Sankt Ansgars Skole på Nørrebro får 20 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden

Sådan kommer øverste etage på Sankt Ansgars Skole til at se ud, når ombygningen er færdig. Hele tagetagen vil være forsynet med topmoderne faglokaler og taghave.

På Sankt Ansgars Skole har de svært ved at få armene ned. ”Det var den bedste julegave, vi kunne få”, siger skoleleder Kirsten Poulsen, da jeg taler med hende kort før jul. Skolen søgte A.P. Møller Fonden og fik 20 millioner kroner til en totalrenovering af skolens tagetage.

Men hvad er egentlig grunden til, at netop I får så mange penge?

”Det er, at vi er en lokal skole, der er fulgt med udviklingen i lokalkvarteret i takt med, at Nørrebro ser noget anderledes ud i dag end før. Vi lægger vægt på, at vi er en katolsk skole. Det kristne livssyn er afsæt for, hvad vi går og laver i hverdagen. Vi er en holdningsskole, der bygger på nogle grundlæggende værdier, når vi skal drive skole. Vi kan noget brobygning, så derfor har vi også en hel del muslimske elever. I øjeblikket er der omkring 60 af dem. Mange af dem kommer fra lande, hvor de katolske skoler er i høj kurs, så derfor søger de os. De er som en selvfølgelig ting med til skolegudstjenester og morgenbøn i løbet af skoleåret, og det er de helt med på. Det er en af de ting, vi clearer med forældrene ved optagelsessamtalen”, siger Kirsten Poulsen.

P. t. er der 315 elever på skolen. De 63 af dem er katolikker. Eleverne kan gå på skolen fra børnehaveklassen til 9. klasse. Ved ombygningen vil der blive frigjort mere plads, så skolen vil kunne rumme 400 elever. Det vil betyde en bedre økonomi for skolen.

Renoveringen og ombygningen af skolen er et stort projekt, så vi bruger den tid, der skal til. Det vil i en periode blive nødvendigt med genhusning på andre matrikler, siger Kirsten Poulsen. JKM Arkitekter skal stå for det omfattende projekt.

Renoveringen af skolen vil komme til at forløbe i fire etaper. I tagetagen skal der indrettes topmoderne undervisningslokaler til naturfag og kreative fag, og som noget helt nyt skal der indrettes en taghave.

Sidstnævnte er tiltrængt, for der er i øjeblikket ikke så mange udendørsarealer, hvor skolens elever kan boltre sig. P.t. er de henvist til at bruge legepladser i nærheden.

Med renoveringen og udbygningen vil der blive mulighed for tidssvarende læringsmiljøer. Hele byggeprojektet er opdelt i fire etaper, hvor den første ventes at kunne gå i gang om et års tid, når de nødvendige byggetilladelser er kommet fra kommunen.

Der har været katolsk skole på Nørrebrogade siden 1923, hvor Sankt Joseph Søstrenes skole flyttede fra Griffenfeldtsgade ind i bygningen ved siden af Sakramentskirken, der var blevet indviet i 1916. I 1940 blev tre katolske skoler lagt sammen, og skolen skiftede navn til Katolsk Centralskole. Skolen var i begyndelsen kun for katolikker, men begyndte i efterkrigstiden også at tage ikkekatolske elever ind. Siden januar 1988 har den heddet Sankt Ansgars skole.

Tekst: Lisbeth Rütz, KO nr. 1, 2020