fast i troen på hans barmhjertighed, der udfrier dig fra din skyld. Dvæl over hans blod, som blev udgydt med så stor kærlighed, og lad den rense dig. Således bliver du genfødt på ny” (nr. 123). Jesu Påske er ikke en fortidig begivenhed; gennem Helligåndens kraft er den altid tilstede og tillader os at se og røre ved Kristi kød i dem, der lider.
2. Omvendelsens vigtighed
Det er godt at dvæle lidt dybere over påskemysteriet hvor Guds nåde er blevet udgydt over os. Faktisk kan nåden kun erfares ”ansigt til ansigt” med den korsfæstede og opstandne Herre, ”der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 20,2) – i en hjertelig dialog mellem venner. Derfor er det så vigtigt at bede i fastetiden. Den er mere end en pligt; bønnen udtrykker vores behov for at besvare Guds kærlighed, der altid går foran og støtter os. Den kristne beder i visheden om at være elsket trods sin uværdighed. Bøn kan antage forskellige former, men hvad der virkelig betyder noget i Guds øjne er, at den trænger dybt ind i os og blødgør vores hårde hjerte, så det mere og mere følger Guds vilje.
Lad os derfor i denne fastetid, ligesom Israel, ledes ud i ørkenen (jf Hos 2,16), så vi endelig må høre vor Brudgoms røst og lade den genlyde stadig dybere i os. Jo mere vi involverer os i hans ord, jo mere oplever vi den nåde, han frit giver os. Lad os ikke spilde denne nådens tid i illusionen om, at vi selv bestemmer tidspunktet og måden, hvorpå vi omvender os til ham.
3. Guds lidenskabelige vilje til dialog med sine børn
Vi bør aldrig tage for givet, at Herren endnu engang giver os en gunstig anledning til at omvende os. Denne nye mulighed burde vække en følelse af taknemmelighed i os og ryste os ud af vores træghed. På trods af den til tider dramatiske tilstedeværelse af ondskab i vores liv, men også i Kirkens og verdens liv, udtrykker den en mulighed for at ændre kurs og Guds urokkelige vilje til ikke at afbryde frelsens dialog med os. I den korsfæstede Jesus – ham, der ikke kendte til synd (jf 2 Kor 5,21) – rakte hans vilje så langt, at Faderen lagde alle vore synder på sin Søn, sådan som pave Benedikt XVI udtrykte det; ”Gud vendte sig mod sig selv” (Deus Caritas Est, 12). For Gud elsker også sine fjender (jf Matt 5,43-48).
Den dialog, som Gud ønsker at etablere med ethvert menneske gennem sin Søns påskemysterium, er ikke som den, man forbinder med Athens borgere, der ”ikke brugte deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt” (ApG 17,21). Denne slags snak, dikteret af en tom og overfladisk nysgerrighed, er typisk for tidernes verdslighed, og kan i dag resultere i en forkert brug af kommunikationsmidlerne.
4. En rigdom, som du deler og ikke holder for dig selv
At sætte påskemysteriet i centrum for vort liv vil sige, at have medfølelse med den korsfæstede Kristi sår, der stadig er synlige i dag – i de mange uskyldige ofre for krige, angrebene på livet, fra det ufødte liv til det gamle liv, og de mange former for vold, miljøkatastrofer, den ulige fordeling af jordens goder, menneskehandel i alle dens former, og den uhæmmede grådighed, der er en slags afgudsdyrkelse.
Også i dag er det vigtigt at opfordre alle mænd og kvinder med god vilje til at dele nogle af deres goder med de mest trængende. Sådanne almisser udtrykker en personlig deltagelse i opbygningen af en mere retfærdig verden. Almissegiven gør os mere menneskelige, mens hamstring truer med at indespærre os i vores egen egoisme. Vi kan og skal gå endnu længere i betragtning af de strukturelle dimensioner af økonomien. Derfor inviterer jeg i denne fastetid, den 26.-28. marts, unge økonomer, iværksætter og forandringsagenter til møde i Assisi for at hjælpe med at skabe en økonomi, som er mere retfærdig og inkluderende end den nuværende. Som Kirkens læreembede gentagne gange har sagt, er politik en enestående form for kærlighed til næsten (jf Pius XI, tale til den italienske sammenslutning af katolske universitetsstuderende, 18. december 1927). Det samme kan siges om økonomien, hvis den bygger på netop evangeliets og Saligprisningernes ånd.
Jeg påkalder den hellige jomfru Marias forbøn for den kommende fastetid, at vi må åbne vore hjerter for Guds kald og lade os forsone med Ham; at vi retter blikket mod påskemysteriet og lader os omvende i en åben og oprigtig dialog med Ham, for at blive dét, Kristus bad sine disciple om: at være jordens salt og verdens lys (jf Matt 5,13-14).
Givet i Rom, i Laterankirken, den 7. oktober 2019,
på festen for Vor Frue af Rosenkransen.
FRANS