Træder tilbage efter 22 år

Den afgående formand for Østrigs bispekonference, kardinal Christoph Schönborn (tv), og den nye formand, ærkebiskop Franz Lackner af Salzburg.

De østrigske biskopper har på deres plenarmøde 16. juni valgt ny formand, og hermed sættes et punktum for kardinal Schönborns 22 år lange formandsvirke.

Ærkebiskop Franz Lackner af Salzburg (63 år) efterfølger Schönborn, der nu er fyldt 75 år og altså har nået den officielle kanoniske pensionsalder. Lackner har de seneste fem år været bispekonferencens næstformand. Ny næstformand er biskop Manfred Scheuer af Linz.

Efter afstemningen udtalte kardinal Schönborn, at hans 22 års formandsvirke har været præget af perioder med ”konflikter og skandale”, men at han alligevel er taknemmelig over at have muligheden for at være bispekonferencens formand.

Schönborn blev valgt første gang i 1998 og er siden blevet genvalgt for yderligere 6-års mandatperioder.

Kardinalen indsendte 22. januar sin afskedsansøgning som ærkebiskop af Wien efter at være fyldt 75 år, men pave Frans bad ham fortsætte sit hverv i ”en ikke nærmere angivet periode”.

I marts sidste år oplyste Schönborn, at han havde prostatakræft og han blev opereret nogle måneder senere. Til det tyske tidsskrift Herder Korrespondenz oplyste han i dets december-nummer, at ”kræften synes at være besejret”.

I slutningen af 2019 blev Schönborn akut indlagt på hospitalet på grund af sygdom, men ærkebispedømmet oplyser, at det ikke havde noget med hans kræftsygdom at gøre. I januar i år kunne Christoph Schönborn genoptage arbejdet.