Pavens onsdagsaudiens: ny serie af katekeser om Saligprisningerne

Under onsdagens generalaudiens den 29. januar tog Frans hul på en ny serie af katekeser om Saligprisninger, som tager afsæt i Matthæusevangeliets kapitel 5.

”Saligprisningerne lærer os, at det ikke er vores nuværende situation, som gør os salige, men snarere de nye vilkår, som bliver os til del gennem Guds nåde”, sagde paven.

I sin sammenfatning sagde paven:

”Kære brødre og søstre. I dag indleder vi en ny serie af katekeser om Saligprisningerne i Matthæusevangeliet. Jesu undervisning giver os kristne vort ’identitetskort’.

Ligesom Moses på Sinai-bjerget giver Jesus disse ’nye bud’ oppe på bjerget. Han præsenterer dem ikke som en befaling, men introducerer dem i stedet som vejen til den sande glæde, således som Gud lover sit trofaste folk.

Hver af saligprisningerne består af tre dele: indledningsordet ’salige’ efterfulgt af den situation, de som kaldes for salige befinder sig i – de fattige i ånden, de sørgende, de tørstende efter retfærdighed osv. – og til sidste begrundelsen hvorfor netop de er salige.

Saligprisningerne lærer os, at det ikke er vores nuværende situation, som gør os salige, men snarere de nye vilkår, som bliver os til del gennem Guds nåde. Denne – Jesu første – prædiken, også kendt som Bjergprædiken præsenterer os for otte ’døre’ gennem hvilke vi kan erfare Guds kærligheds kraft, som kan forvandle vort liv og vor historie.

Saligprisningerne går bagom vore begrænsninger, tårer og manglende succes, henimod påskens glæde, som af Jesu sejrrige passage fra døden til livet”.