Danmarks unge Katolikker fejrer den 23. september 75 års jubilæum. Jesper Fich O.P., bispedømmets ungdomspræst fra 1985 – 1991, kommer her med nogle bud på, hvad der er vigtigt i katolsk ungdomsarbejde.
"Periferien i centrum” – ungdomsforbundenes slogan til ungdomsmessen med pave Johannes Paul II i Vadstena.
Rory Mulligan SM – han var norsk ungdomspræst – og jeg var ophavsmænd til ordene, som vi var meget selvtilfredse med. Men vi syntes også, at det beskrev de unges situation. Pludselig kom der fokus på de små lokalkirker i Norden, som både i den store verdenskirke og i vores egne samfund befinder sig i periferien af bevidstheden. Og nu kom der så en voldsom opmærksomhed på os.
Vi tænkte: det er stort, men sikkert heller ikke altid det letteste at få besøg af en pave. Så vi udgav et ”selvforsvarshæfte” til de unge: ”Regnskab for Håbet” (jf Pet 3.15) kaldte vi det. Her kunne man få en række hurtige svar på nærgående spørgsmål om katolsk identitet.
Og så kom dagen, hvor utallige busfulde unge danske katolikker fyldte det meste af en Helsingør-Helsingborg-færge. Til dagen efter var de nordiske ungdomspræster inviteret til at koncelebrere messen med paven, en messe som vitterlig var en ungdomsmesse, hvad liturgien angår. De romerske myndigheder var meget åbne og det var i Johannes Pauls ånd, han havde jo selv været ungdomspræst i sine unge år. Det er kendt, at han holdt messer i fri natur, når han var på kanotur.
Den største oplevelse
Men var pavemessen i Vadstena så den største oplevelse i mine 6 ½ år som ungdomspræst? Egentlig ikke. Det var det daglige arbejde.
Biskop Martensen udnævnte mig i 1985 til ungdomspræst. Han mente at jeg var ung, og ung præst, og så kunne jeg godt lege med de unge. Men et ungdomsarbejde er meget mere end leg.
Det er en vital opgave i bispedømmet med mange muligheder – og med penge – for DUK var ved at vokse til en større organisation, som fik penge fra tipsmidlerne.
Hvad biskoppen ikke havde fortalt mig, var at han ikke var sikker på, hvilken position i bispedømmet DUK skulle have. Sekretariatet blev energisk kaldt ”katolsk ungdomssekretariat”, fordi der også var andre unge katolikker, der ikke var i DUK. Det var ganske vist kun en gruppe: spejderne, men de havde indflydelsesrige venner tæt på biskoppen, som gjorde ham urolig ved, at DUK skulle være bispedømmets officielle ungdomsarbejde. I et helt år vidste vi ikke, om vi var købt eller solgt. Men det endte jo godt, selvom det krævede en del overtalelse.
Men endnu var meget ”in the making”. Det var ikke længe siden, at sr. Regina som den første ungdomskonsulent sad på det første sekretariat og kørte frem og tilbage på sin kontorstol og kikkede på et tomt skrivebord og et tomt kartoteksskab. Nu skulle borde og skabe fyldes.
Men ikke med hvad som helst. Vi indkaldte til et ungdomsseminar efter norsk forbillede. Der skulle deltage både unge og mere etablerede katolikker, søstre, sognepræster, pastoralrådsmedlemmer og biskoppen ikke at forglemme. En hel uge på Øm.
Formanden for Øm-styrelsen havde – nok ikke helt tilfældigt – bestilt håndværkere, der skulle lægge taget om, mens vi var der, så det var umuligt at få ørenlyd, men den obstruktion overvandt vi. Heldigvis var det sommer og sol, så meget kunne foregå udenfor.
Et kæmpeløft for ungdomsarbejdet
Vi havde slået et stort brød op, og forventede at der blev produceret et pastoralt program for fremtidens DUK. Det gjorde der ikke. Men der kom noget andet ud af mødet: mennesker med meget forskellige holdninger havde mødt hinanden, og talt sammen, og var bagefter indstillet på at arbejde sammen for DUK. Det gav ungdomsarbejdet et kæmpe løft, der varede flere år.
Nik Bredholt var i mange år en til tider overenergisk formand; men han brændte af iver og det smittede. Det samme gjorde Susanne Hoyos, som i mange år var ungdomskonsulent. Vi var på farten hele tiden – der var ikke den afkrog af landet, der skulle opfatte sig i ”periferien”, når nu centrum er, hvor Kristus er.
Dengang var skriftlig kommunikation – ofte per brev – den eneste mulige. EDB (som det hed) var helt nyt. Emails fandtes ikke. Og om så ikke vores computer (med mærket ”picoline”) en skønne dag åd alle navnene i kartoteket, så vi kun stod med en masse adresser.
Flagskibet i kommunikationen var bladet ”Natflyveren” inspireret af en roman af Saint-Exupery. ”I ly af mørket undervejs med undværlig post”. Titlen afspejlede et program og et vilkår: et samfund, hvor det at tilhøre en kirke – og så endda den katolske – ikke var alment respekteret. Og en kirke, der undertiden havde det vanskeligt ved at forstå unges livssituation, og endnu sværere ved at kommunikere med dem. Og som helst så at de unge hurtigst muligt blev mage til de ældre. Men det er netop katolsk tankegang, at der ikke er en støbeform for det troende menneske, så vi alle bliver mage til hinanden.
Ikke en ny tro, men et nyt sprog
Vores vision med DUK var at skabe et forum for tale om tro på et nyt sprog. Ikke en ny tro, men et nyt sprog. Senere prøvede pave Benedikt at iværksætte det samme med ”Troens år”. Det lykkedes ikke særligt gennemført for Benedikt, og måske heller ikke for os, men intentionen var der ikke noget i vejen med – og den er stadig aktuel, i kirken og i DUK.
Selvom ungdomsarbejdet i dag står i en anden tid med andre udfordringer. Konkurrencesamfundet efterlader mange unge i mistrivsel. De oplever sig samtidig som ofre for idealer, som de ikke kan protestere mod, for idealerne har altid ret – påstår idealerne.
Dette sammen med et lykkebegreb, som er meget skrøbeligt, fordi det er i følelsernes vold.
I dette forår var jeg til en konference i Vilnius for katolske skoleforeninger i Europa. Ved festmiddagen holdt ærkebiskoppen et væsentligt indlæg. Han sagde: ”Både skoler og ungdomsarbejde skal være en modkultur til et samfund, der udelukkende ser mennesket som forbruger og profit som den eneste drivkraft. Og et samfund, hvor de enkelte isolerer sig i grupper med mennesker, de er enige med. Vi skal lære børn og unge at danne fællesskaber, at turde dialogen, tro på at diversitet – også hvad livssyn angår – er en berigelse.”
Jeg tror at berettigelsen for et ungdomsarbejde – dengang som nu – er om dette lykkes. I dag, mere end nogensinde, er det vigtigt at stå vagt om den katolske overbevisning: at menneskets værdighed hverken kan eller skal fortjenes, lige så lidt som den kan mistes.
Måske skal DUK snart afholde et nyt ungdomsseminar?
Vi, der var med for 35 år siden, og nu alle snart må være over 60, var overbevist om at vi var sammen om noget stort og sjovt og det formede os i hvert fald for årene fremover.
Så var det prisen værd, alle de gange jeg har sovet i infernalsk larm bag en reol i en gymnastiksal, mens der blev festet i den anden ende. Mens jeg lærte at hade soveposer. Men hvad: vi var unge…