Synodens ledere søger biskoppernes støtte til den videre proces

Kardinalerne Mario Grech (tv.) og Jean Claude Hollerich.

De øverste ansvarlige for afviklingen af den verdensomspændende høringsproces om synodalitet i Kirken har skrevet til verdens biskopper og forsikret dem om, at synoden ikke har nogen skjult dagsorden, og de beder om deres støtte til den næste fase, den kontinentale proces.

I deres brev fortæller kardinalerne Mario Grech og Jean Claude Hollerich – som er henholdsvis generalsekretær og relator for synoden – biskopperne, at man ikke ”snigende vil indføre” nogle temaer i drøftelserne på det synodale bispemøde i oktober af nogen, der forsøger at ”udnytte forsamlingen og tilsidesætte konsultationen af Guds folk”.

Den primære årsag til den langstrakte høringsproces som forberedelse til de to bispesynoder i Rom i henholdsvis 2023 og 2024, skriver de to kardinaler, er at besvare ”det store spørgsmål, der har udfordret Kirken siden det 2. Vatikankoncil, nemlig: ’Kirke, hvad siger du om dig selv?’”

Kardinalerne Grech og Hollerich minder biskopperne om, at alle biskopper – ud over deres ansvar for deres eget bispedømme – også forventes at vise ”omsorg for Den universelle Kirke”. I den forbindelse opfordrer de biskopperne til at være fuldgyldige deltagere i den forberedende proces. De skriver videre, at synoden bør hjælpe biskopperne i begge henseender: at styrke deres eget pastorale arbejde og give dem mulighed for at få indflydelse på den overordnede retning for Den universelle Kirke.

Det usædvanlige brev fra synodens ledere synes at være et svar på klager over, at synodens forberedende faser er iscenesat, og at hele processen er blevet kontrolleret af embedsmænd, der håber at kunne styre synoden i retning af forudbestemte resultater. Brevet imødekommer disse klager ved at opfordre biskopperne til at deltage aktivt (i stedet for at optræde som passive kritikere) og ved at insistere på, at beslutningsprocessen er åben for alle.

Samtidig advarer de to kardinaler mod ethvert forsøg på at afspore den synodale proces og anfører i deres brev, at dagsordenen for biskoppernes drøftelser er fastlagt af de konsultationer, der allerede har fundet sted. De skriver, at brevet er skrevet for at forklare ”visse få overvejelser med henblik på en fælles forståelse af den synodale proces”.