Nyt arbejdsdokument til brug for den kontinentale fase af den synodale proces fremhæver flere kendte udfordringer for Kirken, men kommer kun med få løsninger.
Bispesynodens sekretariat offentliggjorde den 27. oktober arbejdsdokumentet til næste fase af den synodale proces. Dokumentet ’Enlarge the Space of your Tent’ er en sammenskrivning af de nationale bispekonferencers synteser.
I næste fase af den synodale proces, den kontinentale fase, mødes bispekonferencerne på verdens syv kontinenter for at drøfte arbejdsdokumentets indhold. Resultatet af disse møder vil siden foreligge i form af syv synteser, der efterfølgende sammenskrives til en rapport, det såkaldte instrumentum laboris, til brug for tredje og sidste fase af den synodale proces i form af de to bispesynoder i hhv. 2023 og 2024.
Bekymringspunkter
Det nye arbejdsdokument beskriver første fase af processen (den ude i bispedømmerne) i et positivt lys og bemærker, at deltagelsen globalt set ”oversteg alle forventninger” på trods af en mere beskeden deltagelse i flere vestlige lande. 112 af de i alt 114 bispekonferencer, alle 15 østkatolske kirker, 17 af kuriens 23 dikasterier samt flere internationale organer for ordenssuperiorer og lægbevægelser har indsendt deres synteser, tilføjes det.
Dokumentet beskriver en række generelle og længerevarende udfordringer i Kirkens liv, fx kvinders rolle i Kirkens ledelse og den manglende inklusion og velkomst af ”marginaliserede grupper” (familier i irregulære forhold, fraskilte og gengifte par, og LGBT-personer). Andre bekymringspunkter er eftervirkningerne af overgrebskrisen, de liturgiske slagsmål, klerikalismen og den stigende ulighed mellem rig og fattig, hvor mange katolikker udtrykker frustration over Kirkens manglende vilje til altid at lytte til de fattiges, de marginaliseredes og migranternes røst.
Til trods for, at vi nu er mere end ét år inde i den synodale proces, er en af udfordringerne blandt katolikkerne fortsat at forstå, hvad begrebet ’synodalitet’ egentlig betyder og indebærer, fastslås det. Modstanden blandt visse grupper af lægfolk og præster til den synodale proces og dens udkomme bygger fx på den antagelse, at paven skulle have igangsat processen med den skjulte hensigt at ville forandre væsentlige dele af Kirkens lære.
Dokumentet efterlyser også en større kirkelig indsats på det økumeniske og interreligiøse område især de steder, hvor katolikkerne udgør et mindretal, eller hvor forskellige kristne riter og/eller kirkesamfund sameksisterer.
Lyt til de marginaliserede
Selv om arbejdsdokumentet ikke kommer med mange konkrete løsningsforslag, hedder det, at mange af bispekonferencernes synteser er tydelige i deres vision af Kirken som ”et ekspansivt, men ikke homogent hjem, der giver husly til alle” – en vision om en Kirke, der er i stand til ”radikal inklusion og fælles tilhørsforhold, og dyb gæstfrihed i overensstemmelse med Jesu lære, som er kernen i den synodale proces”.
De førnævnte marginaliserede gruppers røster har ofte ”været fraværende under processen og optræder kun i synteserne, fordi andre har nævnt dem og beklager deres udelukkelse”, står der.
Dokumentet fremhæver også behovet for at lytte mere opmærksomt til de unge og handicappede, og om at være mere ”velkommen og beskyttende” over for kvinder og børn af præster, der har brudt deres cølibatære løfte og ”risikerer at udsættes for grov uretfærdighed og diskrimination”.
Andre marginaliserede grupper er ofrene for seksuelle og åndelige overgreb, indsatte samt personer, der diskrimineres og udsættes for vold på grund af race, etnicitet, køn, kultur og seksualitet.
Synodalitet, hedder det, ”er en opfordring fra Gud om at gå sammen med hele den menneskelige familie uanset tro eller kulturel baggrund”.
Emnet ’inkulturation’ berøres også, og visse bispekonferencer, fx Laos og Cambodja, efterlyser ”en mere meningsfuld interkulturel tilgang” til Kirkens liv og tjeneste, og en større integration af lokale kulturer i især liturgien.
Klerikalisme
Klerikalisme fremhæves som et vigtigt punkt i dokumentet, og det siges, at mange bispekonferencers synteser udtrykker ønsket om ”bedre uddannede, mere ledsagede og mindre isolerede præster” og betegner klerikalisme som en form for ”åndelig forarmelse, en berøvelse af de sande goder ved den ordinerede tjeneste, og en kultur, der isolerer præster og skader lægfolket”.
Denne mentalitet, fortsætter dokumentet, skiller de troende fra Gud og skader forholdet mellem de døbte, da klerikalismen ”fremavler rigiditet, legalisme og autoritetsudøvelse, der er udtryk for magt snarere end tjeneste”.
Det bemærkes, at klerikalisme kan være ”lige så tillokkende for lægfolk som for præster”, og at løsningen er at udtænke nye ledelsesformer, der i deres natur er mere samarbejdsorienterede.
Kvinders rolle
Et af de mest fremtrædende spørgsmål i dokumentet er ønsket om ”en forandring af Kirkens kultur”, særligt hvad angår kvinders rolle og tjeneste i Kirken.
”Der er en stigende opmærksomhed og følsomhed over dette spørgsmål over hele verden”, hedder det, og synteserne fra samtlige kontinenter indeholder en appel til, at kvinder – lægkvinder såvel som gudviede – værdsættes som ”ligeværdige medlemmer af Guds folk”.
Dokumentet fremhæver specifikt den kendsgerning, at selv om kvinder er i flertal, hvad angår deltagelse i liturgiske og andre kirkelige aktiviteter, indtager mænd fortsat de fleste beslutnings- og ledelsesroller i Kirken.
I den forbindelse fremhæves antallet af opfordringer i de indsendte synteser til en større medinddragelse af kvinder i Kirkens organisatoriske struktur. Dokumentet bemærker også, at ”der blev givet udtryk for en ganske varieret holdning til spørgsmålet om præstevielsen af kvinder, hvilket nogle nationale synteser opfordrer til, mens andre betragter det som et afsluttet spørgsmål”.
De synodale strukturer
For at forankre den synodale proces i Kirken opfordres det til, at Kirken ”giver sine institutioner og strukturer en synodal form og arbejdsmåde, også hvad angår ledelse”, og at Kanonisk Lov skal understøtte denne proces og ”skabe de nødvendige forandringer i de gældende forordninger”.
På lokalt plan ses pastoralråd, økonomiske og biskoppelige råd som gode bidrag til at fremme såvel synodalitet som gennemsigtighed i bispedømmerne, og tilføjer, at disse organer er ”uundværlige” og ”i stigende grad [skal være] institutionelle organer til medinddragelse, dialog, gennemsigtighed, skelnen [discernment, red.], evaluering og bemyndigelse af alle”. Hertil kræves, at beslutningerne træffes ”snarere på grundlag af en proces af fælles skelnen end på baggrund af et flertalsprincip, sådan som det sker i demokratiske ledelsesformer”, hedder det.
Dokumentet understreger også det stigende behov for medinddragelsen af flere kompetente lægfolk på det økonomiske og ledelsesmæssige område, og det foreslås, at universiteter og højere læreanstalter underviser i og udarbejder uddannelsesprogrammer baseret på synodalitet.
Om liturgien
Liturgien er et af de områder, der i de senere år har skabt flest spændinger internt i Kirken, og den amerikanske bispekonference peger i sin syntese specifikt peger på den splittelse, som pave Frans’ reformer af den traditionelle latinske messe har affødt. De skriver, at ”splittelsen vedrørende den liturgiske fejring kom til udtryk i de synodale høringer”, og at ”den eukaristiske fejring desværre også giver anledning til splittelse i Kirken, især når det drejer sig om fejringen efter den førkonciliære ritus”.
Den amerikanske syntese ”beklagede begrænsningerne i adgangen til fejring efter 1962-missalet; mange føler, at denne uenighed ”undertiden når et fjendtligt niveau”, og ”at folk i begge lejre føler sig stigmatiseret af dem, der tænker anderledes end dem selv”.
I lyset heraf insisterer dokumentets forfattere på, at Eukaristien – sakramentet for enhed i kærlighed til Kristus – ”aldrig må give anledning til konfrontation, ideologi, stridigheder eller splittelse”.
Arbejdsdokumentet berører også spørgsmålet om, hvordan liturgien kan ”nytænkes” med henblik på en større medinddragelse af lægfolket, og ”ved at hilse alle forskelle velkomne, værdsætte alle tjenester og anerkende alle karismaer”.
De næste skridt
I næste fase af den synodale proces foreslår arbejdsdokumentet, at drøftelserne fokuserer på de tre primære spørgsmål:
1) Efter at have læst dokumentet og bedt sammen, hvilke intuitioner giver så størst genklang med de levede erfaringer og realiteter i Kirken på jeres kontinent? Hvilke erfaringer er nye eller oplysende for jer?
2) Efter at have læst dokumentet og bedt sammen, hvilke væsentlige spændinger eller divergenser fremstår da som særligt vigtige i jeres kontinents perspektiv? Hvilke spørgsmål eller emner bør som følge heraf tages op og overvejes i de næste skridt af processen?
3) Hvis I ser på, hvad der fremgår af de to foregående spørgsmål, hvad er de prioriteter, de tilbagevendende temaer og opfordringerne til handling, som kan deles med andre lokalkirker rundt om i verden og drøftes på den første samling af bispesynoden i oktober 2023?
Som nævnt i indledningen bliver resultatet af de synodale drøftelser på kontinentalt plan en syntese for hvert kontinent, som vil danne grundlag for udarbejdelsen af Instrumentum Laboris (det officielle arbejdsdokument) til den universelle og sidste fase. Dette dokument forventes færdigt senest i juni 2023.
I tiden op til den universelle fase af synoden vil synteserne fra den kontinentale fase blive sendt til samtlige stiftsbiskopper, som så vil blive bedt om at gennemføre en ’skelneproces’ på baggrund af de ovennævnte tre spørgsmål. Bispekonferencerne vil siden indsamle og sammenfatte disse overvejelser, og sammenfatningerne vil blive delt med de kontinentale samlinger, der vil være sammensat af gejstlige og lægfolk fra flere lande.
Ved afslutningen af hver samling vil der blive udarbejdet et endeligt dokument på ca. 20 sider, som vil blive sendt til Rom senest den 31. marts 2023.
Tekst: Niels Messerschmidt