Spørgeskemaundersøgelse på vej ud til alle katolikker i Danmark

Foto: Leif Tuxen

Hvad vil det sige at være katolik i Danmark? Har katolikker i Danmark andre værdier og holdninger end den danske gennemsnitsbefolkning? Hvilke kulturelle værdier og former for praksis tager katolske indvandrere med sig til landet, og hvordan er indvandringen med til at præge den katolske kirke og Danmark?

Som tidligere nævnt her i Katolsk Orientering foregår der i disse år et forskningsprojekt om katolikker og katolicisme i Danmark, The Catholic Ethic and the Spirit of Global Modernities. Global Catholicism in a Danish and Transnational Context, som netop sætter fokus på dét at være katolik i dag i en dansk og global kontekst. Projektet er finansieret af Velux Fonden og er ledet af professor (mso) i socialvidenskab fra Roskilde Universitet, Bjørn Thomassen, sammen med lektor Andreas Bandak fra Københavns Universitet. De øvrige projektdeltagere er Astrid Krabbe Trolle (post.doc fra KU), og Maja Balle og Michael Brixtofte Petersen (begge Ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, som huser projektet). Forskerne bag undersøgelsen kommer fra fagdisciplinerne antropologi, sociologi og religionsstudier.

I den forbindelse bliver der nu udsendt en spørgeskemaundersøgelse, der forsøger at nå ud til alle katolikker i Danmark. Forneden er der et link til undersøgelsen, hvis man har lyst til at deltage. Det kan også deles frit blandt venner og familie og i relevante netværk.

Den første dybdegående undersøgelse
Forskningsprojektet er det første nogensinde, der studerer de katolske befolkninger i Danmark. Det har en særlig relevans i en historisk periode, hvor Den katolske Kirke står over for en række udfordringer i den vestlige verden, hvor medlemstallet i mange lande daler, mens Kirken vokser i andre dele af verden. Det skyldes ikke mindst befolkningsvækst i Afrika og dele af Asien. I Latinamerika står katolicismen stadig stærkt, men er samtidig udfordret af både sekularisering og karismatiske former for kristendom der vinder frem, ikke mindst Pinsekirken.

I Danmark har immigration, religion og kulturel integration nu i årtier stået øverst på den politiske dagsorden med næsten automatisk reference til islam og muslimer. Det har fået langt mindre opmærksomhed – både politisk, men også inden for forskningsverdenen – at der i dagens Danmark er mindst lige så mange immigranter med kristen som muslimsk baggrund. En stor del af disse immigranter er katolikker, men der er meget lidt forskning om katolicisme i Danmark. Det skyldes ganske givet, at katolicismen i Danmark generelt ikke har den store synlighed.

Det eksakte tal for katolikker i Danmark vides ikke, men vi kan være sikre på, at det er langt højere end de cirka 45.000 personer, der er indskrevet i kirkens egne registre. Sikkert er det også, at antallet af katolikker i Danmark er stigende på grund af immigration. For eksempel er den med afstand største indvandrergruppe i Danmark fra Polen, et land med stærke katolske rødder. Man kan med sikkerhed gå ud fra, at mange immigranter til Danmark er katolske, selv om ikke alle naturligvis er praktiserende, og selv om langt fra alle aktivt melder sig ind i kirken. Det er netop disse voksende indvandrergrupper med katolsk baggrund, som projektet tager udgangspunkt i, men også mødet med dansk katolicisme og det danske samfund mere generelt.  

Forskningsprojektet omfatter således den første komparative, dybdegående undersøgelse af de voksende katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres bånd til den bredere verden. Undersøgelsen er baseret på fem casestudier af henholdsvis polske, mellemøstlige, vestafrikanske, filippinske og spansktalende minoritetsgrupper og deres nationale og transnationale netværk, og hvorledes disse ’nye’ katolikker er med til at forme Den katolske Kirke i Danmark.

Selv om delstudierne således har fokus på migrantgrupper, er projektet bredt sigtet mod at forstå katolicismen i Danmark, således også katolikker med dansk baggrund. Projektet undersøger, hvordan katolicismen udleves i Danmark og hvordan katolsk tro og praksis hænger sammen med en katolsk inspireret etik, der muligvis påvirker holdninger til blandt andet moral, arbejde, nationalitet og identitet. Det er netop disse spørgsmål om tro, praksis, etik og værdier, som spørgeskemaet undersøger.  

Det vil være af stor gavn for projektet, at så mange katolikker i Danmark som muligt svarer på undersøgelsen. De indsamlede data vil i anonymiseret form indgå i publikationer og bredere formidling af forskerne i projektet.

Til slut blot en ren praktisk information: Det tager cirka ti minutter at svare på spørgsmålene. Spørgeskemaet bliver sendt via et link til den e-mailadresse, som deltageren opgiver ved spørgeskemaets start. Når man har valgt sprog (dansk, engelsk, polsk eller spansk), skrevet sin e-mailadresse og trykt ’afslut’ bliver linket sendt direkte til deltageren, som kan lukke den oprindelige linkboks og deltage i undersøgelsen via det tilsendte link.

Selve spørgeundersøgelsen findes HER

Tekst: Bjørn Thomassen