Opdat.: Polske biskopper fordømmer invasionen

Stanisław Gądecki, ærkebiskop af Poznań og leder af Den polske Bispekonference har udsendt følgende erklæring:

”I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine vil jeg, på vegne af Den polske Bispekonference, på det kraftigste fordømme handlingerne overfor Rusland og Vladimir Putin. Det er et uacceptabelt og skamfuldt barbari rettet mod en uafhængig stats suverænitet og uafhængighed. 

Samtidig – sammen med hele Kirken i Polen – udtrykker jeg min solidaritet med alle ukrainere, både i Polen og i Ukraine, og forsikrer dem om vor nærhed, bøn og villighed til at hjælpe.

I forbindelse med pave Frans’ opfordring beder jeg biskopper og alle troende om at fejre askeonsdag i Kirken i Polen som en dag med faste og bøn for fred og solidaritet med Ukraine. Jeg beder hver kirke og menighed i Polen om at bede for fred og for ukrainerne, at Herren vil oplyse deres hjerter i den nuværende tragiske situation.

Som kirke i Polen ønsker vi også at yde vore brødre materiel hjælp. Derfor appellerer jeg til at afholde en kollekt for krigens ofre efter hver hellige messe, både denne søndag og askeonsdag. Kollekten vil gennem Caritas Polen bruges til at hjælpe krigsflygtninge fra Ukraine. Hjælpen fra Den katolske Kirke i Polen vil blive give fortløbende og systematisk gennem vore velgørende institutioner – menighed, bispedømme og nationalt – herunder Kirkens nødhjælpsteam til Kirken i øst under Den polske Bispekonference.

Desuden beder jeg alle troende og mennesker af god vilje om at være åbne for at hjælpe de trængende.

Jeg overlader Ukraines og Polens skæbne til Fredens Dronning, og bekræfter overfor alle min åndelige nærhed og bøn”.

+ Stanisław Gądecki

Ærkebiskop av Poznań
Formand for Den polske Bispekonference

Opdat. kl. 12.00:

De russiske biskopper appellerer til at standse krigshandlingerne

De katolske biskopper i Rusland skriver: ”Vi opfordrer alle politikere, som denne beslutning er afhængig af, til at bringe denne konflikt til ophør”. Det skriver de i en fælleserklæring, som blev offentliggjort i Moskva i går, torsdag. De nævner dog ikke Kremls leder Vladimir Putin ligesom de heller ikke skriver, at Rusland har indledt et militært angreb på Ukraine.

”Vi er, ligesom I alle, chokeret i vores indre over, at den politiske konflikt mellem Rusland og Ukraine trods store anstrengelser om forsoning, er gået over i en væbnet konflikt”, skriver de fem biskopper. ”Denne konfrontation fører med sig død og ødelæggelse, og truer hele verdens sikkerhed”. De katolske biskopper betoner, at det russiske og det ukrainske folk ikke blot deler en fælles historie, men har også i fortiden lidt enormt under ’krigens vanvid’”.

Ifølge biskoppernes erklæring må enhver, som gennemfører de militære operationer stå til regnskab, fordi de kommende årtiers forløb afhænger af de beslutninger, som træffes nu. Biskopperne beder om bønner og messer for fred.

Biskoppen af Saratov i det sydvestlige Rusland, Clemens Pickel, skrev på sin blog:

”I dag har vi bedt fra tidlig morgenstund til sent på aftenen. Intet er vigtigere”.

Godt én procent af russerne er katolikker. Selv formanden for den katolske bispekonference af Belarus, biskop Aleh Butkevitj, kræver at krigshandlingerne bringes til ophør. Han berører dog ikke, at Rusland har angrebet Ukraine. I Belarus, også kendt som Hviderusland, er Den katolske Kirke det næststørste trossamfund, hvor ca. 10 procent af befolkningen er katolikker.

Kilde: Signum,se