Vatikanets doktrinære kontor kræver at der anlægges et helhedssyn på plejen og omsorgen ved livets afslutning og ved kritiske livsfaser. Det sagde Troslærekongregationens præfekt, kardinal Luis Ladaria Ferrer, i et interview med VaticanNews tidligere på ugen i forbindelse med offentliggørelsen af brevet Samaritanus bonus (’Den gode samaritaner’) – et 32 sider langt dokument, hvori der tages kraftigt afstand fra enhver form for dødshjælp og assisteret selvmord.
For en læge er omsorgen om livet hans eller hendes ”vigtigste ansvar”, og det indskrænker sig ikke kun til at helbrede den syge, sagde kardinalen, for ”selv om helbredelse er umulig eller usandsynlig, er den lægelige behandling og den psykologiske og åndelige støtte en ufravigelig pligt”, sagde kardinalen.
Livets ukrænkelige værdighed er et grundlæggende princip i den naturlige morallov og et væsentligt element i den retslige orden, fastslår Samaritanus bonus. ”Vi må ikke tage et andet menneskes liv, selv hvis det beder om det”. Med henvisning til 2. Vatikanerkoncils pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden, Gaudium et spes, opremser brevet, at ”fosterdrab, medlidenhedsdrab eller selvmord […] forgifter den menneskelige civilisation” og ”krænker i allerhøjeste grad Skaberens ære” (nr. 27).
Det er Kirkens definitive troslære, at dødshjælp repræsenterer ”en forbrydelse mod menneskeligt liv” og derfor er ondt under alle omstændigheder. Ethvert ”formelt eller umiddelbart materielt samarbejde” udgør en alvorlig synd mod menneskelivet, og ingen myndighed har ret til at ”anbefale eller tillade det”. De, der godkender love til fordel for dødshjælp ”bliver medskyldige” og gør sig ”skyldig i skandale” fordi disse love bidrager til at misinformere samvittigheden. Dødshjælp må altid afvises. Men brevet erkender, at desperationen eller angsten hos den, som begår det, kan minimeres eller til og med gøre vedkommendes ansvar ”ikke-eksisterende”.
Samaritanus bonus forklarer også vigtigheden af, at beskytte den døendes værdighed, hvilket indebærer at undgå aggressive medicinske behandlinger. Derfor er det lovligt, når døden er nært forestående og uundgåelig, at ”afstå fra behandlinger, der kun giver en usikker og smertelig forlængelse af livet”, uden dog at afbryde de nødvendige almindelige behandlinger, som patienten har brug for, fx mad og væske ”så længe kroppen kan drage nytte af dem”. Palliativ pleje er et ”værdifuldt og afgørende redskab” i omsorgen af patienten. Palliativ pleje må aldrig inkludere adgangen til dødshjælp, understreges det, men bør inkludere åndelig omsorg til både den syge person og dennes slægtninge.
I brevet opfordres den lokal kirke, de katolske institutioner og menighederne til at ”indtage en klar og samlet holdning for at beskytte retten til samvittighedsnægtelse” i de sammenhænge, hvor loven tillader amoralske metoder. Brevet opfodrer også katolske institutioner og sundhedspersonale til at vidne om Kirkens holdninger til spørgsmål angående livet.
Særligt i tilfældet med dødshjælp hedder det, at ”der findes en alvorlig og klar forpligtelse til at modsætte sig dødshjælp gennem samvittighedsnægtelse”. Det er vigtigt, at læger og sundhedspersonale uddannes i at ledsage de døende på en kristen måde. Den åndelige nærhed til en person, der har valgt dødshjælp, er ”en invitation til omvendelse”, og aldrig tillade at en gestus ”kan tolkes som en godkendelse”, som fx at overvære at dødshjælpen udføres.