Stort projekt skal undersøge katolikker i Danmark

Selvom der både lever og fortsat kommer mange katolikker til Danmark, er den religiøse gruppe overraskende underbelyst herhjemme. Sådan lyder det fra forskere, der netop har fået penge fra Velux Fonden til at undersøge de katolske befolkningsgrupper i landet

Velux Fonden har netop givet seks millioner kroner til et projekt, der skal undersøge de katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres religiøse praksis. Over de næste år skal forskerne, heriblandt Bjørn Thomassen (professor mso i socialvidenskab på Roskilde Universitet), se nærmere på de forskellige grupper af katolikker, der er kommet til landet fra blandt andet Nigeria og Polen samt Latinamerika, Asien og Mellemøsten.

”Katolske befolkningsgrupper udgør ikke noget problem i det danske samfund. De skaber ikke overskrifter i medierne og bliver ikke inddraget i debatter om ghettopakker eller terror. Katolicismen adskiller sig mere fra den danske gennemsnitsbefolkning i moralske spørgsmål om abort og kvindelige præster. Men det er ikke de debatter, der får størst politisk bevågenhed i dag,” siger han.

Projektet ”Den katolske etik og de globale moderniteters ånd. Global katolicisme i en dansk og transnational kontekst” er en undersøgelse af de voksende katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres bånd til den bredere verden.