Teenageren Carlo Acutis saligkåret

Han var blot 15 år da han i 2006 døde på hospitalet i Monza, Italien.

Carlo Acutis blev saligkåret lørdag den 10. oktober i Basilica di San Francesco i Assisi. Saligkåringsceremoni blev forestået af kardinal Agostino Vallini, pavelig legat for basilikaerne San Francesco og Santa Maria degli Angeli, også beliggende i Assisi.

Carlo Acutis forelskede sig i en tidlig alder i den hellige eukaristi som han kaldte en ”motorvej til himlen”, og han oprettede en hjemmeside (http://www.miracolieucaristici.org/) med beskrivelse af en lang række eukaristiske mirakler verden over. Teenageren bad dagligt rosenkransen, gik dagligt til messe og gjorde som kateket brug af moderne it-teknologi i sin undervisning af børn og unge.

Da Carlo fik stillet diagnosen akut leukæmi sagde han, at han påtog sig lidelse for Herrens, pavens og Kirkens skyld, og at han ikke ville i skærsilden. ”Jeg vil direkte i himlen!” sagde han.

Acutis blev født i London 3. maj 1991 af italienske forældre og de flyttede til Milano mens han endnu var barn. Allerede som lille udviste han en stor religiøs hengivenhed til stor overraskelse for sine ikke-praktiserende forældre. Hans mor fortæller til den italienske avis Corriere della Sera, at fra Carlo var 3 år spurgte han sine forældre om de ikke skulle besøge de kirker, de passerede forbi i Milano, og i en alder af 7 år bad han om at måtte modtage den hellige kommunion.

”Der lå i ham en naturlig disposition for det hellige”, siger hans mor.