Pavens visioner om livet som præst

En nærhed til Gud, biskoppen, ens præstekolleger og de troende er de fire holdninger, der giver præstegerningen styrke. Det fortalte pave Frans sammenfatningsvis, da han åbnede det internationale teologiske symposium i Vatikanet den 17. februar.

Symposiet ’Om præsteskabets grundlæggende teologi’ den 17.-19. februar, arrangeret af bispekongregationen, åbnede i Vatikanets audienshal med en tale af paven. Frans talte i næsten én time om sine tanker om præstegerningen, og pointerede især, at præstegerningen er mere end en ”recept” eller en række teorier, og at præster behøver et sæt konkrete værktøjer i deres tjeneste, mission og deres hverdag. Paven tilføjede, at hans betragtninger er resultatet af de mange samtaler, han har haft med præster i tidens løb og at han ønsker at dele dem med nutidens præster, så de kan ”opleve den fred og frugtbarhed, som Helligånden skænker”.

At have tillid til virkeligheden
Frans talte dels om de præster, der gennem deres liv og vidnesbyrd havde vist, hvad det vil sige at sprede den gode hyrdes ansigt, dels om dem, han havde fulgt, som havde mistet gløden i deres første kærlighed og betragte deres tjeneste som gold, ensformig og meningsløs.

I en tid med store forandringer, sagde paven, er præsterne nødt til at lære at møde udfordringen uden at frygte risici eller omvendt at være overdrevene optimistiske og ignorere vanskeligheder. Frans forklarede deltagerne, at han foretrækker at man – forankret i Kirkens kloge og levende traditioner – tillidsfuldt accepterer virkeligheden som den er.

Alle kald fordrer en tillidsfuld skelnen for at kunne afgøre hvorhen Gud vil lede os, sagde paven og fokuserede på præsteskabets fire grundsøjler, som han kaldte de fire former for nærhed: nærhed til Gud, biskopperne, præstekolleger og Guds folk.

Ikke en byrde men en gave
Pave Frans sagde videre, at en præst kender til denne nærhed, fordi han først og fremmest er nær Gud. De former for nærhed, som Gud beder om, skal ikke ses som en ekstra byrde, men som gaver Gud giver til præsterne for at de kan holde deres kald levende og frugtbart, og værdsætte og genopvække missionsiveren.

Læs hele pavens tale (på engelsk) HER