Pavens nye sociale rundskrivelse offentliggjort

Foto: Vatikanets medier

Lørdag eftermiddag den 3. oktober, i krypten i basilikaen tilegnet den hellige Frans i Assisi, underskrev pave Frans efter en privat messe sin tredje rundskrivelse ’Fratelli tutti’ – tilegnet broderskab og socialt venskab. Rundskrivelsen henter sin titel fra Frans af Assisis’ formaninger – ord, som den hellige Frans brugte for at ”tale til brødre og søstre”, og opmuntre dem til en livsstil efter evangeliets anvisninger.

I rundskrivelsen efterlyser pave Frans ”en bedre form for politik” der fremmer dialog og solidaritet.

Paven retter desuden en skarp kritik mod markedskapitalismen, hvis ”magiske teorier” har svigtet. Derfor mener han, at den nuværende pandemi bør føre til, at verdens lande gentænker de globale prioriteringer.

”Når denne krise er forbi ville det værste svar have været at hoppe endnu længere ned i den feberagtige forbrugerkultur og andre former for egoistisk selvopretholdelse”, skriver paven. Den globale nødsituation har vist, at ”ingen kan redde sig selv på egen hånd”, og at tiden virkelig er kommet til at ”drømme om en menneskelighed hvor vi alle er brødre og søstre”.

Paven efterlyser en politik der fremmer dialog og solidaritet, og som afviser enhver form for krig.

”Det er ganske svært i denne tid at påkalde sig de rationelle begrundelser, som blev udarbejdet i tidligere århundreder for at tale om muligheden for ’en retfærdig krig’”, hedder det blandt andet.

Paven fordømmer desuden det, han kalder en ”snæversynet, ekstremistisk, forbitret og aggressiv nationalisme”, som han siger har fået fodfæste i nutidens politik.

Broderskab og socialt venskab er de måder paven peger på for at opbygge en bedre, mere retfærdig og fredeligere verden. Dette kræver alles engagement, såvel menneskers som institutioners, og et opgør med ligegyldighedens globalisering.

Hvad er de store idealer og hvad er de praktiske veje til at opbygge en mere retfærdig og broderlig verden i de daglige relationer i samfundslivet, i politikken og i institutionerne? er de store spørgsmål som paven forsøger at besvare i sin nye rundskrivelse.

Den nye rundskrivelse blev offentliggjort søndag den 4. oktober efter pavens Angelus på Peterspladsen. Den kan læses på engelsk HER

<iframe frameborder="0" height="315" width="560" src="https://www.youtube.com/embed/Z7oQhwv7RXI" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture"></iframe>